Fattigdom gør syg

Er du barn i en familie af driftige folk med eget firma? Så er du nok raskere, end hvis dine forældre er arbejdsløse.

Er du datter eller søn af forældre, som har gået mindre end ti år i skole? Så døjer du nok mere med sygdom end børn af højtuddannede forældre.

Den meget omtalte ulighed i sundhed rammer også børnene.

For eksempel led 15 pct. af børn med lavt uddannede forældre af langvarige sygdomme i 2005, mens tallet for børn af højtuddannede forældre kun var på 10,9 pct. [1]. Og andre undersøgelser har tendens til at vise samme mønster.

»Det brede billede er helt entydigt sådan, at høj status og placering hos forældrene - især uddannelsesniveauet - mindsker risikoen for sygdom og vantrivsel hos børnene«, siger professor Bjørn Holstein fra Afdeling for Social Medicin på Københavns Universitet.

»Der vil altid være undtagelser i enkelte undersøgelser, men maler man med den brede pensel, er der en sammenhæng«, siger han.

Børn fra lavere sociale lag har flere symptomer på sygdom, er mere udsat for ulykker og har en adfærd, der er risikobetonet.

»Rygning ,smitter` for eksempel fra forældre til børn«, siger Bjørn Holstein.

Find børnene

Skal man gøre en indsats, er første trin naturligvis at identificere børnene.

Landets kommunallæger fanger en stor del i ind- og udskolingsundersøgelserne af børn.

»På det tidspunkt i børnenes liv, hvor kommunallægerne laver indskolingsundersøgelserne, stilles der nye krav til børnene, og det er typisk her, at man også opfanger udviklingsproblemer, lettere psykiske problemer og familier, som har behov for støtte«, skrev de to kommunallæger Søren Krue og Jo Coolidge i en kronik i Kristeligt Dagblad i oktober [2].

De mener, at færre af sådanne problemer vil kunne opsnappes, hvis disse undersøgelser glider lægerne af hænde, som regeringen har været inde på i sit oplæg til kvalitetsreform.

»Det er faktisk ret hyppigt, at der ved disse undersøgelser stilles diagnoser som overvægt, udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser, astma og anden allergi samt syns- og høreproblemer. Det er kun læger, som kan stille disse diagnoser«, skriver de.

Den helt store fordel ved ind- og udskolingsundersøgelserne er, at de omfatter alle børn - også dem fra de dårligst stillede hjem. Og altså også de børn, hvis forældre måske ikke frekventerer familiens praktiserende læge så ofte.

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at der er social slagside ved børneundersøgelser og vaccinationer hos de praktiserende læger [3].

»Undersøgelserne udgør et finmasket sikkerhedsnet under børnene«, siger Jo Coolidge.

Kommunallægerne har også en bredere rolle at spille som rådgivere med hensyn til forebyggende indsatser. Det er ikke mindst relevant nu, hvor kommunerne har fået ansvar for den borgerrettede forebyggelse.

Praktiserende læger

De praktiserende læger er et andet sted at sætte ind. De ser ikke bare børnene men følger forældrene - også under graviditeten - og ofte en større del af familien. I den moderne hverdag med mange krav er det vigtigt at bevare dette fugleperspektiv.

»Når et barn kommer med ondt i maven flere gange, kunne det godt være, at der var noget andet i vejen end en blindtarm. Vi skal så arbejde videre inden for den forståelsesramme, men det kræver en systematiseret arbejdsmetode«, siger praktiserende læge Lene Flachs.

Hun har sammen med praktiserende læge Kirsten Lykke gennemført et børneprojekt - hvis afsluttende rapport er på trapperne - som tager sigte på at træne praktiserende læger til at kunne identificere de udsatte børnefamilier.

»Når vi er færdige engang i 2008, forestiller vi os en vejledning, som kan være med til at systematisere vores observationer til nemmere brug i et tværfagligt samarbejde«, siger Lene Flachs.

»Det tværfaglige er vigtigt, da lægerne ikke har nogen form for kompetence ud over at bidrage med observationer. Kontakten til forvaltningerne er meget vanskelig, samtidig med at vi har en masse myter om hinanden. For eksempel at man ikke kan få fat i hinanden«, siger hun.

Den problemstilling måtte gerne blive emne for en opfølgning på børneprojektet.

»Det kunne være rigtigt interessant at udarbejde et samarbejdsprojekt om indsatsen over for børnefamilier med almen praksis og kommunerne som deltagere«, siger hun.

Drop den sociale arv

Men at have øje for børns baggrund kan ikke stå alene. Afsmitningen på børnene af forældrenes adfærd kaldes ofte for den sociale arv, som kan være et problematisk begreb.

»Med udtrykket social arv kommer vi nemt til at tænke, at det nok er meget sandsynligt, at et barn fra en problemfamilie også selv får problemer. Et barn kan blive udstyret med en dårligere prognose, end det egentlig har, og det kan blive en selvopfyldende profeti. Men f.eks. viser en stor registerundersøgelse, at kun 30 pct. af de unge med problemer kommer fra problemfamilier, mens 70 pct. kommer fra andre familier«, siger lektor Morten Ejrnæs fra Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation på Aalborg Universitet.

Tunnelsyn på det enkelte barn og dets familie kan få utilsigtede, negative konsekvenser. Det ville være bedre at se efter risikofaktorer.

»Hvis der i forebyggelsen kun fokuseres på børn fra familier, hvor forældrene har problemer, kan man medvirke til at stigmatisere disse familier. Udtrykket social arv gør forældrene til syndebukke og bortleder opmærksomheden fra strukturelle forhold som f.eks. fattigdom og uddannelse, som er nogle af de risikofaktorer, der er skyld i flest sociale og sundhedsmæssige problemer«, siger Morten Ejrnæs.

Inddrag børnene

Mere specifikke forebyggende indsatser kan være svære at indføre, for den direkte årsagssammenhæng er uklar.

»Vi ved faktisk ikke særligt meget om, hvad det er, der gør, at børn af lavstatusgrupper har ringere sundhed, mere sygelighed samt dårligere selvoplevet helbred, og at de har en sundhedsrelateret adfærd, der er mere risikopræget end børn fra højstatusgrupper«, skriver Bente Jensen, Kristian Larsen, Peter Koudahl og Gry Andsager i bogen »Ulighed i Børn og Unges Sundhed - set i lyset af social kapital«.

Men en af bogens pointer er, at ulighed i sundhed er knyttet til såvel uddannelse, sociale netværk som økonomi. Alt dette hænger igen sammen med børns oplevelse af, hvilke handlemuligheder de har. Bogen understreger bl.a., at den type kampagner, der handler om at påvirke børn til en sund livsstil, og som man tit ser, i hvert tilfælde ikke er særligt velegnede, og ligefrem kan give bagslag.

»Det, man ofte ser i forebyggende sammenhæng, er, at man tænker problemet som individets problem. Bare barnet eller individet får at vide, at det skal gøre noget andet, så sker det også. Men så enkelt er det ikke«, siger Bente Jensen, som er lektor ved Learning Lab Denmark på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

»Det er meget mere komplekst. Problemet skal sættes ind i dets sociale, kulturelle og samfundsmæssige kontekst. Vores påstand er, at forebyggelseskampagner udpeger de usunde og stigmatiserer dem, hvorved en slags hand lelammelse bliver resultatet. Dermed fastholdes uligheden faktisk«, siger hun.

Hvordan skulle tilgangen så være?

»Ved at tale og tænke sundhed ind i rammerne og ved at inddrage børnene. Vi har her på DPU f.eks. arbejdet med et projekt om den sundhedsfremmende skole, hvor børnene inddrages i en dialog om, hvad der skal til for at gøre klassen, skolen eller samfundet til et sundere sted at være. På den måde kan vi styrke børns handleevner og tro på mulighederne. Børnene skal inkluderes for at få have tro på og ejerskab til forandringerne«, siger Bente Jensen.

Kilder