Feltstudie i sunde mennesker

En udslidt stofsofa og en gammel lædersofa er skubbet op langs den ene væg. På den modsatte væg står fjernsyn, stereoanlæg, højtalere. Under loftet, med adskillige knuder på ledningen, hænger en loftslampe og kaster et gyldent skær rundt på de mange skifterammer på væggene. Stephan Wüstenhagen er optaget af kunst. Især fotokunst. Og tydeligvis ikke af indretningskunst.

I skifterammerne hænger nogle af de fotografier, som han for kort tid siden udstillede på sin arbejdsplads: Sygehus Sønderjylland, Sønderborg. Et af dem forestiller en ung kvinde, der står med lukkede øjne foran et spejl. Et hårdt lys rammer hende ovenfra. Hendes øjenvipper er malede, og hun sætter håret med den ene hånd, så armhulen er blottet. Måske et øjebliksbillede før en bytur.

Hvorfor kan du godt lide billedet?

»Det er ikke bare et situationsbillede; det er også en intim vurdering af en person. Man kan se længe på det og tænke: Hvad tænker hun? Det her billede handler ikke bare om, at hun er smuk. Hvorfor gør hun sig klar? Kunsten skal kunne fastholde. Ligesom god musik, som man kan lytte til igen og igen«.

Stephan Wüstenhagen har boet i Danmark i under et år. Alligevel taler han imponerende godt dansk. Af og til kommer der ord på en blanding af tysk og dansk, men sikkert ikke noget, der volder de sønderjyske patienter problemer.

Han blev færdig som læge fra Georg August Universität i Göttingen i december 2009, men søgte til Danmark for at kunne have et liv ved siden af arbejdet. I Tyskland kan man, ifølge Stephan, komme til at arbejde i op til 60 timer om ugen, og man ved aldrig, hvornår man bliver færdig med sit speciale. I Danmark er hans arbejdsuge omkring 37 timer, og han har netop fået en hoveduddannelsesstilling i neurologi. Stephan, som voksede op i den østtyske by Quedlinburg, er med andre ord wirklich tilfreds. Han har fået den uddannelsesstilling, som han ønskede, og fritid til at dyrke sin store hobby: at se på mennesker.

På udkig efter små tegn

»En af mine venner spurgte mig: ,Hvad er det mest spændende for en abe?` Svaret er, at det meget ofte er en anden abe. For mig er det mest spændende at kigge på mennesker, at følge mennesker, at opdage små ting eller forskelle.

Både i neurologien og i kunsten handler det om at kigge på mennesker. Hvis du er en god kliniker, kan du ved at bruge dine fem sanser opdage sygdomme og se steder, hvor mennesket er ramt. En anden ting, jeg godt kan lide, er det uvisse«.

Du får aldrig 100 procent afklaring?

»Nej, man ved aldrig, hvordan noget virker på en celle. Hjernen er kompliceret«.

Stephan Wüstenhagen mener, at det handler om at se de små tegn i både neurologien, og når man fotograferer.

»For eksempel småsitren eller rystelser. Når en person, du fotograferer, er bange, så ryster han, og det samme ser man efter, når en person har Parkinsons. Som fotograf ser man ind i øjnene. Det gør en neurolog også; i pupillerne kan der være tegn på sygdom. Det er også vigtigt, hvordan ansigtsmimikken fungerer. Og at se på symmetrien af et ansigt«.

Tror du, at du bliver en bedre neurolog af at tage billeder?

Der er en lang pause, hvor fyraftenstrafikken bag de hvide persienner er eneste lyd.

»Ja, lidt«, siger han så. »For i hele medicinen er det vigtigt ikke kun at se på syge mennesker. Det er vigtigt også at se på normalbilledet. Når du har iagttaget 1.000 sunde mennesker, så er det lettere at opdage en syg. Du har set en forskel. Det er vigtigt at se på sunde mennesker«.

Stephan er vild med at fotografere og se på billeder, og han indrømmer, at han nogle nætter har tænkt på at droppe medicinen og blive fotograf på fuld tid. Men det forbliver kun en natlig tanke, for det er vanskeligt at ernære sig som professionel fotograf, og i øvrigt ville han miste sin kunstneriske frihed.

»Så skulle jeg rette mig efter mine kunders smag. Jeg vil ikke miste min smag og min frihed som kunstner. Kunsten er for mig en mulighed for at slappe fuldstændig af, vise mit syn på verden. Derfor har jeg valgt at være læge og fotografere i min fritid«.

Til gengæld er der stadig liv i en anden drøm, som kalder smilet frem. Stephan har selv spillet meget musik, han tager i dag koncertbilleder for forskellige tyske magasiner, og drømmen er at tage på tour med et stort band som både tour-læge og tour-fotograf.

»Jeg kan tænke mig, at det er en god kombination«.

Rød bog

I 2002 var Stephan med sine forældre i Australien. Med sig havde han sit første digitale kamera.

Efter tre år blev det udskiftet med et digitalt spejlreflekskamera.

I de seneste år har han været på en lang række mindre musikfestivaler i Tyskland og fotograferet til både print- og webmagasiner.

Parallelt er han begyndt at tage stadig flere portrætfotos.

Blå bog

Stephan Wüstenhagen er 27 år og var barn på den østtyske side af Berlinmuren i byen Quedlinburg. Han læste medicin på Georg August Universität i den midttyske by Göttingen. Under studiet var han både på ophold i New Zealand, Schweiz og Norditalien.

Han søgte til Danmark og begyndte i introstilling på Sygehus Sønderjylland, Sønderborg, i februar 2010. I marts 2011 begyndte han sit hoveduddannelsesforløb i neurologi.