EU-formandskabet og sundheden

Sundhed er et emne, der stille og roligt vokser som sagsområde i Den Europæiske Union. Sundhedsdimensionen blev første gang nævnt i Maastricht-traktaten fra 1992, og den kom med som en traktatfæstet ressort i Amsterdam-traktaten fra 1997. Resultaterne kommer i form af direktiver, der ændrer dansk lovgivning. Til tider på en måde, der kommer bag på politikerne. Det mest kendte eksempel er direktivet om patenter på gener, der blev blokeret i flere lande, men gennemført på »prøve« i Danmark sidste år. Derfor er der grund til at gøre det danske formandskab opmærksom på EU-forslag, der efter Lægeforeningens mening ikke bør gå videre.

Det er først og fremmest den del af revisionen af EU's lægemiddellovgivning, der vil betyde en liberalisering af reklamereglerne for receptpligtig medicin. Der er i første omgang foreslået en forsøgsordning omfattende tre grupper af lægemidler for astma, diabetes og aids. Begrundelsen for at begynde en liberalisering på dette område er som forventeligt, at det skal styrke konkurrencen på det europæiske marked for medicin og derved styrke de europæiske virksomheder over for deres amerikanske konkurrenter. En lidt omvendt argumentation taget i betragtning, at nogle af de stærkeste »brands« og de mest effektive markedsføringsmaskiner er amerikanske, og de får altså øgede muligheder for at tryne deres europæiske konkurrenter.

Men det helt afgørende er, at industrien på denne måde får adgang til at påvirke patienterne direkte og på en måde, der ikke kan være neutral. Industriens formål med at sælge lægemidler er som bekendt at tjene penge, men lægemidler er ikke tandpasta eller cornflakes. Det bør fortsat være lægen, der som patientens advokat og uvildig ekspert rådgiver patienten om de receptpligtige lægemidler og sammen med patienten tager beslutning om valget af lægemidler. Industrien er ikke og kan aldrig blive nogen uvildig tredjepart i dette valg. Reklamen har vist sin magt i alle andre sammenhænge. Den vil påvirke patienten i hans ønske, og den vil øge forbruget, hvilket sådan set også er meningen. Det amerikanske medicinmarked vokser dobbelt så hurtigt som det europæiske. Det er godt for industrien, men ikke nødvendigvis for forbrugerne eller skatteborgerne.

På et andet område forsøger EU paradoksalt nok at gå i præcis den modsatte retning med et forslag fra EU-Kommissionen, der truer den fri bevægelighed for læger i unionen. Retten til automatisk at få sin autorisation som læge eller speciallæge i resten af EU vil blive begrænset til kun at gælde for de 17 specialer, som nu findes i alle unionens medlemslande. Andre henvises til en i bedste fald omstændig godkendelsesprocedure i det land, man ønsker at fungere i. Det er ikke alene en mærkværdig diskrimination på et ulogisk kriterium, der lægges op til. Det er også et eklatant brud på et princip om fri bevægelighed, der har vist sin styrke og gavn på et arbejdsmarked, der ikke er i geografisk balance.

Der er næppe tvivl om, at forslaget skyldes angsten for unionens kommende udvidelse. Men det er at smide barnet ud med badevandet. Vi ønsker den fri bevægelighed bevaret, men den skal basere sig på en vurdering af uddannelsernes kvalitet. EU må frigøre sig fra sin berøringsangst over for indholdet af sundhedsuddannelserne og kræve uddannelser af sammenlignelig høj kvalitet overalt i unionen.