Skip to main content

Fem spørgsmål til Klaus Bak

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. mar. 2011
2 min.


Nu kommer der nye henvisningsregler om knæ- og skulderoperationer. Hvad synes du om den ide?

Jeg synes, det er godt med en diskussion af, hvem der helt sikkert skal opereres, og hvem der kan vente. Men det er en opgave, der er svær at løse på kort tid. Jeg frygter, at reglerne bliver baseret udelukkende på en skanning. Men mange patienter får en skanning, som slet ikke viser, hvad de fejler. Man er nødt til at se på patienten.

Uanset udformningen, vil reglerne nok betyde færre henvisninger fra det offentlige. Hvad så?

En begrænsning i indikationsregler giver flere patienter til privathospitalerne. Det gør de i forvejen.

Baggrunden er en stor stigning i antallet af operationer. Er indikationerne skredet?

Jeg kan roligt lægge hånden på hjertet og sige, at indikationerne er fuldstændigt de samme, som da jeg arbejdede i det offentlige. Man kan sige, at indikationerne udvikler sig - der er flere ting, vi kan.

Hvorfor så den store stigning?

Jeg tror, det skyldes, at der blev åbnet op i forbindelse med ventetidsgarantien. Men i dag sidder kolleger både i det offentlige og private og venter på patienterne. Vi har ikke så meget at lave som før.

Synes du, at fysioterapi m.m. bør bruges mere?

Hvis man kan blive enige om, hvilke patienter helt klart skal til fysioterapi og ikke tilbydes operation, så vil mange måske undgå operation. Men det kræver, at man ikke bare læner sig op ad en magnetisk resonans-skanning.