Fem spørgsmål til Jesper Poulsen overlæge

I alt 16 offentlige og private sygehuse er nu akkrediteret. Kan man drage generelle konklusioner?

Man begynder at kunne se nogle mønstre. Lægemiddelområdet er et område, hvor mange har problemer med både ordination, dispensering, administration og opbevaring. Noget af det bunder i ganske komplicerede forhold med elektronisk ordination og systemer, der ikke kan sammen. Men andet er helt banalt og kunne rettes med en enkelt indsats fra ledelsen.

Er det praktisk med akkreditering i en tid med så store strukturændringer?

Det giver nogle upraktiske forhold her og der. Men om en afdeling hører til det ene eller anden hospital bagefter, har ikke den store betydning. Og organisatorisk læring er båret af mennesker - den går ikke til spilde.

Er der modstand?

Det tror jeg, der er nogle steder stadigvæk. Der er tale om en form for tvang, ikke? Når ministeriet og landet siger, at man vil have en akkreditering, og det skal ske, så er der et element af tvang i det.

Har vi råd til den slags lige nu?

Vi har ikke råd til at lade være. Det er ikke høj kvalitet, der er dyr - lav kvalitet koster til gengæld rigtig mange penge

Hvordan bruger hospitalerne akkrediteringen?

De bruger den jo først og fremmest til at systematisere kvalitetsarbejdet og dermed til at hæve kvaliteten. Desuden er den med til at styrke korpsånden internt. For privathospitalerne er det vigtigt at markere, at deres kvalitet er i orden. De har også af regionerne fået at vide, at hvis de ikke deltager i akkrediteringen, så får de ingen kontrakter på offentlige patienter.