Faglighed, følelser og fri heroin

Det er forbløffende, hvad en fremtrædende politikers øjenvidneberetninger fra Vesterbro kan afstedkomne i en debat, hvor det i årevis ikke har været muligt at rokke regeringen. På trods af en støt stigende mængde dokumentation fra forsøg gennemført i lande, som vi plejer at sammenligne os med. Nu erklærer indenrigs- og sundhedsministeren, at modstanden mod forsøg med lægeordineret heroin ikke er »religiøs«, og at regeringen nu vil vurdere de nyeste internationale erfaringer med heroinordination. Uanset bevæggrundene skal det have Lægeforeningens uforbeholdne støtte.

Der er al mulig grund til at studere de udenlandske erfaringer, der er indløbet i en lind strøm i de sidste 3-4 år. Schweiz har leveret de mest omfattende resultater med heroinordination til de hårdest belastede narkomaner, og også nogle af de mest positive. De positive erfaringer er blevet gentaget i forsøg efter forsøg i Spanien, Holland, Tyskland, Belgien, Canada og Storbritannien. De skal ikke beskrives i detaljer her, men overordnet får forsøgsdeltagerne en markant forbedret livskvalitet. Det betyder mindre sygdom, bedre so-ciale kontakter, bedre boligforhold og ikke mindst mindre kriminalitet, så belastningen for samfundet også ændres markant.

Så skal resultaterne heller ikke males mere rosenrøde, og frem for alt, kan behandlingen med ordineret heroin ikke stå alene. Der skal følges op med en række andre foranstaltninger. Men der er tale om en gruppe af håbløst afhængige misbrugere, hvor behandlinger, der sigter mod stoffrihed, er gået fra den ene fiasko til den anden. Narkodødeligheden i Danmark er forblevet på et europæisk rekordniveau, mens landende omkring os har gjort stadige fremskridt.

Det er også situationen efter, at regeringen i 2003 satte ind med »kampen mod narko« fulgt op af et betydeligt millionbeløb. Vi siger ikke, at der ikke stadig skal søges nye veje i kampen mod stofmisbruget, eksempelvis med substitutionsbehandling med buprenorphin. Vi konstaterer blot, at mange forkrøblede skæbner og 300 narkodødsfald årligt dokumenterer, at en stor gruppe bliver tabt og endnu flere lever et jammerligt liv med den politik, som for øjeblikket bliver ført.

Vi er ikke blinde for de store etiske problemer, der er i at give statsheroin til en udsat befolkningsgruppe. Det er et problem, som ikke mindst medlemmer af denne forening har, fordi det er grundlæggende i lægegerningen, at vi skal søge at helbrede. Men vi skal også søge at lindre, og det skal sættes over etikken i ikke at tilbyde en metode, der kan give denne stærkt marginaliserede gruppe en bedre livskvalitet.

Der kan kun være grund til at opfordre de politikere på tværs af partierne, der nu har erklæret sig villige til at diskutere den danske narkopolitik, om at stå fast. Nu må det være tiden, at faglighed og følelser sammen bringer Danmark ud af denne ynkværdige situation.