Falsk varedeklaration

Tv-klippet, hvor sundhedsministeren skælder ud på en journalist, vakte før jul stor opmærksomhed. Først og fremmest på grund af ministerens temperament. Der har ikke været samme fokus på indholdet. Ministeren forsvarede de nye regler for, hvem der skal have tilbudt ryg- og fedmeoperationer. Han kaldte dem kliniske retningslinjer. I lægelige øren er det falsk varedeklaration.

Der er tale om noget helt andet, nemlig visitationsregler, som er udarbejdet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Danske Regioner. De tager kun stilling til, hvem der skal have tilbudt en behandling, mens rigtige kliniske retningslinjer omfatter et helt behandlingsforløb. Dertil kommer, at det er stærkt foruroligende, at det er ministeriet og regionerne, der har siddet for bordenden. I udarbejdelsen af rigtige nationale kliniske retningslinjer er det en selvfølge, at de videnskabelige selskaber og Sundhedsstyrelsen sidder for bordenden.

Desværre er de to nye regelsæt ikke enlige svaler. Det fremgår af økonomiaftalen for 2011, at de kun er de første af en række visitationsregler, der skal sikre en skarpere styring og prioritering på sundhedsområdet. Målet er der ikke noget galt med. Det er ingen tvivl om, at det i de kommende år bliver nødvendigt at være meget opmærksom på, hvordan pengene bruges bedst muligt. Det er regeringen og regionerne, der har det økonomiske ansvar, og Lægeforeningen anfægter ikke deres ret til at prioritere.

Jeg kan ikke vurdere det faglige indhold i de nye retningslinjer. Men principielt er det uholdbart, at det er et ministerium og sygehusejerne, der er afsendere. Det er da også tankevækkende, at den ene af de læger, som har været inddraget i de nye retningslinjer for fedmeoperationer, i Politiken erklærer sig uenig i konklusionerne. En anden afviser at have leveret datagrundlag.

Samtidig sidder der i Sundhedsstyrelsen en ekspertgruppe, som har til opgave at vurdere det faglige grundlag for fedmeoperationer. Den blev holdt uden for processen - angiveligt fordi medlemmerne ikke var tilstrækkeligt optagede af at styre aktiviteten.

For Lægeforeningen er det en helt uacceptabel proces. Jeg mindes ikke tidligere at have oplevet en tilsvarende tilsidesættelse af det faglige miljø. Det er utroligt, at der i Danske Regioner og Sundhedsministeriet ikke er større respekt for at inddrage de fagpersoner, der skal se patienterne i øjnene og kunne give en sammenhængende forklaring på, hvorfor de ikke skal have tilbudt en given behandling. Det gælder helt generelt, at læger skal føle sig overbeviste om det faglige grundlag for retningslinjer, hvis de skal tage ægte ejerskab for dem.

Bedst ville det være, hvis regioner og regering droppede at udarbejde flere visitationsretningslinjer og besluttede sig for udelukkende at satse på den ægte vare: nemlig kliniske retningslinjer for et helt forløb og med de videnskabelige selskaber og Sundhedsstyrelsen for bordenden. Og så bruge dem i en prioriteringsproces på et oplyst grundlag, der kan give mest mulig sundhed for pengene.

Hvis ikke der er politisk vilje til det, bør man kalde en spade for en spade. Så ville det klæde regeringen og sygehusejerne ikke at bebyrde læger med at levere faglige begrundelser for deres visitationsretningslinjer, og det ville klæde dem at stå ved, hvad det handler om: at spare penge.