Farvel til kommunernes vildtvoksende blomster

Det er dejligt for en gangs skyld at kunne rose kommunerne. Lægeforeningen har tidligere skarpt kritiseret kommunerne for en overdreven dyrkelse af det kommunale selvstyre. Det er udmærket med lokal variation, når vi taler kulturhuse og cykelstier, men når det gælder borgernes sundhed, har flere blomster i de kommunale haver klart været for vildtvoksende.

I disse dage lancerer kommunernes interesseorganisation, KL, et udspil, som skitserer en strategi for et stærkt nært sundhedsvæsen. Det fortjener ros. Først og fremmest er det positivt, at kommunerne har fokus på systematisk at udvikle deres sundhedstilbud tæt på borgerne. At sundhedsvæsenet i disse år samler de specialiserede behandlinger på færre matrikler og bygger såkaldte supersygehuse kan ikke stå alene. Det er en udvikling, som skal matches af et tilsvarende ambitionsniveau på det nære sundhedsvæsens vegne, og med sit udspil er KL godt på vej.

For Lægeforeningen er det glædeligt, at KL selv peger på behovet for at arbejde efter nationale kliniske retningslinjer på sundhedsområdet. Med de nye opgaver, som fulgte med strukturreformen, følger et større ansvar. Fremsynede personer i den kommunale verden har nok set, at tiden nu er inde til at arbejde på skuldrene af evidens og dokumentation. Alt andet ville også have været uholdbart i en tid, hvor resten af sundhedsvæsenet opruster arbejdet med at udvikle kvaliteten og sikre, at postnummeret ikke er afgørende for behandlingstilbuddene.

Der er dog også uldne elementer i udspillet. Rettet mod de ældre medicinske patienter foreslår KL en vifte af initiativer, som vil være til stor gavn for denne sårbare patientgruppe. Lægeforeningen støtter klart et styrket samarbejde mellem kommuner, almen praksis og sygehuse om at give dem bedre tilbud.

Men vi vil opfordre KL til klart og præcist at forklare begreber som akuthuse, akutteam og akutpladser. Forhåbentlig er der kun tale om signalforvirring. For hvis patienter er akut syge, skal de uanset alder og tidligere diagnoser vurderes af en læge, som tager stilling til, om de skal indlægges eller f.eks. er bedst tjent med at få en særligt indrettet plejehjemsplads.

F.eks. savner Lægeforeningen en klar tilkendegivelse fra KL af, at kommunerne ikke er på vej med de såkaldte minisygehuse. Vi har ofte advaret mod dem: De ældre medicinske patienter har krav på ordentlig lægelig udredning og diagnosticering på et rigtigt sygehus. Når denne fase er overstået, er det naturligvis kun godt, hvis der er mulighed for et lokalt specialiseret omsorgstilbud.

Men det er svært at se, hvad tanken er. Vi efterlyser en entydig terminologi. Hvis KL mener plejepladser, så kald det plejepladser.

For lang ventetid på genoptræning er kommunerne ofte blevet kritiseret for. KL tager fat på problemet i sit oplæg og lægger op til, at alle inden for en uge vil få afklaret, hvornår genoptræningen kan gå i gang. Der henvises bekvemt til, at ikke alle har brug for genoptræning lige hurtigt. Det er lidt for nemt - for nu at sige det pænt. Selv om det er en kæmpe opgave at sikre genoptræning i rette tid til alle, og kommunerne har oppet sig på det seneste, er det altså ikke nok at informere. Patienterne har krav på handling.

KL's oplæg efterlader samlet et indtryk af en oprigtig ambition om at styrke sundheden kommunalt. Det er meget velkomment, og kommunerne kan regne med, at de i Lægeforeningen har opbakning til at sikre et stærkt sundhedsvæsen tæt på borgerne. Men der er stykke vej endnu, før de mange planer bliver virkelighed, og detaljerne skal være på plads, inden højsangen stemmes i for alvor.