Fænomenet Geel

GEEL. Et belgisk magasin skrev for nylig i en overskrift om ’tosserne’ i Geel. Den var de ikke glade i den lille by øst for Antwerpen. For i Geel rubricerer man aldrig byens psykisk syge som hverken tosser, galninge eller skøre. De er bare anderledes, men ellers fuldt integrerede i dagligdagen. Derfor er der heller ingen, der løfter et øjenbryn, når damen på torvet bruger en sandal som mobiltelefon, eller når en anden står og dirigerer et usynligt orkester foran musikforretningen. I Geel er de psykisk syge ikke bare socialt accepteret, de er inkluderet i livet.

Syge pilgrimme

I over 700 år har byen taget i mod psykisk syge og behandlet dem som sine egne. Det hele startede med legenden om den irske prinsesse Dimpna, som tilbage i det 7. århundrede måtte flygte fra sin incestuøse og vanvittige far. Han var blevet sindssyg af sorg, efter hans kone døde, og ville nu giftes med sin datter. Men hun stak af, sejlede over havet og gemte sig i Geel. Da hendes far og hans soldater fandt hende, nægtede hun fortfarende at gifte sig med ham, og han halshuggede hende.

Siden blev hun helgengjort og symbolet på den, der modstod de onde kræfter, som havde besat hendes far. Hun blev skytshelgen for de psykisk syge, og fra 1300-tallet begyndte sindssyge fra hele Europa at valfarte til Geel for at bede om helbredelse.

Snart var strømmen af pilgrimme så stor, at kirken ikke kunne huse dem alle, og præsterne måtte betale familier i oplandet for at have de syge boende.

Indlemmet i familien

Sådan spirede familieplejen, og fra midten af 1800-tallet tog staten over fra kirken og satte familieplejen i system. Geel blev officielt en ’koloni’ for de mentalt forstyrrede, og det blev helt almindeligt at have en psykisk syg eller to boende. De blev indlemmet i familien og sendt på arbejde i marken sammen med de andre. De fik mad og tøj og fremfor alt menneskelig kontakt og struktur på hverdagen. I slutningen af 1930’erne var næsten 4.000 af byens dengang 16.000 indbyggere psykisk syge ’pensionærer’.

"I dag er der færre familier, som melder sig. Moderne levevis har gjort det sværere og mere uoverskueligt for mange at have en krævende pensionær", siger Wilfried Bogaerts, der er psykolog på det psykiatriske hospital i Geel og en af de ansvarlige for familieplejeprogrammet.

"Men der er stadig 220 plejefamilier og 240 patienter i pleje, og hvert år melder omkring 20 nye familier sig. Mange af dem, som melder sig, er selv vokset op i en familie med patienter", fortæller Wilfried Bogaerts.

Patienter går i arv

Han er klar over, at det næppe er de 20 euros om dagen i kostpenge, der får familierne til at melde sig. Det er noget andet, mere udefinerbart. Som altruisme, næstekærlighed. At det giver mening at gøre noget godt for et andet menneske.

"Mange af patienterne bor årtier i den samme familie. Vi har gamle patienter, der har boet over 50 år i den samme familie, og som bliver ’overtaget’ af familiens voksne børn, når de gamle plejeforældre dør. Der opstår nogle meget stærke følelsesmæssige bånd, og en del plejeforældre siger lige ud, at de ikke kunne forestille sig livet og familien uden deres særlige beboer", fortæller Wilfried Bogaerts, der selv har en teenager i pleje på syvende år.

Hvem egner sig?

Bogaerts er med til at screene de nye familier, og han følger patienterne tæt. Kender dem hver især. De skizofrene, de mentalt retarderede, de angste, de depressive, dem med tvangsforestillinger, de spillegale, og ham, der vasker hænder hele tiden.

"Næsten alle patienter bliver sendt hertil fra psykiatriske hospitaler. Vi vurderer, om de egner sig til familiepleje. Nogle er for syge, for farlige eller for alkoholiserede. Men hvis vi tror, at de egner sig, så tager vi dem ind til en samtale og prøver at matche dem med den rigtige familie".

"For nogle patienter tager det to uger at falde til, for andre tager det to år. Nogle patienter må igennem flere plejefamilier, før vi finder det rigtige match".

- Hvor meget fortæller I familien om patienterne, før de flytter ind?

"Vi fortæller dem kun det, som er strengt nødvendigt for at forstå patienten. Hvis han for eksempel har en eller anden besættelse med at lægge tøjet sammen på en bestemt måde. Eller hvis han tidligere har været psykotisk, og der er noget særligt i hans adfærd, man skal være opmærksom på. Men familien får ikke udleveret journalen, hvis det er det, du mener. Det ville farve deres indtryk, det er der ingen grund til. Familierne stoler på, at vi kun sender patienter, der er egnede til familiepleje".

-Får familierne nogen træning, før de tager i mod patienten?

"Nej, og det er med vilje. Familierne er ikke terapeuter, og de skal ikke fungere som terapeuter. De skal gøre det, som de er gode til, nemlig at være familie. Med alt, hvad det indebærer af glæde, vrede, frustationer og omsorg, siger Wilfried Bogaerts, der til gengæld står bagved med et helt team af professionnelle behandlere".

Anti-stigma

Plejesystemet i Geel er af WHO udråbt som et af verdens bedste behandlingssystemer for psykiske syge, og hvert år kommer dusinvis af psykiatere, forskere og behandlere til byen for at studere fænomenet, som de kalder ’et unikt socialt eksperiment’.

Antropolog Eugeen Roosens, der er professor emeritus ved universitetet i Leuven har forsket i Geel i to omgange over 30 år og har med støtte fra Harvard Medical School senest udgivet en rapport, Geel Revisited, hvor han konkluderer, at familieplejen i Geel er så succesfuld, fordi de psykisk syge er ’inkluderet’ i samfundet. Ikke isolerede og stigmatiserede, som det ellers tit sker for sindssyge, men omsluttede og accepterede. "Menneskelig kontakt er nok den mest vellykkede anti-stigma-strategi der findes, og i Geel kommer kontakten helt naturligt", skriver professoren.

At være behøvet

Hvor pensionærerne i gamle dage arbejdede i marken, arbejder langt de fleste idag i værksteder drevet af hospitalet eller i skånejobs hos lokale virksomheder. Patienterne printer ud, binder bøger ind, ordner have, reparerer cykler, pakker varer eller samler industrielle produkter. Målet er, at det skal være rigtigt arbejde, som tvinger dem til at møde til tiden og indordne sig under regler og autoriteter.

Også hjemme i familien deltager patienterne i den udstrækning, de kan. Går tur med hunden, tager ud af bordet, fodrer høns og kaniner.

"Med arbejde og hjemmeliv føler patienterne, at der er brug for dem. Hvis de ikke får fodret hønsene, er det helt forfærdeligt. De føler sig behøvede og nødvendige, og det er en stor forandring fra de psykiatriske hospitaler, som de fleste af dem kommer fra", siger Wilfried Bogaerts.

"I starten, de er i familiepleje, har mange af dem problemer med at knytte følelsesmæssige bånd. De har mistet kontakten til deres egen familie for længe siden, og de har vænnet sig til at være uden for sammenholdet".

"Men så ser vi, hvordan de gradvist bliver stabiliseret. Deres motoriske evner bliver bedre, de behøver mindre medicin, og frem for alt bliver de meget gladere. Det er mennesker, som har været vant til at blive afvist hele deres liv. Pludselig bliver de taget med ind kredsen; der er nogen, der holder af dem. Det er faktisk så simpelt som det kan være", siger Bogaerts.

Eller som Eugeen Roosens konkluderer i sin forskningsrapport: "Hvad, der gør Geel så bemærkelsesværdig, er ikke så meget de udviskede grænser mellem normal og unormal, men den menneskelige værdighed som hver enkelt patient oplever, når både familien og samfundet hver dag giver dem en ærlig chance".

Læs også: BJPsychBulletin: "Lessons to be learned from the oldest community psychiatric service in the world" (pdf)

- - - - - -

CASE: Klokken er tre minutter over ti ... jeg skal have min cigaret

Luc er retarderet og har i perioder lidt af tvangshandlinger. I ti år har han boet i familiepleje hos Toni og Arthur.

Luc bliver pludselig nervøs. Som på klokkeslag begynder han at fitle med fingrene og skuler til uret. Mumler og fitler igen.

"Ja, ja", siger hans plejemor, Toni Smit, og griner. "Du må gerne tage en cigaret, den er tre minutter over hel".

Luc får én cigaret i timen, og han holder strengt på tiden. Som om rytmen giver ham ro. Som om rutinen og hjemligheden holder dæmonerne stangen.

Luc Ennekens er 50 år, og de sidste ti har han boet hos Toni Smit og hendes mand, Arthur Schouten, i huset i skovbrynet uden for Geel. Han er i familiepleje, og kom hertil efter nogle hårde år på en psykiatrisk institution.

"Da Luc først kom, var han meget bange og gik hele tiden rundt udenfor. Det tog ham et stykke tid at falde til. Vi vidste ikke så meget om ham, andet end at han var mildt retarderet. Hospitalet havde ikke givet os mange oplysninger om hans diagnose.", fortæller Toni Smit.

"Først, da han selv begyndte at åbne op, fandt vi ud af, at han havde en besættelse med medicin. Han tog alt det medicin, han kunne komme i nærheden af, fra aspiriner til nervemedicin. Ikke fordi han havde brug for det, det var sådan en tvangshandling. På et tidspunkt var han helt lammet i den ene side af overmedicinering. Men nu har vi fået nedbragt hans forbrug".

Hun er amerikaner, blev som ung gift med Arthur, der er hollænder, og de sidste 36 år har de boet i Geel i Belgien. De sidste 17 har de haft psykisk syge i familiepleje.

Det åbne hjem

-"Egentlig begyndte det allerede, da vi var nygifte. Arthur og jeg har altid haft folk boende. Først husede vi en ung skolelærer, der ikke havde noget sted at bo. Så tog vi vores niece i pleje, fordi hendes mor var død, og så var der et par elever i min mands restaurant, der var ladt i stikken af deres forældre. På den måde har vi altid været åbne over for at hjælpe. Men vi kom først officielt ind i plejesystemet i Geel for 17 år siden, da vi overtog en patient, som ikke kunne bo hos vores nabo længere".

Toni drikker kaffe og griner og snakker, og ind imellem læner Luc sig over for at få et kram og et knus. Han bliver aldrig afvist. Her er kram en livsbetingelse.

"Vi har haft flere patienter. En, Eddie, blev i syv år, før han flyttede for at være tættere på sin veninde, og en anden, Dis var her i ti år, indtil han blev 90 og måtte på plejehjem. Men vi ser dem stadig. Kun én patient har vi måttet opgive. Han havde en besættelse med at være ren, så han var i badeværelset i flere timer ad gangen og skrubbede sin krop i klorin", fortæller Toni.

- Men hvorfor gør I det? Det er trods alt en ret tung opgave at være plejefamilie?

"Ja, men jeg ville ikke undvære det for noget i verden. Det er en livsstil. Det giver så meget at hjælpe de her mennesker. At give dem et rigtigt hjem. Luc er som en søn for mig, og vi fungerer næsten som et team. Vi går sammen det meste af dagen, han passer hundene, slår græs og hugger træ. Min mand arbejder stadig meget, og jeg tror, jeg ville være dybt ensom, hvis ikke Luc var her".

- Men det har alligevel omkostninger. Du og din mand har ikke været på ferie i snart 20 år?

"Vi var på en lang weekend med nogle venner for seks år siden, men det var en dårlig idé, for Luc skulle være et andet sted, og han blev virkelig ked af det. Så selvfølgelig har det nogle omkostninger at være plejeforældre. Men vi savner ikke specielt at være på ferie, og hvis du bare én gang har set Luc sammen med vores børnebørn, så ville du forstå, hvorfor vi gør det her. Det er noget af det smukkeste".

"Vi har fem børnebørn i alle aldre, som kommer her virkelig meget. Og de vokser op med forståelsen af, at mentalt syge også er mennesker, der skal behandles med kærlighed og respekt. En af vores børnebørn, Jonas på 13, har en playstation, som han deler med Luc. De tilbringer timer sammen".

- Men hvad er perspektivet på langt sigt?

"Det samme. Vi håber Luc bliver her altid. Vi kan ikke forestille os livet uden ham. Når vi bliver gamle, er det ham, der kommer til at passe os. Han kender alligevel det hele".

.