Professor emeritus Thorkild I. A. Sørensen har forsket i overvægt i et halvt århundrede, og han har udviklet en teori om, hvorfor nogle mennesker får svær overvægt.
»Min teori går på, at vi helt grundlæggende via evolutionen er indrettet sådan som mennesker, at hvis det sociale ikke fungerer, betyder det en risiko for ikke at få mad nok«professor emeritus, Torkild I. A. Sørensen
Han kunne bare lade være. Som professor emeritus kunne den 76-årige Thorkild I. A. Sørensen lade fedt være et fedt og dyrke familielivet, skrive en bog eller lære engelsk godt nok til at kunne læse Shakespeares værker. Men som klinisk epidemiolog, og efter et halvt århundredes arbejde med bl.a. at forske i fedmeepidemien, kan han ikke slippe det afgørende spørgsmål: hvorfor?
I så godt som alle døgnets vågne timer vrider hans hjerne sig omkring spørgsmålet og især om det mulige svar, som han mener at have fundet i evolutionen. I de sociale relationers afgørende betydning for menneskets overlevelse i en fjern fortid, hvor mad ikke var noget, man hev ned fra hylderne i supermarkedet. En tid, hvor mennesker måtte arbejde sammen om at samle strandkål, fange torsk eller jage urokser.
Og derfor flyver professoren netop nu i oktober til London for over tre dage at mødes med andre topforskere i overvægt i Royal Society for at diskutere de mest brændende spørgsmål på feltet og for at præsentere og diskutere sin teori.
»Det her er min pensionistaktivitet«, siger han.
På det gamle »Kommunehospitalet« i København, det nuværende CSS, Center for Sundhed og Samfund, har Ugeskrift for Læger forud for mødet i London mødt Thorkild I. A. Sørensen for at høre om hans teori og de mange års fordybelse i emnet, som ligger bag den.
Men inden vi følger Thorkild I. A. Sørensens rejse frem mod teorien, vil han gerne slå et par pointer fast. Bogstaveligt talt, for han slår hånden ned i bordpladen for hvert punkt, ikke hårdt, men bare så lyden understreger betydningen.
For det første, at fedtdepoter, selvom de kan svinge hurtigt i størrelse, ikke vokser pludseligt.
»Overvægt er udtryk for en lille bitte smule gennemsnitlig tilvækst i kroppens fedtindhold over mange år. Så lidt, at vi ikke kan måle det«, siger han.
For det andet, at ny viden om fedtcellerne tyder på, at en ganske lille ubalance kan resultere i stor overvægt med tiden: »Det handler om ubalance i to processer, der kører hele tiden, som hver især eller tilsammen over tid kan resultere i overvægt: en lille ubalance imellem antallet af nydannede og henfaldende fedtceller. Og en lille ubalance mellem mængden af fedt, der henholdsvis lagres og forlader den enkelte celle.«
For det tredje, at mange mennesker af uvidenhed misforstår, hvad de ser, når de bemærker, at mennesker med svær overvægt spiser mere og rører sig mindre end de fleste.
»Mange tror, at for meget mad og for lidt motion er forklaringen på overvægt. Men det er omvendt. Kroppens magre legemes masse, knogler, muskler og organer – alt, som ikke er fedt – vokser parallelt med fedttilvæksten. Og den del af kroppen er meget energikrævende. Samtidig gælder det, at jo større masse du skal flytte over en given afstand, desto mere energi skal du bruge. Så det er logisk, at man skal spise mere med en større, energikrævende, stofskiftemæssigt mere aktiv mager legemes masse i hele kroppen«, forklarer Thorkild I. A. Sørensen og gør dermed op med vendingen: »Bare luk kæften og let røven«.
»Det ulykkelige er, at dem med svær overvægt selv tror, at de ,bare’ kunne spise mindre og røre sig mere. Derfor får de skyldfølelse. Og derfor er det vigtig at forstå det her. Det rammer dem jo som et drag i nakken, at folk mistænker dem for at være grådige og dovne«.
Med viden om fedtceller, ubalancer og den magre kropsmasse på plads kan vi tage turen tilbage i tiden til det punkt, hvor interessen for overvægt opstod.
Allerede som studenterforsker i 1969 stiftede Thorkild I.A. Sørensen bekendtskab med forskning i overvægt, da han fik til opgave i laboratoriet at skille store fedtceller fra små i fedtvæv fra rotter.
Og som færdiguddannet læge i 1971 blev han ansat på Kirurgisk Afdeling på Amtssygehuset i Gentofte, hvor man udførte nogle af de første »fedmeoperationer« og testede dem i randomiserede forsøg.
»Det var meget anderledes end i dag – man lukkede 5,5 m af tyndtarmen af og lod den ligge som en slags appendix, så der kun var 50 cm i funktion. Det var effektivt, men bivirkningerne var stærkt generende, og nogle komplikationer var meget alvorlige«, fortæller han.
Patienterne måtte efter operationen blandt andet døje med massive fedtede diaréer og ændringer i kroppens metabolisme. Flere år senere – i 1983 – forsvarede Thorkild I. A. Sørensen sin disputats om, hvad der gik galt med kolesterol- og galdesyrestofskiftet hos patienterne.
»Man opgav operationerne, og alle patienter fik genetableret de 6 m tarm. Og så steg de i vægt igen – og ventede på at få den næste maveoperation – den, vi kender i dag«.
Interessen for epidemiologi opstod, da den unge læge i 1972 af cheferne på afdelingen fik til opgave at skaffe »friske danske tal« for forekomsten og dødeligheden af svær overvægt. Det eneste, man havde dengang, var gamle tal fra nordamerikanske forsikringsselskaber.
Det var før, nogen rigtig talte om »fedmeepidemien«. Først i 1997 adresserede WHO fedme som et globalt folkesundhedsproblem.
Thorkild I.A. Sørensen havde selv været på session og fik der idéen til at samle data fra målinger og vejninger af de værnepligtige. Så han og kollegaen Stig Sonne-Holm stod på hovedet i Landsarkivet for at hale gamle lægdsruller frem af gemmerne.
»Fra sessionerne fandt vi data helt tilbage til 1943. Vi endte med data på 400.000 personer, som vi vurderede manuelt, så det tog et par år. Men så havde vi også et helt unikt indblik i, hvordan forekomsten af svær overvægt udviklede sig, og hvor farligt det var«.
Materialet var ikke alene unikt – det rummede også en overraskende nyhed. Tallene viste, at forekomsten af svær overvægt lå stabilt lavt indtil 1960, hvorefter den pludseligt steg markant over en tiårig periode. Det hele begyndte med fødselsårgangen 1942.
Thorkild I. A. Sørensen ville nu gerne undersøge, hvornår de unge mænds overvægt begyndte, og her dykkede han og kollegaen ned i de københavnske skolelægers optegnelser.
»De ældste journaler var fra 1936, og de lå på et loft på femte sal på Frederikssundsvejens skole. Der var bygget en slags skur til dem på loftet. For mig var det som at træde ind i Aladdins hule«, husker professoren.
Stig Sonne-Holm var stadig med i begyndelsen, men skiftede på et tidspunkt til ortopædisk kirurgi. Han nåede dog at skrive disputats om fedme på basis af de undersøgelser, han havde deltaget i.
Flere hundrede tusinde journaler senere stod det klart: Ikke alene mange af drengene – de senere værnepligtige – men også pigerne, som var født i 1942 og årene efter, udviklede allerede i skolealderen overvægt. Og nogle havde endda overvægt ved skolestart kort efter krigen.
De var, om man vil, fedmeepidemiens pionerer, for de tilhørte den første bølge i fedmeepidemien, mens den anden bølge skyllede ind over dem født i 1970’erne med en endnu stejlere stigning.
I 1977 blev resultaterne publiceret, og dermed var sporene lagt for en stor del af Thorkild I. A Sørensens forskerliv med udforskningen af fedmeepidemien og forsøget på at afdække de fundamentale årsager og mekanismer bag udviklingen af overvægt.
Thorkild I. A. Sørensen var altså på banen allerede inden, at »fedmeepidemien« optrådte på alverdens forsider, og han har fulgt, hvordan forekomsten af svær overvægt er steget gennem årene.
I 1987 havde 5,5 procent af befolkningen svær overvægt defineret ved et BMI over 30 kg/m2. I 2010 var andelen vokset til 13,4 procent, og den daværende sundhedsminister Bertel Haarder erklærede ifølge Berlingske, at han var »fortvivlet over fedmeepidemien«. I 2021 var andelen steget til 18,5 procent.
Thorkild I. A. Sørensen arbejdede sig ned i årsagerne til epidemien. Han havde sat spot på de unge og på børnene. Nu vendte han blikket mod de helt små: de nyfødte og de ufødte.
»Vi så, at bølgerne i fedmeepidemien er knyttet til fødselsår. Så der måtte være en eller anden afgørende påvirkning lige før, under eller efter graviditeten«.
Han indledte et samarbejdede med forskere i Aarhus om de københavnske skolebørn, hvis data nu blev kombineret med CPR-registeret.
»Vi ville undersøge, om svær stress, som for eksempel udløst af et nært familiemedlems død, kunne ligge bag overvægt. Og om tidspunktet for dødsfaldet havde en betydning«.
Resultatet var overraskende.
»Det viste sig, at processen begynder før undfangelsen. Hvis dødsfaldet skete efter fødslen, havde det ingen indflydelse, skete det under graviditeten, var der en lille effekt, men var det sket op til tolv måneder før undfangelsen, havde det stor effekt på barnets vægt i skolealderen«.
Hypotesen er her, at en voldsomt stressende begivenhed kan sætte sig spor i æg- og sædceller og være årsag til senere overvægt hos afkommet. Men det er en teori, understreger Thorkild I.A. Sørensen. Det handler formentlig om epigenetiske ændringer, altså forandringer i miljøet, som påvirker, hvordan generne kommer til udtryk senere hen.
»Nu er vi virkelig ude på fantasiens overdrev, men det er jo sådan, vi arbejder. Vi ved, at sædceller dannes hele tiden, så sædceller kan påvirkes af stress gennem hele mandens liv. Kvinden derimod danner alle sine æg i fostertilstanden. Så her er det kun stresspåvirkning af den endnu ufødte mor, vi taler om. Den viden passer med de to bølger i fedmeepidemien: Første bølge svarer til, at fædrene var under pres, da verden stod i flammer under anden verdenskrig fulgt af truslen om atomkrig. Anden bølge i 1970’erne passer med, at mødrene som fostre i samme periode blev svært stresspåvirket«.
Og nu omsider nærmer vi os den evolutionære teori. For nu trænger spørgsmålet »hvorfor?« sig på. Hvorfor kan stress, eller med Thorkild I. A. Sørensens ord »en psykologisk tilstand, man kan kalde for usikkerhed«, aktivere processer i kroppen, der fører til ophobning af reserveenergi?
Og hvorfor sker det kun for nogle mennesker og ikke for andre?
Svaret kom Thorkild I. A. Sørensen på sporet af efter mødet med en af de helt store profiler inden for forskning i fedme, Dr. Albert J. Stunkard, professor i psykiatri på University of Pennsylvania i Philadelphia.
Han var i København i 1977. På det tidspunkt arbejdede Thorkild I. A. Sørensen som klinisk assistent, en forskerstilling, på Amtssygehuset i Herlev med disputatsprojektet. Og han fik chancen for at arbejde sammen med Albert J. Stunkard, som var optaget af at undersøge betydningen af henholdsvis arv og miljø for den familiære forekomst af overvægt.
Ni år senere publicerede de i The New England Journal of Medicine det overraskende resultat, at den genetiske betydning er langt større end familiemiljøet for udvikling af overvægt.
Albert J. Stunkard havde også gjort banebrydende opdagelser af en stærk sammenhæng mellem lav social status og fedme, bekræftet i en lang række studier siden da.
»Vi har ikke nogen god forklaring på, hvorfor de sociale faktorer er så fundamentale, så når du har en opgave i at forstå fedme og fedmeepidemier, så har du en tilsvarende opgave i at forstå, hvad der gør, at det først og fremmest rammer dem, der er psykisk og socialt udfordrede«, siger Thorkild I. A. Sørensen.
»Min teori går på, at vi helt grundlæggende via evolutionen er indrettet sådan som mennesker, at hvis det sociale ikke fungerer, betyder det en risiko for ikke at få mad nok. Uden stabile sociale relationer var den enkelte truet på livet. Derfor har mennesket udviklet en evne til at reagere på sociale udfordringer ved at sikre sig reservekalorier i fedmen. Menneskets genom er bygget op til det her, og så har genomet oven i dette igennem generationer undergået mutationer, så nogle er mere og andre mindre følsomme«.
Lagring af energireserver som fedtdepoter er i øvrigt kendt fra dyreverdenen, hvor dyr i områder med årstidsbestemt fødevaremangel sørger for at spise ekstra meget, så længe føden er tilgængelig. Thorkild I. A. Sørensen mener, at det samme gør sig gældende for mennesker. Altså at der er tale om et grundlæggende biologisk princip i form af et beredskab til at imødegå en senere mulig mangel på føde.
For at beredskabet fungerer, er det naturligvis en forudsætning, at der skal være føde nok til at tilgodese det øgede kaloriebehov, der skyldes udviklingen af fedme. Deraf følger også, at efterhånden, som flere og flere får mad nok, bliver det muligt for flere at blive overvægtige.
Men én ting er, at evolutionens logik tilsiger, at energi i form af fedt ophobes hos mennesker, der er socialt udfordret. Noget andet er de molekylærbiologiske mekanismer, der ligger bag.
»Spørgsmålet er selvfølgelig så – og det kommer vi til at diskutere intenst i London – hvad er de basale processer inde i kroppen, som gør, at der ophobes mere fedt? Vi ved stadig ikke, hvordan de sociale omstændigheder påvirker psyken og bliver til biologi inde i hjernen. Men min pointe er, at når psyken reagerer på den sociale usikkerhed, sender hjernen via et komplekst og raffineret signalsystem besked til fedtvævet, som så sørger for at regulere balancen i fedtvævet, så der dannes flere fedtceller, end der går til, eller der lagres mere fedt i cellerne«, forklarer professoren.
»En række elementer passer: Vi ved, at der er en social gradient og nogle psykologiske faktorer, og at nogle mennesker rent genetisk er mere følsomme. Vi ved også, at der foregår rigtig meget i hjernen i forhold til appetitregulering, og at hjernen har muligheder for at sende signaler direkte til fedtvævet. En af de nyere opdagelser er, at hver eneste fedtcelle ligger i en kurv af nervetråde, så der er alle muligheder for, at hjernen sender beskeder til hver eneste fedtcelle«.
Mange af brikkerne er altså på plads, men langtfra dem alle, og de er slet ikke samlet endnu.
»Vi har ingen anelse om, hvad der styrer den lillebitte ændring i reguleringen af, hvor meget fedt der lagres inde i fedtvævet. Vi står med ryggen mod muren, fordi vi ikke ved nok om denne regulering, og det bliver et af mine budskaber i London, at vi er nødt til at forstå den bedre«.
Efter mødet venter endnu en af de »pensionistaktiviteter«, som til forveksling ligner arbejde mere end fritid. Thorkild I. A. Sørensen er nemlig af Vidensråd for Forebyggelse blevet bedt om at stå i spidsen for en arbejdsgruppe, som skal kulegrave emnet »overvægt hos voksne« – og det kunne professoren ikke sige nej til. For også her står han over for et udfordrende: »hvorfor?«
Læs hele temaet om om overvægt og metablolisk syndrom
Fakta
