EU ruller baglæns med arbejdstid

EU's slovenske formandskab forsøger ved et ministerråd i denne uge at bringe processen om arbejdstidsdirektivet ud af det langvarige dødvande. Desværre sker det på en måde, der ruller udviklingen omkring bl.a. lægers arbejdstid baglæns i forhold til den beherskede beskyttelse, der ligger i det nuværende direktiv. Det gælder på en række områder, der både omfatter udskydelse af hviletid, bestemmelser om længden af arbejdstid og så for vagttid som arbejdstid. En generel undtagelsesbestemmelse for læger under uddannelse fastholdes. Alt sammen noget, som burde få den danske regering til at sætte foden ned.

I ændringerne til EU's arbejdstidsdirektiv, der nu bliver foreslået, vil »passiv« vagttid ikke tælle som arbejdstid. Det vil sige, at de perioder, hvor lægen hviler, ikke tæller som arbejdstid, selv om vagten foregår på sygehuset. Det vil ikke have den store betydning på danske arbejdspladser med de aftaler, som vi har. Men det har stor praktisk betydning i en række andre lande, ikke mindst i Tyskland, og det er presset fra en række store lande, der nu desværre ser ud til at bære frugt og risikerer at vende udviklingen mod større lighed og ens arbejdsvilkår for læger i EU-landene.

Det startede med den såkaldte Jäger-dom ved EF-Dom-stolen i Luxembourg, september 2003. Norbert Jäger var reservelæge ved sygehuset i Kiel. Han gik til EF-Domstolen, fordi han mente, at den tyske måde at opgøre vagter på var i strid med EU's direktiv. Det fastsætter en arbejdstid på 48 timer om ugen i gennemsnit over en periode på fire måneder, men i Tyskland blev tilstedeværelsesvagten på sygehuset ikke regnet med, selv om der ikke var mulighed for at foretage sig andre ting som f.eks. at være sammen med familien. EF-Domstolen gav ham ret, og der går en lige linje fra dommen og de lempelser, som Slovenien nu søger at få igennem.

Tyske beregninger viser, at der skal bruges mellem 15.000 og 27.000 flere læger i Tyskland for at dække vagtforpligtelserne. Det kan være svært at argumentere med den type af udregninger, men det siger noget om, i hvilket omfang tyske læger over en bred kam arbejder mere end 48 timer om ugen, og hvor langt der er mellem arbejdstidsbestemmelserne i de forskellige EU-lande. I globaliseringens tidsalder, hvor vi i EU forsøger at skabe større lighed i regler og vilkår mellem landene på et fælles arbejdsmarked, der i princippet er etableret for længst, er det helt forkert at udvande de fælles minimumsregler, som trods alt var kommet på plads.

Som nævnt er ændringsforslaget om vagttid ikke den eneste forringelse, og det, som nu sker, er, at der skal strikkes et kompromis sammen, der især skal tage hensyn til tyske, franske og britiske interesser. Hvad det fører til af studehandler, er endnu uvist, men det er sikkert, at smålige hensyn til arbejdsvilkår, -miljø og patientsikkerhed træder i baggrunden. Tilstrækkeligt mange undersøgelser viser, at trætte læger begår flere fejl. Derfor skal vi have strammere arbejdstidsregler og ikke regler, der er udvandede og hullede som en si.