De praktiserende læger i de fattigste kommuner har flest patienter. Der er lægemangelen størst. Men det fremgår ikke af de officielle opgørelser. Årsagen er, at usælgelige lægepraksis er blevet sløjfet, ydernummeret inddraget og patienterne fordelt ud over de resterende praksis.
På ti år er hver tiende alment praktiserende læge ophørt i de mest udsatte kommuner på Sjælland. Det viser en opgørelse, som Mads Toft Kristensen, ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis i København i dag offentliggør i en kronik på Ugeskriftet.dk
Udviklingen fra 2010 til 2013 i Region Sjælland viser, at antallet af praktiserende læger er faldet mest i de socioøkonomisk udsatte kommuner, som primært er udkantskommuner. Her skal de tilbageværende læger tage sig af flere patienter med højere forekomst af kroniske sygdomme og kortest middellevetid, skriver Mads Toft Kristensen i kronikken, hvis undersøgelse viser, at denne udvikling sidenhen er blevet forstærket.
”Det er et udtryk for, at læger som i forvejen ligger vandret i luften, på en måde føler sig pressede til at tage flere patienter – som vel at mærke er mere syge end landsgennemsnittet. Og de kan ikke løbe stærkere end de gør,” siger Mads Toft Kristensen til Ugeskriftet.dk.
Læs kronikken: Almen praksis bløder fortsat i de områder, hvor behovet er størst
Han har undersøgt forholdene i Region Sjælland, hvor der på fem år er blevet 29 færre praktiserende læger. Men nedgangen er sket meget ujævnt og er markant størst i de seks mest socialt og økonomisk udsatte kommuner, nemlig Guldborgsund, Kalundborg, Lolland, Odsherred, Slagelse og Vordingborg, der tilhører den såkaldte Kommunesocialgruppe 3.
I disse seks kommuner forsvandt 22 af 190 læger, svarende til 11,6 pct.
Hermed har de sværest belastede kommuner mistet 4-5 gange flere læger end regionens øvrige kommuner (se skema). Kommunerne i gruppe 1 og 2 mistede henholdsvis 4 og 3 læger.
Allerede i 2010 havde hver læge i gruppe 3-kommunerne i gennemsnit 1.656 patienter, hvilket var cirka 60 flere end lægerne i de to bedre stillede grupper.
Men den forskel voksede til en gabende kløft i 2015, hvor hver læge i gruppe 3 i dag må tage sig af 1.832 patienter. Det er cirka 150 og 200 flere end i gruppe 1 og 2.
Oven i det skal lægges, at der er flere ældre patienter i gruppe 3 end i de to andre grupper.
Mads Kristensen peger på, at denne udvikling samtidig er et udtryk for, at lægemangelen er større end de 116 på landsplan, som danske Regioner har opgivet til DR.
Han peger på, at årsagen er en ændring i bestemmelserne om normtallet på 1.600 borgere per læge, som blev skrevet ind i overenskomsten mellem PLO og Danske Regioner i 2011. Hensigten var at gøre op med det stigende antal lægeløse borgere i områder, hvor lægepraksis ikke kunne sælges, når den tidligere læge gik på pension. Mads Toft Kristensen mener, at den gode hensigt med ændringen, har fået utilsigtede konsekvenser:
”Normtallet 1.600 udløser efter overenskomsten i 2011 ikke længere automatisk et ydernummer. I stedet byder eksisterende læger ind, når en kollega holder op og ikke kan få solgt sit ydernummer. Det giver god mening, det er kollegialt og umiddelbart godt for patienterne. Men essensen er, at regionen så kan konstatere, at de 1600 patienter nu er fordelt og så bliver det ydernummer ikke slået op. Stillingerne er blevet inddraget,” siger han.
Det har ført en anden skævvridning med sig, mener Mads Toft Kristensen:
”En anden konsekvens er, at det er i de fattige kommuner, at stillinger bliver inddraget, mens de rige kommuner godt kan genbesætte alle lægestillinger så man kan holde 1600. Hvad der skete i 2011 har været med til at skævvride almen praksis – det man troede kunne være en lille smart måde at forebygge spøgelsespatienter, har usynliggjort, at der er sket denne skævvridning. Det har forstærket de problemer, som gør, at lægerne ikke søger ud i de områder - lægerne bliver overbebyrdede. Det er et landsdækkende problem – som findes i de fattigste kommuner.”
I kronikken peger Mads Toft Kristensen på flere måder at komme problemet til livs, bl.a. et differentieret basishonorar, hvor lægerne i de fattigste kommuner får lidt mere, fordi patienterne ofte har komplekse – og tidkrævende – problemstillinger.
”Men det bliver ikke uden sværdslag,” kommenterer han over for Ugeskriftet.dk.
”For med mindre der kommer flere resurser, skal man tage fra de rige og give til de fattige. Så er det hvordan man forholder sig til det. Men man kunne vælge at udrulle det over en årrække så man kan tilpasse klinikkerne.”
Ugeskriftet vil følge historien op i de kommende dage.
