Glukosamin er et naturligt forekommende stof. Det produceres af kroppens brusk- og bindevævsdannende celler ud fra glukose, sulfat og aminosyren glutamin. Glukosamin er et forstadie i opbygningen af glykosaminoglykaner og hyaluronsyre, der er bestanddele af brusk. Gennem 20 år er der publiceret flere laboratorie- og dyreeksperimentelle undersøgelser med glukosamin, og de har vist, at tilført glukosamin kan øge produktionen af bl.a. disse stoffer. Det er vist, at glukosamin hæmmer betændelsesprocessen, men også at stoffet ingen direkte smertestillende effekt har.
Effekt på slidgigt
Det er blevet beskrevet, at glukosamin har positiv effekt ved behandling af tidlig eller moderat slidgigt i forskellige led - men primært i knæ- og hofteled.
Patienterne opnår smertestillende effekt efter to til fire uger. Effekten svarer til ibuprofen. Et af kritikpunkterne til de eksisterende undersøgelser er, at de omfatter få patienter og at langtidseffekten ikke har været vurderet i tilstrækkelig grad.
Der er kun publiceret to undersøgelser til belysning af langtidseffekten, hvor i alt 193 patienter med slidgigt i knæene gennemførte behandling enten med glukosaminsulfat eller placebo igennem tre år. Patienterne der fik glukosaminsulfat, angav større reduktion i smerterne, bedre funktion og ingen væsentlige bivirkninger end sammenlignet med patienterne i gruppen, der fik placebo.
Bivirkninger
Hyppigheden af bivirkninger er på linje med placebo. De hyppigst forekommende er kvalme, opkastning og diaré. Der er også beskrevet træthed, erytem, hovedpine og ødem. Dyreforsøg har vist nedsat følsomhed over for insulin, når glukosamin gives ved indsprøjtning - men det er aldrig blevet beskrevet ved tabletbehandling, og sukkersyge anses ikke for at være en kontraindikation.
Der er ikke rapporterer om påvirkning af eller fra andre lægemidler - men der mangler studier, der kan belyse en evt. giftighed af glukosamin ved langtidsbehandling. Den anbefalede dosis af glukosamin er 1,5 g dagligt.
Kombinationsbehandling
På trods af at der ingen dokumentation foreligger for, at kombinationen af glukosamin og kondroitinsulfat er mere effektivt end stofferne hver for sig, forhandles stofferne ofte som et kombinationspræparat.
Yderligere information: Pavelka et al. Arch Intern Med 162;2113: 2002. www.hopkins-arthritis.som.jhmi. edu/news-archive/2003/glycosamine_oa.html
Referencer
- Angermann P. Glúkosamin og kondroitinsulfat ved behandling af slidgigt. Ugeskr for Læger 2003;165: 451-3.