Farvel til en legende

»Det er Michael von Magnus. Du har spammet mig!«

Der bliver stille i røret.

Jeg har forsøgt at få fat i Michael von Magnus igennem to uger. Via telefonbeskeder og mails. Intet har hjulpet. Sundhedsstyrelsens berygtede chef for 2. kontor har ikke givet en lyd fra sig. Men han skal stoppe den 1. september, og Ugeskriftet vil gerne bringe et portræt af ham. Flere af hans sekretærer og kolleger har småfniset i telefonen. »Prøv bare det,« siger de velvidende, at Michael von Magnus aldrig deltager i den slags. Men efter to uger er han pludselig i røret. Ikke med en undskyldning, men med to kontante sætninger:

»Det er Michael von Magnus. Du har spammet mig.«

Lige på og hårdt. Jeg forsøger at forklare, at jeg vil portrættere ham i anledning af, at han skal stoppe. Jeg fortæller, hvordan jeg havde tænkt mig, at det skulle gøres, og midt i en sætning skærer Michael von Magnus ind:

»Inden du kommer for godt i gang ...«

Og på mindre end 30 sekunder siger han, at han ikke læser Ugeskriftet, at de fleste portrætter, der har været skrevet om ham er fulde af løgn, og at mit seneste portræt på ingen måde var ham.

»Jeg deltager ikke i sådan noget,« afslutter han.

Hårde ord. Men det er stemmen sjovt nok ikke. Den er nærmest behagelig og i mærkelig kontrast til, hvad han siger.

Man kunne få tanken, at han er ironisk. Det er nu ikke tilfældet. Få sekunder senere gør han klar til at lægge på.

Jeg skynder mig at spørge, hvem der kender ham godt og måske kunne hjælpe med at sammenstykke et portræt.

»Prøv min kone,« siger han med tilbageholdt latter. Derefter nævner han et par navne mere.

Er det venner?

»Nej,« svarer Michael von Magnus, »Jeg har ingen venner.« Derefter en kort pause.

»Jeg har ingen venner og ingen fjender.«

»Nu får du ikke mere,« siger han så, og dermed er samtalen slut.

Michael von Magnus lever i imponerende grad op til sit rygte. Nogle kalder ham befriende ærlig, andre arrogant. Men det er ikke kun journalister, der får klar besked. Det gør alle. Fra høj til lav. Og sådan har det altid været med Michael von Magnus, der på trods af sin facon har siddet på en af sundhedsvæsenets varmeste stole i 25 år. Medicinaldirektøren har oven i købet flere gange bedt Michael Von Magnus om at blive, selv om han i dag er 65 år.

»Marlon Brando«

Michael von Magnus er født den 20. juni 1940. Både moderen og faderen var markante læger - begge på Statens Serum Institut på Amager.

Herdis von Magnus var i mange år overlæge på polioafdelingen, senere enterovirusafdelingen. Samtidig spillede hun en vigtig rolle i WHO's arbejde omkring virussygdomme. Faderen Preben von Magnus var fra 1959 til sin død i 1973 instituttets direktør.

Michael von Magnus voksede derfor op i en villa tilknyttet Serum Instituttet. Som teenager fik han endda sin egen lejlighed i den fornemme bygning.

Hvordan opvæksten var, må stå hen i det uvisse. Begge forældre er døde. Det ældste vidnesbyrd kommer fra Marian-ne Kemp, der i dag er bibliotikar og programmedarbejder i DR.

Hun mødte Michael von Magnus første gang en sommer i Rørvig i slutningen af 1950'erne. De unge københavnere festede i forældrenes sommerhuse og tog ned til byen og hørte jazz.

»Han var nogle år ældre end mig. Jeg var 15 år, og han var vel 19 eller 20 år. Og han var en smadderflot fyr,« ler Marianne Kemp og fortsætter: »Han skilte sig meget ud, fordi han var anderledes. Vi andre var beatniks. Med islandske sweatre, langt hår og den slags. Han var ,Marlon Brando` - læderjakke og motorcykel. Virkelig sej.«

Marianne Kemp kom først til at kende »Marlon Brando« nogle år senere, da hun blev gift med en af hans gode venner.

»Mik var et meget specielt væsen. Han var både reserveret, blufærdig og meget sarkastisk. Men grundlæggende holder jeg utrolig meget af ham,« siger Marianne Kemp, der ligesom andre kalder Michael for Mik.

Marianne Kemp blev senere skilt fra Michaels ven, men Michael og Marianne holdt fast i det venskabelige forhold. I en periode, hvor Marianne havde det svært, ringede Michael næsten dagligt for at høre, hvordan det gik.

»Som jeg har oplevet ham gennem de seneste 45 år, så er han en utrolig trofast ven. Og omsorgsfuld. Men man skal være tæt på ham for at forstå hans specielle væsen,« siger Marianne Kemp, der ikke et øjeblik tøver med at kalde ham en ven.

»Han er en af mine bedste venner.«

»Århh, I er så kloge«

Dermed er første halvdel af Michael von Magnus' påstand punkteret. Han HAR venner. Ugeskriftet har endda talt med en håndfuld, der alle opfatter sig som venner af Michael von Magnus.

Meget tyder også på, at det er lodret forkert, når von Magnus siger, at han ikke har nogen fjender. Det siger selv vennerne.

»Der er nogen - specielt hvis de kun møder ham få gange - der kan blive meget stødt på manchetterne. Han har jo den der bullerbassefacon, som mange misforstår,« siger Jens Ole Nielsen, der i dag er professor på H:S Hvidovre Hospital men har kendt Michael von Magnus siden studietiden.

Jens Ole Nielsen er samtidig Sundhedsstyrelsens rådgiver i infektionssygdomme, derfor kender han bedre end nogen von Magnus' berygtede facon.

»Han signalerer som regel, at han ikke er engageret. For eksempel i vaccinationsudvalget, hvor der sidder mange velmenende læger, som alle gerne vil ,redde verden`. Det kan Michael ikke tåle. Så siger han: ,årrhh, I er så kloge` eller ,arh, det skal være politisk gangbart`,« griner Jens Ole Nielsen.

Vennen fra Hvidovre fortæller, at han engang har hørt von Magnus sige gravalvorligt til en minister:

»Det er en vanskelig sag - det er godt, det ikke er mig, der er minister.«

Michael von Magnus er i det hele taget ekspert i at afsende små stikpiller eller sarkastiske kommentarer. Og han er bedøvende ligeglad med folks titler og status. Portieren og ministeren får samme tur. Dog er der én ting, der i særlig grad provokerer von Magnus:

Selvhøjtidelighed.

»Han har en veludviklet allergi overfor selvhøjtidelig og oppustede personer,« konstaterer psykiater Jens Bang, som også er en af Michael von Magnus' gamle venner.

I sundhedsstyrelsen har Michael von Magnus mødt hundredvis - hvis ikke tusindvis - af overlæger og andre fagpersoner med stor viden på et specifikt område.

»En del af dem er nok oppustede overlæger. Og de kan opleve det som ubehageligt, når de møder en person, der siger til dem ,jeg tror ikke en brik på, hvad du snakker om.`«

Kunne Michael von Magnus finde på at sige det?

»Ja,« svarer Jens Bang knastørt.

Vennen protesterer dog imod at kalde opførslen for facon eller facade.

»Overfladen er netop manden. Det er jo det, der er så befriende. Man kan altid regne med, at han siger sin mening. Anstødsstenen er måske mere, at vi lever i en forsigti ghedskultur. I dag må cheferne jo ikke sige, hvad de mener.

De må ikke såre folk. Det er sikkert udmærket. Men sådan har Michael ikke været,« siger Jens Bang.

Tremands whist

Jens Bang er en af de gamle studiekammerater, der ligesom Michael von Magnus var i 1. deling i Padborg i sommeren 1965.

188 centimeter høje Michael von Magnus var også i god fysisk form som rekrut. Han havde netop indstillet en ganske lovende boksekarriere, så når de blev sendt på stroppeture, var Michael altid blandt de hurtigste.

Vennerne husker ham også som en glimrende skytte. Og kortspiller.

Så snart muligheden var der, råbte en af kammeraterne: »så er der bananer«. Det betød, at de skulle spille kort.

Og det har de sådan set gjort siden.

I dag mødes psykiateren Jens Bang, overlægen fra Steno Diabetes Center Hans-Henrik Parving og Michael von Magnus hver tredje måned for at få en bid mad og et slag kort.

»Vi griner meget. Det er meget lattermildt, og vi udveksler grovheder af forskellig art. Vi er alle tre rimelig hårdhændede, så der bliver talt lige ud af posen,« siger Jens Bang.

De varme kartofler, som er havnet på Michael von Magnus' bord igennem tiderne, er også blevet vendt blandt vennerne. Men aldrig ret længe.

»Vi sidder ikke og ruger over det samme. Vi er gode til at skifte emne. Og vi kan sagtens være uenige og sige: ,Det er sgu for åndssvagt det, du siger` eller ,din idiot, forstår du ikke en skid af det hele`. Nogle gange kan den bare ende der. Vi bliver aldrig uvenner. Så taler vi videre om noget andet,« siger Jens Bang.

Uundværlig og vellidt

Venner med elefanthud kan klare de hårde meldinger. Men det kan virke besynderligt, at medarbejdere og chefer har overlevet Michael von Magnus i 30 år i Sundhedsstyrelsen.

Eller rettere: At Michael von Magnus har overlevet.

En del af forklaringen er, at 2. kontor har ansvaret for det overordnede tilsyn med sundhedsvæsenet og dets personale.

Det har givet overlæge Michael von Magnus sager som Boneloc-sagen, blødersagen, Ege-sagen, sager om kunstig befrugtning og i en lang periode også hele aids-området. For slet ikke at nævne ansvaret for at fratage autorisationer.

Den slags er politisk dynamit, og derfor er det altafgørende at have en driftsikker mand i spidsen for 2. kontor. En mand, der har en stor viden, kan tænke lynhurtigt og har politisk fingerspidsfornemmelse.

»Han er en meget vigtig person for mig,« fastslår Jens Kristian Gøtrik, medicinaldirektør i Sundhedsstyrelsen.

»Jeg ved, at når han har fat i forskellige sager, så klarer han det meste - men han ved også, hvornår sagerne skal videre til en direktør,« siger Gøtrik, som afslører, at han flere gange har bedt Michael von Magnus om at blive, selv om han er rundet 65 år, og senest har tilbudt ham en løs tilknytning som konsulent.

Det har von Magnus sagt nej til.

Men hvordan kan en chef for en offentlig styrelse leve med en underchef, der er så direkte og nogen gange direkte arrogant?

Hvis man havde spurgt den nu afdøde medicinaldirektør Palle Juul-Jensen, ville svaret nok have været: »Det kan man heller ikke.« Palle Juul-Jensen og Michael von Magnus var fagligt uenige og kunne heller ikke på det menneskelige plan.

Helt anderledes er det med Gøtrik:

»Jeg ved godt, hvordan han elsker at provokere. Det er også sådan lidt at kokettere med den facon, som de fleste selvfølgelig ikke forventer af en embedsmand på det niveau. Der er heller ikke mange, der ville have sluppet af sted med det. Men Michael von Magnus har noget at have det i. Hvis det bare havde været overflade, så var den ikke gået.«

Endelig er der et andet vigtig element for at forstå, hvordan von Magnus har klaret adskillige stormvejr:

Medarbejderne er vilde med ham.

De følgende ord kommer fra hans sekretær gennem 27 år, Helle Bihlet:

»Hvis jeg kunne følge med, så gjorde jeg det. Sådan er det virkelig. Jeg kan ikke forestille mig hverdagen uden ham. Men jeg har altså ikke lyst til at bidrage til et portræt, for jeg ved, at han ikke bryder sig om at få en masse om sin person udbasuneret.«

Senere sender Helle Bihlet en mail med ordene:

»Hvis jeg, ud over de få ting jeg sagde, gerne vil have noget frem, så er det hans utrolige rummelighed og tolerance over for folks forskellighed, og at han måske nok er temmelig hurtig i replikken, men at han aldrig nogensinde sparker nedad.«

Nu er en sekretær ikke noget sandhedsvidne. Men statistikken taler også sit eget sprog. Medarbejderne på 2. kontor »klæber til stolene«, som afdelingslæge Marianne Jespersen udtrykker det. Hun er tillidskvinde for omkring 25 yngre læger i styrelsen og kalder von Magnus en meget populær mand.

»Faconen er bokserens og bissens, og tonen kan være barsk, men der er også den store viden og den gode faglige sparring. Man kan vel sige, at det barske eller ironiske netop kan være krydderi,« småklukker Marianne Jespersen, der ikke kender til medarbejdere, der er løbet skrigende væk.

Det gør DJØF'ernes tillidskvinde heller ikke.

»Der er ingen tvivl om, at han er en meget vellidt chef,« siger Marit Buccarella. »Tonen er rå, men kærlig. Til trods for at han kan virke hård på overfladen, så er han blød inden i,« siger Marit Buccarella og tilføjer:

»Det er i øvrigt blevet mere udtalt med årene.«

Pensionist med traktor

Og således er det næsten lykkedes at komme rundt om Michael von Magnus uden at citere den person, som kender ham allerbedst: Sundhedsfaglig direktør i HS, Lone de Neergaard. I nogle år arbejdede Michael von Magnus og Lone de Neergaard sammen i det daværende AIDS-sekretariat, men så blev de par, og i dag skulle Lone de Neergaard faktisk være den indirekte årsag til, at Michael von Magnus er blevet et rundere menneske.

Det har Lone de Neergaard også selv konstateret:

»Der er sket en udvikling med ham. Nogle af de ord, man beskriver ham med var mere udtalte tidligere. Han er måske ikke den mest åbne mødeleder. Han kan godt sige nogle morsomme ting om - og til - folk, som jo er mere eller mindre morsomme afhængigt af hvem det er, han beskriver. Det har jeg tit sagt til ham, og jeg synes også, at han har forbedret sig de senere år,« siger Lone de Neergaard.

Hun kan i øvrigt fortælle, at manden altid har arbejdet meget. Før i tiden kunne han møde klokken syv og blive til klokken ni. Nu er det typisk fra ni til 18. Men kun på hverdagene.

Weekenderne er hellige.

Fredag eftermiddag forlader parret deres lejlighed i København og vender køleren mod landejendommen på Sydsjælland. Den er i tidligere portrætter blevet udråbt til at ligge ved Præstø. Det passer ikke. Men de har ikke gjort noget for at udrydde misforståelsen. I højspændte perioder har von Magnus nærmest været jaget af pressen, derfor har det været godt med et fristed. Landejendommen er samtidig en medvirkende faktor til, at von Magnus har valgt at stoppe i Sundhedsstyrelsen:

»Han holder op, fordi han synes, at han er gammel nok til at holde op. Han synes nok også at nogle ting begynder at køre lidt i ring. Og så holder han op, fordi han elsker at være på landet,« siger Lone de Neergaard.

»Det er meget roen, som han holder af. Han elsker at sidde på terrassen og kigge ud på haven. Og han elsker fuglene.«

Michael von Magnus arvede husmandsstedet efter sine forældre. I dag er han også ejer af sin egen traktor. Og ifølge kone og venner udviser han et imponerende håndelag på stedet.

Der var den med venner igen. Lone de Neergaard ler, da hun får at vide, at hendes mand siger, at han ikke har nogen venner.

»Det ved jeg godt, at han siger . Det har vi talt om. Så siger jeg til ham, at han jo har venner. Men han tænker på venner, som nogle der sidder og taler dybt fortroligt sammen. Det gør han ikke med nogen. Kun med mig.«

Ugeskriftet har sendt ovenstående portræt til Michael von Magnus. Via sin sekretær siger han, at han ikke orker at have kommentarer.

Blå Bog

Michael von Magnus blev født for 65 år siden i Odense men er opvokset i København. Forældrene var læger på Statens Serum Institut, hvor familien også boede.

Michael von Magnus blev selv læge som 30-årig og senere speciallæge i samfundsmedicin og administrativ medicin.

Som nyuddannet blev han efter nogle års klinik ansat i Sundhedsstyrelsen, og her har han været lige siden. Fra januar 1981 som overlæge for 2. kontor (kvalitet, overvågning og tilsyn).

Michael von Magnus har været gift to gange, før han mødte sin nuværende kone Lone de Neergaard, der er sundhedsfaglig direktør i H:S.

Parret bor i en lejlighed i København, men tilbringer weekenderne i deres landejendom på Sydsjælland.

Michael von Magnus har så vidt muligt holdt sig fra finkultur. Han læser krimier og spiller kort. Men efter sigende har Lone de Neergaard på det seneste fået vakt hans interesse for god rødvin og klassisk musik.