Fagligheden er en kerneydelse i almen praksis

Vurdering af de sundhedsfaglige ydelser og offentliggørelse heraf er for alvor kommet på dagsordenen i den sundhedspolitiske debat. Det er derfor glædeligt, at der nu er ved at komme flere undersøgelser, der kan spore os ind på, hvordan vi griber dette felt an også i almen praksis. Mainz, Vedsteds & Lauritzens undersøgelse af »Hvordan prioriterer de alment praktiserende læger ydelserne i almen praksis«, der er offentliggjort i dette nummer af Ugeskriftet, giver os således en god forståelse af forskelle og ligheder i patienternes og lægernes vurdering af, hvad der er vigtigt og vigtigst i almen praksis. Denne viden bør give anledning til refleksion over i hvert fald følgende tre forhold: 1) Forskellige interessegrupper (læger, patienter, politikere etc.) har forskellig fokus og dermed forskelligt behov for viden om ydelserne. 2) Patienternes viden og vurdering må naturligt inddrages i kvalitetsarbejdet, men lægernes egen vurdering må ikke glemmes. 3) Der er grundlæggende enighed om, at den faglige kvalitet er helt afgørende og fortsat skal styrkes.

Undersøgelsen viser først og fremmest, at rangordningen af de forskellige ydelser er forskellig for læger og patienter. Ikke mærkeligt er tilgængelighed og information fra lægen til patienten f.eks. højere oppe på ønskelisten hos patienten end hos lægen. Skal man arbejde med offentliggørelse af kvalitetsdata, der kan bruges af såvel patienter som læger, er det derfor afgørende at tage udgangspunkt i de forskellige gruppers behov for viden. I denne sammenhæng bliver metodegrundlag, troværdighed af data og niveau for offentliggørelse væsentlige størrelser. Det er ingen enkel sag, og det vil kræve et betydeligt udviklingsarbejde, jf. bl.a. den udmærkede gennemgang i DSI's rapport: Offentliggørelse af kvalitetsdata [1]. Den enkelte praktiserende læge er ved offentliggørelse af data mere udsat end et hospital eller en afdeling, og det skal der tages hånd om. Så længe vi bevæger os på det generelle plan, kan vi alle være med, men vurderinger på individniveau bør kun ske i bestemte sammenhænge og som led i selvevaluering.

Den anden refleksion er relateret til, at patienternes oplevelse af almen praksis er en uundværlig del af kvalitetsarbejdet, og vi har brug for, at tilbagemeldingen fra patienterne bliver sat mere i system. Vi kan jo glæde os over, at praksis generelt bliver vurderet meget højt af patienterne [2-3], men vi har brug for en mere specifik vurdering. Endemålet er, at patienternes vurdering af vores praksis løbende inddrages i vores eget kvalitetsarbejde. Almen praksis har nu sammen med Sygesikringen i Det Centrale Kvalitetsudvalg sat konkret turbo på at tilvejebringe forudsætningerne for denne udvikling. Det sker dels gennem støtte til DANPEP-projektet [4], dels gennem Det almenmedicinske kvalitetsprojekt, der som et af sine fire ben har patientperspektivet. De andre tre ben er udvikling af indikatorer, it og patientforløb.

Lægens trivsel i egen praksis er fortsat forudsætningen for godt patientarbejde, og undersøgelsen viser da også, at vi stiller høje krav til os selv. Vi må derfor ikke glemme at inddrage lægens holdninger i kvalitetsarbejdet og sætte fokus på, hvordan lægens vilkår kan forbedres.

Endelig er det en tydelig konklusion, at den lægefaglige ydelse vægtes meget højt af såvel patienter som læger. Næstefter overholdelse af tavshedspligten og tillidsforholdet til patienten prioriterer lægen, at »den praktiserende læge i sit arbejde skal leve op til accepteret viden om en god lægefaglig behandling«. Kerneopgaven er derfor fortsat at arbejde for, at almen praksis har et højt fagligt niveau. Det sker typisk gennem vores løbende efteruddannelse, men vi har dog fået en ekstra mulighed gennem den nye speciallægeuddannelse. Den vil få konkret betydning for den faglige udvikling på mange måder. Uddannelsen vil påvirke ikke bare de nye uddannelseslæger, men også alle os, der skal fungere som tutorer eller på anden måde er involveret, og det er snart op mod en tredjedel af os. Udvidelsen til fem år vil i sig selv give et fagligt løft, men også det nye forskningstræningsmodul på 12 uger vil have særlig betydning for almen praksis. Som det hedder i Sundhedsstyrelsens vejledning: »Forskningstræning er det nødvendige værktøj til at sikre, at lægen arbejder på grundlag af den til enhver tid eksisterende viden ...« Forskningstræningen vil gennem de projekter, de uddannelsessøgende læger skal gennemføre i praksis, give sit eget bidrag til mere viden, men også generelt skærpe vores opmærksomhed på at opsøge ny viden, forholde os kritisk til den og dernæst eventuelt overføre den til daglig klinisk brug. Vi ved, at videreuddannelsen med tiden smitter af på efteruddannelsen, og samtidig vil forskningstræningen give en mulighed for at styrke vores forskningsmiljøer.

Der er meget at glæde sig over i almen praksis - ikke mindst en række for faget store positive udfordringer, som ikke må forfejles. Den nye speciallægeuddannelse - herunder forskningstræningen - skal bare lykkes.

Korrespondance: Jørgen Lassen , Tværstien 2, DK-4281 Gørlev, Sjælland.