Skip to main content

Fængselslæger i konflikt

Michael Dupont

9. feb. 2007
2 min.

Den 1. marts kan de 57 deltidsansatte fængsels- og arresthuslæger uden for København være uden overenskomst. Vi har den 30. januar foretaget det usædvanlige skridt at sende konfliktvarsel til Personalestyrelsen. Vi har forgæves prøvet at forhandle en ny aftale på plads for en lægegruppe, der har meget vanskelige arbejdsvilkår og en utidssvarende aflønning. Hvis der ikke forinden er opnået en aftale mellem PLO og det offentlige, vil der efter 1. marts blive skrevet en regning efter hvert tilkald.

Konflikten er varslet på et niveau, så det sikres, at de indsatte stadig kan få den nødvendige lægehjælp, og vi vil gøre vores yderste for, at de ikke bliver ramt. Men arbejdsforholdene for lægerne i fængsler og arresthuse har nået et stade, hvor vi er nødt til at reagere. Det er i forvejen svært at re-kruttere praktiserende læger til arbejdet bag tremmerne, og kombinationen af ringe arbejdsforhold og dårlig aflønning er en cocktail, der på et tidspunkt med stor sikkerhed vil bringe os fra svært til umuligt.

Vi har krævet forbedringer af arbejdsvilkårene og en ændret lønmodel. I Københavns fængsler er der udelukkende fuldtidsansatte fængselslæger, så konflikten her drejer sig om lægerne ved de 37 arresthuse og fængsler i provinsen. De 57 læger på overenskomsten har en ugentlig arbejdstid på mellem to og 15 timer. Den samlede lønsum er nu på ca. 5,2 mio. kroner, og Personalestyrelsen har tilbudt en forhøjelse med en million. PLO's lønmodel resulterer i en lønsum på 7,3 mio. kroner, så der er altså for øjeblikket en afstand på 1,1 mio. kroner mellem parterne.

Det skal understreges, at der er tale om kolleger, der løser en meget vanskelig opgave. Deres patienter er indsatte, hvoraf de fleste har fysiske, psykiske eller sociale problemer eller flere problemer i kombination. Mange af de indsatte er misbrugere, hvilket kan være afgørende i forhold til den medicinering, der skal gives. Det er yderst sjældent patienter, som lægen kender i forvejen, og de elektroniske hjælpemidler i fængsler og arresthuse er stort set ikkeeksisterende. Selve det at få en meningsfuld dialog kan være en udfordring for begge parter. Det siger sig selv, at det under de vilkår er en præstation at få stille en dækkende diagnose for ikke at tale om at få et informeret samtykke.

Dertil kommer, at lægen efterfølgende skal instruere fængselspersonalet, der sjældent er sundhedsuddannet, i at overtage medicineringen. Uanset mange gode viljer fører det til fejl og nye blokeringer for dialog mellem læge og patient. Det er ikke rimelige vilkår for hverken lægen eller de indsatte. Lægen skal have bedre muligheder for at hjælpe sin patient, og det skal ske til en tidssvarende honorering. Derfor har PLO varslet konflikt.