Fejl og følger

Småt er godt.

Fejlbeslutningerne har stået i kø under udviklingen af det moderne britiske sundhedsvæsen (NHS). Denne bog er en indsigtsfuld øjenvidneberetning fra almen praksis om følgerne af denne proces. Analysen bør være pligtlæsning for enhver sundhedspolitiker og sundhedsprofessionel, der vil tage ansvar i den fremtidige udviklingen af det danske sundhedsvæsen.

Bogen burde foreligge i dansk oversættelse. Den er en venlig, men også skarp analytisk kritik af udviklingen i det moderne britiske sundhedsvæsen. Forfatteren er praktiserende læge, og gennem udvalgte sygehistorier illustrerer han styrken og svaghederne i sundhedsvæsenet.

EBM er blevet til EDM (evidence dictated medicine) – underforstået, at kontrol og behandling af patienter med kroniske sygdomme er blevet et åg, ikke blot for almen praksis, men også for patienterne. I stedet for at få talt med patienten om de områder af dennes liv, der har betydning, kommer konsultationerne til at dreje sig om laboratorietal og medicin. En stor svaghed i NHS er, at kun 10% af patienterne har en fast læge, resten har »taxilæger«, dvs. at de møder en ny læge, hver gang de kommer i konsultationen.

Det er bogens hovedpointe. Almen praksis-klinikker bør være mindre enheder, lokaliseret tæt på patienterne, således at der kan opbygges et godt læge-patient-forhold. For af alle kvaliteter i almen praksis viser alle forskningsresultater, at et langvarigt kendskab til patienten er den stærkeste positive enkeltfaktor i forhold til patientens sundhedstilstand og levetid.

Man kan spørge sig selv, hvorfor vi i det danske sundhedsvæsen ikke har taget ved lære af de fejl og katastrofer, som de britiske sundhedspolitikere har nedkaldt over deres sundhedsvæsen. Briterne startede for alvor deres omkalfatring ti år før os. Så det danske sundhedsvæsen kunne have taget nogle andre valg end briterne.

Årsagerne skal nok findes i tankegodset bag reformerne. Administratorer tænker ens på tværs af landegrænser. På organisatorisk niveau i regionerne har man stort set kun beskæftiget sig med specialiseringen og udbygningen af sygehusvæsenet i form af supersygehuse.

Bogen er ikke kun gold kritik. Forfatteren udbygger sine analyser af det dysfungerende sundhedssystem med fire forslag til, hvad der kan gøres for at gendanne et velfungerende sundhedsvæsen:

1) Reprofessionalisere sundhedsvæsenet: Læge-patient-forholdet bør være det centrale i sundhedsarbejde, således at patienterne primært bliver behandlet ud fra lægens kendskab til deres ressourcer, forståelse, baggrund etc.

2) Skabe bedre balance mellem generalister og specialister i sundhedsvæsenet. Primærsektoren bør oprustes, således at man i primærsektoren øger antallet af praktiserende læger og speciallæger med en bred uddannelse.

3) Uddelegere forebyggelsesarbejdet fra almen praksis til civilsamfund og kommuner. Offentligheden, skoler, arbejdspladser etc. bør indgå aktivt i sundhedsbevarende tiltag, såsom undervisning om sund kost, initiere til motion og bevægelse, rådgivning om rygning og andet misbrug og skabe sociale fællesskaber, der understøtter arbejdet.

4) Det bør i højere grad end i dag være en og samme læge, der tager ansvar for patienten i hele udrednings- og behandlingsforløbet ved at rådgive patienterne undervejs. Og herved også understøtte de patienter, der har tilstrækkelig egenomsorg, således at de kan styrke deres eget ansvar i processen.

Praktiserende læger bør læse denne bog, fordi den fungerer som et troldspejl. Ved at læse får man indsigt i nogle af de absurde forhold, der gør, at vores eget sundhedsvæsen i så ringe grad matcher patienternes behov.

Bogen giver også et indblik i årsagerne til, at de praktiserende læger bliver trængt af et dysfungerende sundhedsvæsen.