Fattig på den fede måde

Sultkatastroferne i Niger og Etiopien trækker de store overskrifter, samtidig med at fedmerelaterede sygdomme forårsager 60 procent af alle dødsfald på verdensplan. Dette ubehagelige dilemma er vanskeligt at kapere. Endnu sværere er måske det forholdsvis ukendte faktum, at det faktisk er ulandene, der i dag står for de fleste fedmerelaterede dødsfald.

Historisk har den rige verden kun modstræbende erkendt, at fedmeproblemet er en epidemi. Den enkelte bestemmer jo selv, hvad han spiser, og det er mangel på madkultur, der for eksempel ødelægger kroppene i USA. Så selvom vi dør af det, er fedme ikke en rigtig sygdom. Fedmen er også en stående pinlighed over for verdenssamfundet, der stadig minder os om, at verdens sultende fortsat tælles i hundreder af millioner. På trods af den historiske modvilje har sundhedsmyndighederne i alle velhavende lande i dag fedme højt på listen over indsatsområder, og der tales åbent om fedme.

80 procent af verdens fedmedødsfald i dag sker i Den Tredje Verden. Fedmeepidemien er i eksplosiv vækst, men det er ikke noget man taler om.

»På alle de sydlige kontinenter - Asien, Mellemøsten, Sydamerika - dør der langt flere mennesker af problemer relateret til overvægt end af problemer med underernæring,« siger dr. Tukuitonga, koordinator af afdelingen for forebyggelse af kroniske sygdomme i WHO's hovedkvarter i Genève. Han fortsætter:

»Det er kun i Afrika, syd for Sahara, at underernæringen stadig er et større problem end fedme. Men det er et spørgsmål om tid. Fedme er i kraftig vækst også i Afrika, og WHO arbejder med fedmeforebyggelse i 13 afrikanske lande.«

Fedme er et fattigdomsproblem

I vores del af verden var vi mange år om at erkende, at fedme var en fattigmandssygdom. Klicheen om den fede herremand og de magre fattiglemmer var indgroet. I dag har alle råd til rigelige mængder kalorier, i hvert fald dårlige kalorier. Det er blevet de veluddannede, som har midler til sunde kvalitetsfødevarer og overskud til at vælge kalorierne fra.

På samme måde skal vores billede af ulandene også revideres. For mønsteret er nøjagtigt det samme.

Dr. Tukuitonga forklarer:

»Fedme i ulande skyldes to ting. Den ene er, at mange mennesker skifter fra meget fysisk krævende landarbejde til et liv i byen med arbejde på en fabrik, og hvor transport foregår med busser. Den anden og efter min mening vigtigste ting er, at i byerne er de dårligt forarbejdede fødevarer billigere end de sunde traditionelle.«

Dr. Tukuitonga siger, at det kan virke som en luksus, når fattige i ulande spiser burgere, chips og hvidt brød. Men det er simpelt hen det eneste, de har råd til. Den traditionelle diæt på landet, som er rig på grøntsager og rodfrugter, er mager og fiberrig, men den er tidskrævende at tilberede og egner sig bedst til storfamilierne på landet.

I ulandenes byer er det kostbart at købe ingredienserne, og det er overklassen, der spiser den gode traditionelle mad.

»Det er kun de allerfattigste lande eller de allerfattigste segmenter i mellemindkomstlande, som har problemer med at få kalorier nok. Så snart folk er lige over bundniveauet, altså stadig folk, som vi opfatter som meget fattige, bliver det et problem, at de får for mange og for dårlige kalorier,« siger dr. Tukuitonga.

Ikke din egen skyld du er fed

Dr. Tukuitonga understreger, at fedme bør opfattes som en sygdom, der ikke er selvforskyldt.

»Det er en komfortabel måde for regeringer og for fødevareindustrien at fralægge sig ansvaret for det, der sker. Det er det, vi kalder victim blaming. Men overalt i verden er det de fattige og dem uden uddannelse, der bliver fede. De har ikke frit valg med fødevarer. De er henvist til den dårlige mad, som gør dem fede,« siger han således.

Tabu at tale om det

En vigtig grund til, at fedmeproblemet i ulandene er tabu, er at donorlandene stadig hænger fast i dogmet om, at når man er fed, er man også rig. Det ville være utænkeligt, at et uland placerede fedme som første prioritet i sin sundhedsstrategi. Hvad ville danske skatteborgere tænke, hvis Danida brugte millioner på at bekæmpe fedmerelaterede sygdomme i Tanzania? Men det er et faktum, at fedme i mange ulande forekommer side om side med underernæring.

»I Indien er der flere overvægtige end undervægtige, også blandt de fattige. Jeg har talt med repræsentanter fra Indien, som siger, at man absolut ikke kan nævne overvægt for donorerne. Det internationale samfund vil simpelt hen ikke høre på sådan en historie,« siger Dr. Tukuitonga fra WHO og slutter:

»Hvis ikke regeringerne i ulandene er ærlige om deres reelle problemer, vil dette problem vare meget længe ud i fremtiden.«

Læs mere om WHO's arbejde og strategi mod fedme på: http://www.who.int/dietphysicalactivity/en/