Fedmelandet Amerika

Det er selvfølgelig et tilfælde. Alligevel giver det stof til eftertanke.

Det var en weekend i februar. Jeg sad alene på en restaurant i Manhattan og havde netop slået op på de første sider i en ny bog. Titlen er »Fat Land« (Fedmeland) (1), og i den forsøger journalisten Greg Critser at forklare, hvorfor amerikanerne gennem de seneste 20-30 år er blevet det tykkeste folk i verden.

Så kom min dessert, New York cheesecake, som en storsmilende mexicansk tjener havde anbefalet stærkt. Den var ekstraordinært stor. Efter at have nippet til en tredjedel af skiven, bad jeg om en »doggie bag«. Det tog yderligere to aftener at fortære denne lækkerbidsken.

Hvis jeg havde været en ganske almindelig amerikaner, fortrinsvis af middelstand eller derunder, ville hele den deliciøse ostekage være forsvundet ned i min bælg den aften på restaurationen. Og det er netop sagen i en nøddeskal.

Portionerne på den amerikanske tallerken er vokset kolossalt.

Samtidig består typisk amerikansk kost, især fastfood, af flere kalorier, fedtstoffer og sukker. I dag sidder folk mere ned end før i tiden.

Maskiner afløser i stigende grad manuelt arbejde. Heraf følger, at de bliver federe og federe.

Men fedmesyge og overvægt i USA er også et socioøkonomisk problem.

Færre rige og medlemmer af den øvre middelklasse lider af problemet end underklassen. Man kan blot rejse fra New York - hvor der er få usædvanligt tykke i gadebilledet - til Montgomery, Alabama. Forskellen er slående.

I de fattige amerikanske sydstater gælder det blot om at kigge over på den anden side af provinsgaden. Der vralter bogstaveligt talt kaloriebjerge af sted, nogle af dem med stok, fordi deres ben ganske enkelt ikke kan holde vægten oppe. Et chokerende syn.

Fed mad billigst

Greg Critser giver en intuitiv forklaring. Fattige og mindre bemidlede amerikanere har ikke råd til at købe sund mad, skriver han. De er stort set tvunget til at søge hen på McDonald's, Burger King, Del Taco osv., hvor man kan købe et helt aftensmåltid for 4-5 dollar, og med i købet får man en flaske coca-cola eller fanta.

USA's fastfoodbranche skal tjene penge. Løsningen er at overbevise kunderne om at spise stedse større portioner, forklarer Critser. Som bekendt er ens sult ligefrem proportional med den mængde mad, man indtager. Hvis portionerne vokser, gør mavesækken det samme.

Det konstaterede i hvert fald en gruppe næringsforskere fra Pennsylvania State University i en undersøgelse i 2001. Jo større portioner de serverede for en gruppe mænd og kvinder over fire uger, desto mere spiste de. »Menneskesult kan stimuleres ved blot at tilbyde større portioner«, lød deres konklusion.

Allerede 30 år før dette studie havde en markedsføringsekspert regnet den ud. Han hed David Wallerstein og er i dag direktør i MacDonald's Corp. I 1970'erne drev han en biografkæde ved navn Balaban Theaters.

Biografer har ofte svært ved at løbe rundt. Salg af popcorn og coca-cola udgør en ikke uvæsentlig del af indtægten.

Wallerstein ville gerne sælge to poser popcorn i stedet for én til biografgængerne, men ingen hoppede på den. Det ser lidt for grådigt ud.

Hans løsning var simpel. Lav større poser og hæv prisen en lille smule.

Resultatet var forbavsende. Folk guffede gladeligt dobbelt så mange popcorn i sig under en film for 50 cent mere.

Vækstsucces

»Opdagelsen« var revolutionerende og spredte sig snart til hele USA's fastfood-branche, hvor man i dag taler om »supersizing« af produkter. Herefter fulgte »value meals«, som består af en hamburger, en pose pommes frites og en sodavand. Millioner af amerikanere, der ikke har råd til - eller adgang til - at købe sund mad i supermarkeder, lever af denne type kost.

I 1960 indeholdt en pose pommes frites fra McDonald's 200 kalorier. I 2002 610. For 40 år siden bestod et McDonald's-måltid af 590 kalorier. I dag er det oppe på 1.550. Ikke kun fattige og mindrebemidlede fastfood-søgende amerikanere spiser federe kost. Fænomenet kan konstateres generelt i den amerikanske befolkning, der mellem 1977 og 1995 øgede sit kalorieindtag pr. dag fra 1.876 til 2.043.

Resultatet afspejles i statistikken. Ifølge OECD og Center for Disease Control er antallet af amerikanere, som opfylder definitionen på fedmesyge, gennem de seneste 20 år fordoblet til 26 pct. af befolkningen.

I USA erkender man nu, at fedmesyge har antaget epidemiske dimensioner. Det har sat ekstra gang i den hurtigt voksende slankeindustri. Men bivirkninger af slankemidler har vist sig at være betydelige. I 1997 måtte American Home Products trække det succesrige middel »fen-phen« tilbage fra markedet, fordi forskning havde forbundet det til hjerteproblemer.

Det populære lægemiddel Xenical fra Roche kan forvolde endetarmsblødning. Som følge heraf faldt salget af Xenical med 17 pct. I 2001. Meridia-pillen fra Abbot Laboratories er under mistanke for at påvirke blodtrykket. Den internationale farmaceutiske industri arbejder i øjeblikket på at udvikle 30 forskellige slankepiller.

Afgift og overtalelse

Kongressen i Washington planlægger et kontant ingreb mod fastfood-industriens markedsføring over for børn og teenagere. I Californien vil lovgivere pålægge sodavand en særlig afgift for at modvirke unge menneskers overforbrug.

Samtidig har det amerikanske skattevæsen gjort allehånde udgifter til bekæmpelse af fedmesyge fradagsberettigede på selvangivelsen. Selvejende institutioner har startet en kampagne, der har til formål at overbevise fastfood-restaurationer om at anføre kalorietallet på menukortet.

Amerikanske ernæringseksperter ønsker endvidere, at forbundsstatens »kostpyramide« fra 1991 skal revideres.

Pyramiden lægger stor vægt på indtagelse af kulhydrat, mens al fedt bliver frarådet, selv olivenolie. Men: »Jævnlig indtagelse af mad med et højt indhold af kulhydrat øger risikoen for fedmesyge«, hævdede David S. Ludwig fra Children's Hospital i Boston i Journal of the American Medical Association i maj 2002.

Antallet af bypassoperationer i maven på fede patienter er ifølge American Society for Bariatric Surgery tredoblet fra 23.000 i 1997 til 63.000 sidste år. I hospitalsbyen Boston er ventetiden i øjeblikket 12 til 18 måneder. Under operationen bliver mavesækken indsnævret til en størrelse svarende til et æg. For eftertiden må patienten ikke spise søde sager, fordi fordøjelsessystemet ikke længere kan håndtere sukker. Det har især vakt opmærksomhed, at nogle hospitaler har sagt ja til at operere overvægtige børn. Hospitalet Tufts-NEMC i Boston har f.eks. startet et program for fede børn i pubertetsalderen og har allerede fået 54 henvendelser fra forældre. Kun tre er dog blevet accepteret.

»Mange kirurger og hospitaler involverer sig i fedmeoperationer, fordi indtjeningen er stor. Men man skal tage sig i agt. Risikoen for komplikationer er betydelig«, siger Dr. William Mackey, chefkirurg på Tufts-NEMC.

Kvaliteten vil lide

Sammen med andre kirurger frygter han, at operationer vil blive udbredt så hurtigt, at man ikke er i stand til at optræne personalet tilstrækkeligt og give patienter den nødvendig e psykologiske bistand før og efter en operation.

Operationerne er blevet så populære i USA, at der endnu ikke er fastlagt minimumskrav for træning af kirurger. Der findes ikke en national database med statistiske oplysninger om mislykkede operationer, som resulterede i komplikationer eller dødsfald. Generelt dør 1 ud af 200 af en blodprop i lungerne eller af mavesaft, der trænger ud i blodårerne og fører til en infektion.

Men i sidste ende er det kun amerikanere med en dækkende sygesikring, som kan håbe at blive helbredt for fedmesyge gennem et kirurgisk indgreb. 40 mio. amerikanere må klare sig uden sygesikring, og det er i denne gruppe man finder flest overvægtige - folk, der oven i købet hyppigere rammes af følgesygdomme som sukkersyge og invaliditet af diverse lemmer.

Kun en radikalt ny ernæringspolitik fra myndighedernes side, en effektiv kampagne mod fødevarebranchens kalorierige og fedende mad og et stop for reklamer stilet mod mindreårige, vil kunne gøre en forskel.

For nylig påpegede en af USA's førende fedmeeksperter, Kelly Brownell fra Yale University, at præsident George Bush ville kunne foregå befolkningen med et godt eksempel, hvis han stillede op foran tv-kameraer i en McDonald's-restauration og opfordrede amerikanerne til at holde sig langt væk fra junkfood. »Folk ville lytte«, mente Kelly Brownell.