Skip to main content

Færre medicinstuderende

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

Man skal som bekendt passe på med at råbe »ulven kommer« i utide. Men meget tyder på, at vi nu i horisonten aner en tilbagevenden til firsernes lægeoverskud. Det lyder selvmodsigende i en tid, hvor også Lægeforeningen har råbt sig hæs i advarsler om tiltagende mangel på især speciallæger og har arbejdet intenst på at få læger med flygtningebaggrund ind på arbejdsmarkedet. Men Lægeforeningen har også tidligt advaret undervisningsministeren om at bremse op for gult lys: optaget af lægestuderende på de danske universiteter må ned, inden lyset skifter til rødt!

Det har været en plage for det lægelige arbejdsmarked, at skiftende regeringer har vekslet mellem at trykke på speeder og bremse i produktionen af nye læger. Det har gjort ekstra ondt, fordi politikerne har haft en tendens til først at træde speederen i bund, når der var lægemangel og omvendt. Men det tager 15 år at uddanne en speciallæge, så politikernes stop-go har gjort afstandene mellem bølgernes top og bund ekstra store. Nu er historien ved at gentage sig selv.

Den manglende adgangsbegrænsning i halvfjerdserne førte til, at der opstod et proletariat af arbejdsløse yngre læger, der måtte søge alle andre steder hen end til danske sygehuse for at få arbejde. Indførelse af en normal arbejdsuge fra starten af firserne medvirkede til at løse problemet, men herefter blev der trådt så kraftigt på bremsen, at årgangene i midten af firserne var helt nede på omkring 500. Den bølgedal har nået os nu, og det er nu, at politikerne træder hårdt på speaderen med årgange på over 1.100. Den bølgetop når os om 15 år, hvor der ikke er udsigt til lægemangel. Ganske vist gennemfører kun ca. 80 procent, og ganske vist er omkring 20 procent fra andre nordiske lande, alligevel blinker advarselslamperne. Denne gang også i de andre nordiske lande.

Udsigterne for det nordiske lægemarked tyder på, at der totalt set vil være nogenlunde balance i de kommende år, men med store forskelle. Nordmændene forventer et væsentligt overskud af læger, mens Sverige forventer stort set at være i balance. I Finland gennemføres ændringer på sundhedsområdet, der kan give en øget efterspørgsel på læger. Det samme er tilfældet i Storbritannien, men det kan vel ikke være nogen selvstændig opgave for det danske samfund at uddanne læger til vore nærmeste nabolande, endsige lande, der ligger længere borte. Optaget på de danske universiteter må ned med 200-300 årligt, hvis vi skal undgå et skævvredet lægearbejdsmarked i Danmark.

Det trusselsbillede, som er ved at tone frem, bliver gennemgået grundigt i dette nummer af Ugeskrift for Læger. Elementerne er bl.a. en vurdering af det reelle indhold i den registrerede lægemangel på ca. 800, der skal sættes op imod de over 1.000 fuldt aktive læger i sundhedsvæsenet, der ikke optræder i normerede stillinger. Spørgsmålet er, hvor stor lægemanglen egentlig er? Dertil kommer de fortsatte rationaliseringer og nedlæggelse af vagtberedskaber over hele landet, der sandsynligvis bliver fulgt af en mere gennemgribende strukturreform. Det sker samtidig med de store årgange fra universiteterne og væksten i antallet af udenlandske læger. Det kan vende billedet på det lægelige arbejdsmarked, længe før prognoserne hidtil har antydet.

Den store udfordring er derfor ikke at producere mange nye kandidater, men at få uddannet de, der allerede er kommet ud fra universiteterne. Det er spørgsmålet om videreuddannelsen og generationsskiftet blandt speciallægerne på sygehusene og i privat og almen praksis, der er den store udfordring. Den bliver meget lettere at løse, hvis der skrues ned for indtaget af nye medicinstuderende på landets universiteter. Det er nu, foden skal løftes fra speederen.