En yngre læge blev dømt, imens bagvagten gik fri i Svendborgsagen. Tilbage står en masse spørgsmål, som Ugeskriftet her vil forsøge at besvare.
Sagen er blevet kaldt principiel af mange af de læger, der har debatteret den på sociale medier, og mere end 3.000 læger er stadig medlem af den støttegruppe, der blev oprettet til fordel for den yngre læge. Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing kalder dommen urimelig hård:
”Der er tale om en dybt ulykkelig sag. Først og fremmest for patienterne og de pårørende, naturligvis. Der er sket fejl, men det er efter Lægeforeningens vurdering ude af proportion at dømme hende for grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed. Dommen er urimelig hård og kan få store konsekvenser for andre læger i lignende situationer. Mange læger vil med rette tænke, at ’det kunne have været mig’. Ingen af dem går på arbejde for at lave fejl, men de ved, at det kan ske. Det er derfor afgørende for lægestanden at få en entydig juridisk vurdering af, om fejl af denne karakter virkelig kan takseres som grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed”, siger han i en udtalelse.
Den yngre læge har netop gennem sin advokat søgt om tilladelse i Procesbevillingsnævnet til at få sagen prøvet ved Højesteret. Kun principielle sager, der f.eks. har betydning for andre sager eller har en særlig samfundsmæssig interesse, kan ankes.
Højesteret vil i så fald tage stilling til, om lovgivningen er anvendt korrekt, det vil sige, om handlingen er omfattet af autorisationslovens §75. Hvis Højesteret beslutter, at der ikke er sket så grove forsømmelser, at sagen hører ind under autorisationslovens § 75, vil den yngre læge blive frikendt.
Anken sker med Lægeforeningens fulde støtte og opbakning i den principielle sag, der sætter spørgsmålstegn ved ansvarsfordelingen.
Men hvad skete der egentlig?
Ugeskrift for Læger gennemgår sagens forløb, først på Svendborg FAM, siden i byretten i Svendborg og Østre Landsret.
Sagen tog sit udgangspunkt i en episode den 5. august 2013 på FAM på Svendborg Sygehus, hvor en patient, kendt med periodevise mavesmerter, blev bragt ind. Første notat vedrørende patienten blev lavet af en sygeplejerske i modtagelsen i tidsrummet kl. 02.42-03.11. Patienten havde igennem flere måneder lidt af periodevise mavesmerter, der af og til blussede op, og var på datoen for indlæggelsen i gang med en udredning af årsagen til mavesmerterne. På tidspunktet for indlæggelsen var mavesmerterne dog faldet i niveau. Patienten blev af sygeplejersken triageret grøn.
Den yngre læge, der havde forvagten den nat, havde ikke travlt, fortalte hun i Østre Landsret, og tog sig derfor tid til at læse patientens journal igennem, inden hun gik ind for at møde ham. Her fandt hun, at patienten led af insulinkrævende diabetes type 2, og konstaterede, at patienten ikke ved modtagelsen havde fået målt sit blodsukker. Derfor gav den yngre, kvindelige læge en sygeplejerske mundtlig besked om at foretage en blodsukkermåling. Men den ordre huskede sygeplejersken ikke, og den yngre læge indførte den ikke i journalen, ligesom hun heller ikke fulgte op på, om der var blevet foretaget en blodsukkermåling. Det skulle senere vise sig at blive centralt i sagen.
Selvom patienten var triageret grøn, så valgte den yngre læge at indlægge patienten på sengeafdelingen i håb om evt. fremskynde CT-undersøgelse i forbindelse med mavesmerterne, han var i udredning for, og patienten blev overført til sengeafsnittet.
Heller ikke på sengeafsnittet blev der målt blodsukker, fordi den modtagende sygeplejerske ikke var klar over, at patienten havde diabetes type 2. Sygeplejersken skrev et notat kl. 04.25, hvor hun beskrev, at patienten kastede op flere gange og derfor fik kvalmedæmpende medicin som forhåndsordineret af den yngre læge. Hun skrev desuden, at patienten fastede, fordi han skulle have foretaget CT af abdomen. Sygeplejersken så dog ikke den yngre læges notat fra kl. 03.58, hvor det fremgik, at patienten havde diabetes. Hun forklarede ellers i Østre Landsret, at hun altid læser journalen for nye patienter.
Det blev ikke klart i Østre Landsret, hvem der havde ordineret faste. Sygeplejersken på sengeafdelingen vidnede, at det ikke var et tiltag, hun ville have taget af sig selv, imens den yngre læge nægtede, at hun skulle have ordineret fasten.
Knap syv timer efter modtagelsen, kl. 09.27, blev patienten fundet ukontaktbar, overflyttet til intensiv afdeling og akut CT-skannet. Nu blev der også konstateret et lavt blodsukker på 1,8, hvilket senere blev angivet som den sandsynlige årsag til de ved skanningen påviste svære hjerneskader. Patienten lå i koma indtil sin død den 1. september. Obduktionen, der blev fremlagt i retssagen ved byretten i Svendborg, konkluderede, at dødsårsagen ”antages at være svær hjerneskade som følge af hypoglykæmi”. En undersøgelse af forløbet på Svendborg FAM var ikke i stand til at klarlægge, om patienten fik insulin om morgenen den 5. august.
Som et uventet dødsfald blev sagen efterforsket af politiet, og det var den efterforskning, der førte til at en yngre, kvindelig læge og en mandlig bagvagt blev tiltalt for at have overtrådt §75 i loven om autorisation: ” En autoriseret sundhedsperson, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed”.
Ved byretten i Svendborg blev begge læger frikendt. Ved ankesagen i Østre Landsret gik den mandlige bagvagt gik fri, mens den yngre læge blev kendt skyldig og idømt en bøde på 5.000 kroner.
Hvorfor blev den yngre læge dømt?
”Det lægges videre til grund, at den yngre læge ved indlæggelsen af patienten mundtligt bad om sygeplejersken om, at blodsukkeret skulle måles. Den yngre læge noterede imidlertid intet i journalen herom, ligesom journalen ikke indeholder nogen plan for kontrol af diabetes, herunder med en blodsukkerværdi taget ved indlæggelsen som referenceparameter for tiden derefter. Den yngre læge sikrede sig heller ikke på anden vis, at hendes mundtlige instruks blev fulgt”, lyder det blandt andet i dommen afsagt i Østre Landsret
Hvem havde ansvaret?
I byretten kom det frem, at den yngre læge ikke henvendte sig til bagvagten, der var afdelingslæge på kirurgisk afsnit og den nat havde supervisionsansvar for den yngre læge.
Bagvagten gennemså journalen inden morgenmødet, men bed ikke mærke i hverken diabetes eller manglende blodsukkermålinger, fordi han havde fokus på kirurgiske problemstillinger. I byretten fortalte bagvagten, at han læste eller skimmede den yngre læges notat i journalen, og at det var et fyldestgørende notat og en grundig journaloptegnelse af en kvalificeret kollega. Han opfattede ikke, at der var noget akut ved patienten. Han var enig i den yngre læges vurdering af patienten og indlæggelse i forsøg på at fremskynde patientens udredningsforløb.
Kl. 07.54 lavede bagvagten et notat i journalen. Da den yngre læge efterfølgende tjekkede journalen inden vagtskifte om morgen d. 5. august, så hun det kliniske notat fra bagvagten, og konstaterede at der var lagt en behandlingsplan indenfor de 4-5 timer, der var og er påkrævet for en patient, der var triageret grøn. Det opfattede den yngre læge som, at hun ikke behøvede at gøre yderligere.
Samme opfattelse af ansvarsfordelingen havde syv andre yngre læger, der var ansat i FAM på Svendborg Sygehus. Det kom frem i en fælles erklæring fremlagt af forsvaret i byretten. De havde alle forventningen om, at den kirurgiske bagvagt var ansvarshavende.
Hvorfor blev bagvagten frikendt?
”Uanset at bagvagten efter den yngre læges journalnotater burde have vist, at patienten havde insulinkrævende diabetes, findes der som følge af den manglende notering i journalen om blodsukkermåling og i øvrigt af de grunde, som anført i byretten, ikke grundlag for at fastslå, at bagvagten har gjort sig skyldig i overtrædelse af lov om autorisation af sundhedspersoner §75”, stod der i dommen fra Østre Landsret.
Det blev ikke forventet, at bagvagten skulle kende til alle delaspekter af en patients ikke-kirurgiske sygdomme, medmindre bagvagten satte patienten til operation. Det var en del af domsgrundlaget i byretten. Og selvom han, som følge af den yngre læges journalnotat, burde have vidst, at patienten led af diabetes type 2, så er det manglende notat om bestilling af blodsukkermåling medvirkende til frifindelsen.
Hvorfor læste sygeplejersken ikke journalen?
Den sygeplejerske, der gav patienten kvalmedæmpende medicin, læste journalen, men kunne i Østre Landsret ikke forklare, hvorfor hun ikke havde læst den yngre læges notat, hvor det fremgik, at patienten led af diabetes type 2.
Fik patienten den ordinerede insulin? Det fremgår af journalen, der blev refereret til i byretten, at den yngre læge ordinerede, at den behandling for diabetes, patienten fik hjemme, skulle fortsætte under indlæggelsen. En meget kort instruks fra Svendborg FAM beskrev, at de fleste sukkersygepatienter selv vil kunne passe deres sukkersyge, når de var indlagt for andre ting. En undersøgelse efter episoden var ikke i stand til at klarlægge, om patienten på noget tidspunkt rent faktisk fik insulin, inden han blev fundet ukontaktbar kl. 9.
Hvem ordinerede faste?
Af et sygeplejerskenotat, der indgik som bevis i sagen, fremgik det, at patienten var sat til at faste, havde haft flere opkastninger og fik forudordineret kvalmedæmpende medicin. I retten kunne sygeplejersken fra sengeafdelingen dog ikke med sikkerhed sige, at den yngre læge havde ordineret fasten, selvom hun huskede at have haft en samtale med en forvagt. Hun fortalte dog, at hun ikke selv ville have igangsat en ordination uden en læges ordre. Modsat og samstemmigt afgav de to tiltalte læger forklaring om, at det ikke gav lægeligt mening at sætte en patient til at faste før en mulig CT, medmindre det var i forbindelse med en planlagt operation, hvilket ikke var tilfældet for denne patient. Den yngre læge var tillige sikker på, at hun ikke havde ordineret faste til patienten.
Hvorfor tjekkede den yngre læge ikke, om der var blevet målt blodsukker?
Det var ikke praksis for forvagten at tjekke eventuelle blodsukkermålinger, da sygeplejersken efter gældende praksis ville ringe dem op, hvis der var afvigende værdier. Det forklarede både den yngre læge og bagvagten i byretten og igen i Østre Landsret. Derfor faldt det ikke den yngre læge ind at dobbelttjekke journalen, fordi hun antog, at når hun ikke hørte noget, så var alt normalt. Det vidnede både den yngre læge og bagvagten om i retten.
Hvordan var patientens tilstand?
Den nat patienten blev indlagt, afveg hans tilstand ikke fra hvad den havde været i de foregående måneder, hvor han havde haft periodevise mavesmerter. Han blev beskrevet som klar, vågen og med god farve af alt det sundhedspersonale, der kom i kontakt med ham.
Han vurderes til 15/15 på Glascow coma-scale, hvilket er højeste niveau af bevidsthed og blev triageret grøn igennem hele forløbet. Den sygeplejerske, der i et notat kl. 04.25 skriver, at patienten kaster op flere gange, får kvalmedæmpende medicin og sættes til at faste, finder ikke lejlighed til at ændre denne triagering eller kontakte den yngre læge.
Hvorfor blev patienten indlagt?
Begge tiltalte læger er enige om, at der ikke var noget alarmerende ved patientens tilstand, og at han blev indskrevet af venlighed midt om natten i et forsøg på at fremskynde en CT, en såkaldt causa socialis, social indlæggelse.
Hvorfor fik patienten ikke målt sit blodsukker?
På Svendborg FAM var og er det rutine at måle blodsukker på patienter, der var kendt med diabetes, men kun den yngre læge læste patientens journal, og hendes mundtlige instruks om blodsukkermåling husker sygeplejersken ikke. Den sygeplejerske, der senere modtog patienten på sengeafsnittet læste ikke den yngre læges journalnotat om, at patienten led af diabetes type 2. Heller ikke transportskemaet i den Falck-transport, der bragte patienten ind var blevet krydset af i feltet med diabetes.
Læs mere her:
