Skip to main content

Fhv. klinikchef må ikke arbejde som overlæge - fyres

Klaus Larsen kll@dadl.dk

12. feb. 2013
2 min.

Sundhedsstyrelsen har indtil videre frataget den forhenværende klinikchef på Psykiatrisk Center Glostrup (PCC), Lars Søndergård, retten til at virke som psykiater og beklæde en overordnet stilling som læge.

I styrelsens afgørelse hedder det, at Lars Søndergård "fremover ikke må virke selvstændigt som læge inden for det psykiatriske fagområde", og han "må endvidere ikke inden for behandlingssektoren beklæde en faglig overordnet stilling".

Som konsekvens af, at Lars Søndergård fratages retten til selvstændigt virke, vil Region Hovedstaden nu fyre Lars Søndergaard fra stillingen som overlæge.

"Vi kan jo ikke have en overlæge i et speciale, som han ikke kan fungere i. Det siger sig selv", siger koncernchef i Region Hovedstaden Svend Hartling til Politiken.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan Lars Søndergaard godt fungere under en anden overlæge, men det kommer ikke på tale:

"Vi afskediger ham som overlæge, og så må han selv finde ud af, hvad han vil fremover", siger Svend Hartling.

Sundhedsstyrelsen har gennemgået flere patientjournaler fra PCC, hvor Lars Søndergård var klinikchef fra 2007, og til han blev fritaget for tjeneste sidste juni efter omfattende kritik af en omfattende overmedicinering, han som chef havde det faglige ansvar for.

"Speciallæge Lars Søndergård har behandlet med usædvanligt høje doser antipsykotisk medicin uden der var grund til det", hedder det blandt andet.

Undersøgelse afslører: Hver 2. blev overmedicineret

Sundhedsstyrelsen kritiserer desuden den tidligere klinikchef for selvstændigt at have indført behandling med injektion af Midazolam "i usædvanligt høje doser", og for også, som vagtlæge, at have behandlet med injektion af stoffet i private hjem.

Behandling med Midazolam, som er et benzodiazepin, kan medføre vejrtrækningsstop, og behandling med injektion af stoffet er ikke en gængs behandling i Danmark.

"Lars Søndergård burde derfor have sikret at kvaliteten af behandlingen nøje blev monitoreret og sikret at der blev opstillet en systematisk kvalitetskontrol herfor", skriver Sundhedsstyrelsen i sin tilsynsrapport.

Kritikken gælder desuden, at Lars Søndergård som klinikchef tillod brugen af tvang uden, at der var indikation for det og for ikke at sikre, at tvangsfikserede patienter blev tilset regelmæssigt, som psykiatriloven foreskriver. Den anvendte tvang blev heller ikke indberettet til Sundhedsstyrelsen.

Også organisering og ledelse kritiseres, herunder, at Lars Søndergaard lod yngre læger uden tilstrækkelige kvalifikationer være alene om at behandle svært syge patienter.

Sygt arbejdsmiljø

Journalføringen har endvidere været "yderst mangelfuld", idet journalerne ikke beskrev den behandling, patienterne modtog eller indeholdt oplysninger om, hvilke oplysninger, patienterne havde fået eller oplysninger om, hvorvidt der var indhentet informeret samtykke.

"Samlet er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at speciallæge Lars Søndergårds virksomhed som læge inden for psykiatrien som hans faglige ledelse inden for behandlingssektoren er til fare for patientsikkerheden. Derfor har Sundhedsstyrelsen besluttet at indskrænke speciallægens faglige virke midlertidigt mens mistanken undersøges".