Vold i nære relationer er måske udbredt end du tror – ikke mindst den psykisk vold, der kan være rigtig svær at få øje på hos en ramt patient. Fælleskursus satte fokus på opmærksomhedspunkter og redskaber, der kan hjælpe almen praksis med at komme de ramte til udsætning.
Fakta
Afventer
73 kvinder og 45 mænd. Så mange i din population på 1.600 patienter har statistisk set været udsat for vold i deres nære relation. Så hvor mange af dem har du fået øje på? Og hvordan kan man i almen praksis opspore og hjælpe de patienter, der er berørt af volden.
På fredagens fælleskursus om »Vold i nære relationer« fik kursisterne et overblik over udbredelsen og karakteren af vold i parforhold og andre nære relationer.
Overblikket blev leveret af to repræsentanter for ngo’en Lev Uden Vold, Louise Glerup Aner, chef for viden og formidling, og Gaia Rose Christoffersen, rådgiver og tilknyttet organisationens nationale hotline.
Ovenstående tal for antallet af patienter i den enkelte praksis, der har oplevet fysisk eller psykisk partnervold havde kursusleder Lene Agersnap regnet ud fra et gennemsnit af tallene i de seneste undersøgelser fra henholdsvis VIVE og Statens Institut for Folkesundhed.
Tallene viser, at kvinder er mest udsat for såvel psykisk som fysisk og seksualiseret partnervold. Forskellen mellem kønnene er størst i sidstnævnte kategori.
Spørger man de voldsramte, hvad der kunne have hjulpet dem tidligere, er der, fortalte Louise Glerup Aner, tre ting, der går igen:
Lev Uden Vold opererer med ni forskellige former for vold – se faktaboks – men tit er der overlap og flere ting i spil på en gang, og alle er de grundlæggende defineret ved, at volden handler om styre og kontrollere et andet menneske.
Psykisk vold er den hyppigst forekommende voldsform i nære relationer, men det er kun fem år siden, at den blev kriminaliseret, og den er derfor stadig i gang med at blive defineret – både forsknings-, behandlings- og lovmæssigt.
Og hvordan skal man definere grænsen for, hvad der psykisk vold, og hvad der ’bare’ er en psykisk usund relation? Der skal vel være en vis tyngde, ligesom når man definerer en personlighedsforstyrrelse, lød det fra en af kursister.
Et karakteristisk træk ved psykisk vold er gentagelse og systematik i udøvelsen, fremhævede Louise Glerup Aner og blev suppleret af Gaia Rose Christoffersen.
Hun sagde, at man i Lev Uden Vold også er i tvivl, men at det er okay, også på praktiserende læge, at italesætte sin tvivl, men kommunikere, at man godt kan høre, at patienten ikke har det godt i det forhold, det handler om.
Og de pegede begge på, at den psykiske vold kan udøves så subtilt, at den kan være meget svær at få øje på – for de sundhedsprofessionelle, men også for den ramte selv.
Faresignalerne i forhold til partnervold er flere, understregede underviserne. Tiden omkring et brudt parforhold er særligt sårbart, og forekommer tilfælde af kvælergreb skal der handles. Og det gælder i lige så høj grad i tilfælde, hvor voldsudøveren truer med at begå selvmord, hvis den voldsramte bryder ud af forholdet.
Og husk, lød det igen, underretning skal ske på basis af tvivl, ikke på eksakt viden. Og husk at orientere jer om, hvor man kan henvise patienten videre til.
Fakta
Kursisterne blev præsenteret for et par konstruerede cases, og de satte gang i tanker om egen praksis.
Den slags historier møder vi ofte – men det er da sjældent, vi identificerer det som et resultat af partnervold, lød det bl.a. om den ene case.
Den handlede om en 48-årig kvinde, der var stresssygemeldt og tidligere har været sygemeldt med depression, men hun har også har været plaget af søvnproblemer, tiltagende angst og smerter, hvor der ikke har kunnet påvises en fysisk årsag.
Flere kursister sagde, at de umiddelbart ville have tænkt depression, hvis de mødte patienten i klinikken. Men, bed andre mærke i, hendes forhold til den store teenagedatter var kølnet markant, og det er markant, at hun talte nedsættende om sig selv, mens hun fremstillede sin mand som stærk og ellers i neutrale toner – og det fik alarmklokkerne til at ringe hos flere kursister
Det handler, sagde underviserne, i høj grad om at kunne se ned gennem det narrativ, patienten er fanget i, og det handler om at slå til i det vindue, hvor patienten er klar til at tale om problemet.
Volden har nemlig sin egen cyklus, fortalte Gaia Rose Christoffersen, hvor en periode med ro på bliver til en konfliktoptrapning, som fører til en voldshændelse, som så igen leder til en genforening, hvorefter det starter forfra. Det oplagte vindue er i perioden mellem hændelsen og genforeningen – her er patienten mest motiveret til at gøre noget ved sin situation.
Disse vendepunkter har f.eks. ofte baggrund i, at voldshandlingerne eskalerer, at børnene bliver vidner til eller udsat for vold, at patienten er gravid eller frygter for sit eget liv.
Underviserne sluttede med en række konkrete råd til, hvordan man kan gribe samtalerne an med patienter, hvor man har mistanke om partnervold.
Inden samtalen skal man skabe tillid og tryghed udvise diskretion i forhold til partneren og andre pårørende. Man skal sætte god tid af til samtalen og informerer om både tavshedspligten og underretningspligten, der gælder, hvis der er mindreårige i forholdet. Og så skal man være klar til at følge op.
Men, sagde flere kursister, ’god tid’ er en mangelvare i praksis. Det realistiske er, at man kan opspore de ramte patienter og sende dem videre.
Sandt, medgav underviserne, men i almen praksis har man i modsætning til en hotline den fordel, at man kan arbejde med kontinuiteten. Del samtalerne op i flere ’kapitler’ og udnyt almen praksis’ unikke mulighed for at stå til rådighed, lød et par af de sidste råd.
