Familielægen under hårdt pres

Landet over er de praktiserende læger oprigtigt bekymrede over regionernes trussel om at opsige overenskomsten og dermed udløse den første konflikt på området i en generation. Så meget blev klart, da PLO holdt repræsentantskabsmøde ugen efter, at Regionernes Lønnings- og Takstnævn afbrød overenskomstforhandlingerne med de praktiserende læger og tog de indledende skridt til at opsige overenskomsten.

Klemt fra flere sider

Fra flere regioner rapporterede de lokale PLO-formænd om ældre læger, der overvejer at forlade deres praksis, hvis konflikten bliver en realitet, eller hvis det lykkes for regionerne at gennemføre en række af de krav, der stod i centrum for de sammenbrudte forhandlinger.

Og flere steder har yngre almenmedicinere, der stod på spring til at købe sig ind i en praksis og aldrig har oplevet en livekonflikt, trukket følehornene til sig indtil videre, erfarede Ugeskriftet på repræsentantskabsmødet sidste lørdag.

Der var bekymring over, at regionerne fremstiller sammenbruddet i forhandlingerne som PLO's ansvar, og at der tegnes et billede af de praktiserende læger som pengegriske og imod enhver forandring. Og frygt for, at regionernes dagsorden i virkeligheden er et totalt opgør med den eksisterende »familielæge«, hvor regionerne vil sælge ydernumre til ikkeautoriserede entreprenører, overtage lægevagten og bestemme, hvor der skal placeres lægehuse.

Den frygt er kun blevet forstærket, når sundhedsminister Bertel Haarder (V) slår til lyd for de samme tanker, og når oplægget fra statsministerens vækstforum foreslår at liberalisere praksissektoren og »skabe mere fleksible ejerforhold«.

»Nu forstår vi bedre ...«

»Vi havde ikke regnet med at stå i denne situation«, sagde formanden for PLO i Region Hovedstaden, Birgitte Alling Møller. »Vi havde håbet, at vi kom her for at tage stilling for eller imod et forhandlingsresultat«.

Men sammenbruddet var trods alt ikke kommet helt bag på hende:

»I praksisudvalget har vi nemlig i stigende grad mødt en konfliktsøgende holdning hos regionen, der har forsøgt at fremstille de praktiserende læger som pengegriske og ikke til at samarbejde med«, sagde hun.

»Det er fristende at tro, at Danske Regioner kun har ført skinforhandlinger i forventninger om et lovindgreb«, sagde Birgitte Alling Møller og roste PLO's forhandlere for, »at det ikke var jer, der forlod forhandlingerne«.

Også praksisudvalgsformanden i Region Sjælland, Mette B. Møller, havde oplevet sin region som en særdeles tung dansepartner: »Nu forstår vi bedre, hvorfor«, sagde hun og reflekterede mistanken hos såvel PLO's forhandlingsdelegation som bestyrelsen: At Danske Regioner bevidst har stræbt efter et forhandlingssammenbrud.

Ifølge Kaj Bernth, praksisudvalgsformand i Region Nordjylland, virkede det, som om regionen gennem nogen tid havde rustet sig til en konflikt, og at forhandlingerne bare havde været »et taktisk spil«, hvor modparten kunne sondere, hvor langt lægerne var parat til at strække sig, inden man tog konflikten.

Kaj Bernth kunne oplyse, at de praktiserende læger i Nordjylland - lige som et stort flertal i de andre regioner - håber på at undgå en konflikt, og i hvert fald ikke vil være dem, der opsiger overenskomsten. For sit eget vedkommende var han dog ikke så sikker.

»Hasard med sundhedsvæsenet«

Truslen om - eller udsigten til - at mange ældre læger vil sige stop, blev sammen med vanskelighederne ved at rekruttere yngre læger til almen praksis et omdrejningspunkt i debatten på mødet.

Men først gjorde Henrik Dibbern status:

»Vi gennemsnitlige praktiserende læger har været 20-30 eller flere år i praksis. Vi har haft ansvaret for, at klinikkerne fungerer, for at ansætte, for at lede og om nødvendigt for at afskedige personale, og vi har haft ansvaret for at deltage både i ledelsen og udførelsen af lægevagten. Vi har typisk investeret i både klinikejendom og goodwill, og vi har afskrevet på disse investeringer i mange år«, sagde Henrik Dibbern og fortsatte:

»Vi har bygget nye og større lægehuse. Vi har uddannet nye praktiserende læger og optaget nye kolleger. Vi har sørget for, at almen praksis har fulgt med tiden, både hvad angår service og kvalitet. Men først og fremmest har vi sørget for, at almen praksis stadig holder familielægeprincipperne i hævd: kontinuitet, nærvær og lydhørhed«.

Henrik Dibbern konstaterede efter debatten, at der er en bred opbakning til den forhandlingslinje, PLO har ført, selv om »det nok langt ad vejen har været skinforhandlinger«.

Men måske har drejebogen flere kapitler, tilføjede han. Det er ikke sikkert, at alle regioner er enige i RTLN's drejebog, eller at statens og kommunernes repræsentanter i RTLN nødvendigvis ønsker den konflikt, der lægges op til, sagde Henrik Dibbern og opfordrede RTLN til at vende tilbage til forhandlingerne i stedet for at »spille hasard med hele sundhedsvæsenet«.

Skulle det komme til en konflikt, har PLO ikke umiddelbart kampmidler at gribe til. Men det bliver muligvis heller ikke nødvendigt:

»Alene talen om en konflikt kan udløse en situation, hvor mange borgere vil komme til at stå uden egen læge, fordi man risikerer at ældre læger vil ophøre i almen praksis, og at yngre læger vil afholde sig fra at nedsætte sig«, hed det i en udtalelse fra mødet.

Henrik Dibbern uddyber over for Ugeskriftet, at han har kendskab til et stort antal læger, som er tæt på pensionsalderen og vil opfatte en konflikt som det, der »får dem til ikke at gide længere«.

Det samme mente nordjyske Kaj Bernth, som forudså, at tusinder af nordjyder meget snart kan slutte sig til de mange, som allerede står uden egen læge i landsdelen.

Repræsentantskabet enedes om en appel til Lønnings- og Takstnævnet om »at udstyre deres forhandlingsdelegation med et reelt mandat, så de kan vende tilbage til forhandlingsbordet«.

Udtalelse fra PLO's repræsentantskab den 27.11.2010

De praktiserende lægers repræsentantskab udtaler sin store forundring over sammenbruddet i forhandlingerne om en fornyelse af landsoverenskomsten. Repræsentantskabet står efter forhandlingssammenbruddet tilbage med et klart indtryk af, at Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) ikke har udvist reel forhandlingsvilje. Regionerne har stilet direkte mod en konflikt med almen praksis. Vi mener, at forhandlingsvejen er langt mere konstruktiv end konfliktvejen.

Repræsentantskabet vil understrege, at familielægerne løbende har tilpasset sig nye krav og udgjort en robust, stabil og samfundsøkonomisk ansvarlig enhed i sundhedsvæsenet. Selv i en periode, hvor der mangler langt over hundrede praktiserende læger, har borgerne haft adgang til almen lægehjælp døgnet rundt. Trods stadig stigende arbejdsbyrde, er det fortsat ni ud af ti henvendelser til egen læge, som bliver færdigbehandlet i almen praksis.

Hvis Danske Regioner insisterer på at fremprovokere en konflikt, spiller de hasard med hele sundhedsvæsenet. Alene talen om en konflikt kan udløse en situation, hvor mange borgere vil komme til at stå uden egen læge, fordi man risikerer, at ældre læger vil ophøre i almen praksis og at yngre læger vil afholde sig fra at nedsætte sig. Vi frygter at borgerne på den måde bliver ofre for denne konflikt. Repræsentantskabet håber derfor, at RLTN vil udstyre deres forhandlingsdelegation med et reelt mandat, så de kan vende tilbage til forhandlingsbordet.

De praktiserende læger ønsker fortsat at udvikle faget, både hvad angår kvalitet, faglighed og organisation. Denne opgave kan kun løses gennem ligeværdigt samarbejde mellem de praktiserende læger og regionerne.