Eureka, sagde medicinindustrien

Medicinindustrien har set lyset: vi bruger alt for lidt medicin i Danmark, hvis vi brugte mere medicin, ville vi hurtigt se en markant forøgelse af vores middellevealder ... Det er vel ikke i sig selv nogen stor overraskelse, at producenterne af en bestemt vare mener, at vi alle ville få det bedre, hvis vi brugte mere af præcis deres vare. Men industrien gør det i form af en rapport »Medicinforbrug og livskvalitet«, hvor der præsenteres en række sammenligninger med andre lande i vores kulturkreds med det formål at bevise, at de andre er meget dygtigere til at spise piller og derfor lever længere. Rapporten munder ud i en anbefaling til regeringen om at nedsætte en medicinkommission.

Vi kan erklære os enige i én af rapportens konklusioner: »i Danmark bruger vi omkring 0,8% af bruttonationalproduktet på lægemiddelforbruget, og ifølge Forbrugsundersøgelserne fra Danmarks Statistik anvendes omkring 3% af husholdningers samlede forbrug på medicin. Ud fra disse betragtninger er det ikke spørgsmålet, om vi bruger for meget, men snarere om vi bruger lægemidlerne rigtigt i sygdomsbehandlingen«. Det er glimrende udtrykt, men det er formentlig sådan, at Lægemiddelindustriforeningen (Lif) og Lægeforeningen har modsatte fortegn ved den konklusion. Vi mener faktisk, at der allerede i dag bruges for mange penge til medicin, og at der er brug for en uvildig rådgivning til læger, så de kan udskrive billigere medicin og ikke nødvendigvis i større mængder.

Samfundets årlige udgift til medicin er i dag 12,5 mia. kroner. I løbet af halvfemserne er medicinens andel af de samlede sundhedsudgifter steget støt, og i de senere år er udviklingen endda accelereret. Udgifterne til medicin steg sidste år med 12%, og i første kvartal i år var stigningen oppe på 17%. Gang på gang er sundhedsbudgetter blevet væltet af store ekstraregninger til medicin. Der er flere forklaringer på dette. Den demografiske udvikling er én af dem. Fremkomsten af nye, dyre, men også effektive lægemidler en anden. Men en tredje er, at der i stort omfang bliver udskrevet medicin, der er for dyr, fx i forhold til en marginal ekstra virkning, hjulpet på vej af en massiv påvirkning på læger og patienter fra industrien. Hvis en medicinkommission skal hjælpe til at rette op på dette misforhold, er vi helt med.

Men vi er ikke med, hvis formålet er at hæve forbruget af medicin i Danmark. Vi har en sund og stærk skepsis over for argumentet om, at mere medicin nødvendigvis gør folk sundere. Lif argumenterer med at lande, der har meget høje medicinudgifter pr. indbygger, også har en lang levealder, som fx Frankrig og Italien. Men hvordan passer Norge så ind i det mønster? Norge har lavere medicinudgifter pr. indbygger end Danmark. Lif argumenterer også med at de lande, der bruger en meget høj del af deres sundhedsudgifter på medicin, har en maksimal effekt på levealderen. Hvordan passer Portugal ind i det mønster? Portugal har med 24% af de offentlige sundhedsudgifter til medicin en ekstrem høj andel (Danmark i bund med 5,2%, hvilket dog også skyldes vores høje egenbetaling, Norge 6,6%). Men Portugal har samtidig Europas laveste levealder, mens Norge har en af de højeste.

Der er alt for store usikkerheder i tallene til, at de kan bære Lifs bastante konklusioner. Livsstil bliver ikke nævnt på noget tidspunkt, selv om fx »det franske paradoks«, altså kostens indflydelse, er velkendt, og at forbedret livsstil og ændrede kostvaner også regnes for at være den største enkeltfaktor i, at den danske middellevealder faktisk er steget mærkbart i starten af det nye årtusinde. Der er andet end piller under solen, når der skal findes forklaringer på sundhed og levealder.