Skip to main content

FAME - fa'me

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dkFoto: Claus Kanstrup

1. maj 2009
4 min.



FAME er navnet på en firser-popfilm, som genudsendes igen og igen. Men blandt yngre læger er FAME blevet mere kendt som forkortelsen for Fælles Akut Modtage Enhed. En nyskabelse, man som yngre læge principielt må hilse velkommen. Som læge Malene Mohr sagde under repræsentantskabets debat om de nye FAME, som skyder op overalt, og som blev et dominerende emne på Yngre Lægers repræsentantskabsmøde i Aalborg, bør alle nye læger faktisk have en del af deres kliniske basisuddannelse, KBU, på en FAME.
Katten i sækken

En af de nye læger er Helene Westring Hvidman, som netop har valgt en del af sin basisuddannelse på en FAME - akutafdelingen i Køge.

Når hun valgte sådan, er det, fordi hun ser FAME som et potentielt godt uddannelsessted - hvis enhederne skrues rigtigt sammen og måske bliver holdt lidt i ørerne.

»For en basislæge har en FAME den fordel, at man ser patienter fra et bredt spektrum af specialer. Og da man i dag kun får to forløb, er det en måde at få set både kirurgiske og medicinske patienter«, siger Helene Hvidman, der holder barselsorlov med datteren Leonora og endnu ikke har været ude som »rigtig« læge efter sin eksamen i vinter.

En vigtig del af den kliniske basisuddannelse er det akutte forløb - noget, man i den grad får erfaring med i en FAME.

Som nyuddannet har man et godt teoretisk fundament, men Helene Hvidman håber ikke at skulle stå alene med en dårlig, akut patient. Der skal være en erfaren bagvagt i nærheden. Derfor skal der være speciallæger fast tilknyttet enhver FAME, om den så kalder sig AMA, akutenhed eller noget helt tredje.

Og det illustrerer meget godt det, som mange på repræsentantskabsmødet fandt bekymrende: Nemlig, at FAME ikke er en entydig størrelse. Den kan være et stort, velordnet sted med speciallæger og basislæger, i vagt, med supervision og uddannelsesansvarlig overlæge. Men den kan i værste fald også være en klassisk skadestue, hvor skiltet bare er malet over, og hvor FAME blot dækker over en måde at organisere sig ud af lægemanglen på.

I princippet betragter Helene Hvidman FAME som en god ide, men som det er nu, risikerer nybagte basislæger at købe katten i sækken, hvis de vælger basisforløb på en ubeset enhed, mener hun.

I fame løfter man i flok

Jannie Bisgaard er læge og ph.d.-studerende, ansat på anæstesiologisk afdeling i Kolding. Hun er forhenværende fællestillidsrepræsentant og var med til at planlægge FAME på Kolding Sygehus (hvor det officielle navn er AMA). Hun er helt enig i, at FAME grundlæggende er en god ide:

»Man arbejder som et team, hvor det før var 'speciale mod speciale', med tendens til uenighed om, hvem der skal tage patienten. I en FAME løfter man i flok«, siger Jannie Bisgaard.

På Kolding Sygehus begyndte man med at ansætte en administrerende overlæge og tre speciallæger - en kardiolog, som er overlæge, samt to almen medicinere, der begge er afdelingslæger. Dertil kommer et antal basislæger, som alle går i fællesvagt.

»I Kolding er basislægerne ansat direkte i FAME under den ledende overlæge. Ansættelsen af de tre speciallæger skal føre til oprettelsen af et vagtbærende speciallægelag i AMA. Det er i hvert fald det, vi arbejder frem mod, og som Yngre Læger bakker op om«.

Et stort fortrin ved FAME er tværfagligheden, siger Jannie Bisgaard:

»Den er absolut en fordel i basisuddannelsen, når man ellers kun har et halvt års akutarbejde, som enten skulle være på en kirurgisk afdeling eller en medicinsk. Her ser man lidt af det hele. Ulempen kan være, at det er svært at fordybe sig, når man hele tiden ser patienter med forskellige lidelser. Man bliver ikke rigtig god til én ting«.

Hvad hendes egen arbejdsplads angår, synes Jannie Bisgaard, at det fungerer godt, efter at der blev tilknyttet faste speciallæger:

»De er dygtige til at supervisere og hjælpe, og efter at der er kommet en uddannelsesansvarlig overlæge, er det blevet meget struktureret. Der bliver fulgt meget mere op på, om lægerne lærer det, de skal«, siger Jannie Bisgaard.

Måske skal man - som Lasse Bugge bemærkede i debatten, holde op med at udtale FAME som titlen på den gamle traver fra firserne om teenagere og weltschmertz:

»Nej, det skal udtales som et bandeord - for vi skal FA'ME holde øje med, hvad der sker«.

Yngre Læger opfordrer sine tillidsfolk til at holde tæt kontakt med foreningen for at afklare forholdene omkring FAME.

FAME tjekliste

  • Lægevisiteret adgang

  • Relevante speciallæger tilstede på matriklen - også i vagten

  • Umiddelbar adgang til speciallægesupervision og -bistand

  • Uddannelsesplanlægning og -koordinering skal sikres i FAME

  • Hovedvejleder og vejledte under samme ledelse

  • Det lægelige ansvar er formaliseret og veldefineret

  • Der er klare retningslinjer for akutteamets kompetence og funktion, og den daglige teamleder er speciallæge

  • Samarbejde på tværs af specialer

  • De fysiske rammer er i orden - også kontorer og vagtværelser

  • En rimelig vagtbelastning og vagthyppighed

  • Kun klassificerede stillinger i FAME

  • Lokal løn for arbejdet i FAME?

- anbefalinger fra Yngre Læger, Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen

Læs mere

www.laeger.dk > løn og overenskomster > Yngre læger > Find et svar om OK > FAME