Filmanmeldelse: Psykosia

Instruktøren har fortalt, at hun selv i sine unge dage fik en psykose og var indlagt. I denne film om selvmordsforskeren Viktoria, patienten Jenny Lilith og lægen Anna Klein undersøger hun i en genre, der i markedsføringen kaldes »psykotisk realisme«, psykosens og selvmordets væsen. Filmen blev udtaget til at repræsentere Danmark ved filmfestivalen i Venedig i 2019.

Kurhus på Sankt Hans Hospital, en arkitektonisk perle af Bindesbøll, danner rammen om filmen. Her er smukt udenfor og indenfor. Solen skinner, og træerne står grønt i forsommeren som en kontrast til sindets veje og vildveje, men også som et sted, der rummer mulighed for heling. Hertil ankommer Viktoria, der beskrives som en internationalt kendt selvmordsforsker, for at arbejde med en svært udadreagerende og selvskadende patient. Forholdet mellem de to skildres i tidvist surrealistiske sekvenser iblandet skildringer af den psykiatriske afdeling, hvor en række unge er indlagt. Som psykiater kan man blive nostalgisk ved skildringen af miljøterapien på afdelingen, hvor der tilsyneladende altid er god tid, hvor megen galskab kan rummes og forestillingen om udskrivning ikke er en daglig trussel. Herved giver filmen giver en indirekte kommentar til tidens psykiatri.

Det er et kammerspil, og de tre hovedfigurer står stærkt. Ikke mindst Trine Dyrholm, der giver lægen autoritet, eftertænksomhed og varme, i sin hvide kittel og med sit ansigt, der med små midler kan udtrykke så mange skiftende reaktioner.

Maria Grathø er stærkt inspireret af psykoanalysen. Alt kan forstås og fortolkes på flere planer som et løg, der skrælles og afdækker lag på lag, uden at man nogensinde bliver færdig. Således er filmen mættet med symboler. Lilith er for eksempel en jødisk mytologisk figur, en kvindelig dæmon, der stjæler babyer om natten og har en tøjlesløs seksualitet. Lægens navn giver associationer til Anna Freud og Melanie Klein to af psykoanalysens mødre. Og Viktoria står for den viktorianske æras ydre tilknappethed, bag hvilken de ubevidste dæmoner huserer, bl.a. symboliseret i hendes klædedragt, der har et nonneagtigt tilsnit. Scenografien og kameraføringen er som hele filmen nærmest overæstetisk og skal klart – men måske for klart – illustrere kontrasten mellem overflade og indre. Stærkest og mest dramatisk står skildringen af driften mod destruktion og død.

I kunsten er der for tiden mange skildringer af sindets forskellige lidelser. Ofte af kunstnere, der giver skildringen et autobiografisk præg. Det har betydning for forståelsen af sindslidelser og er dermed med til at fremme en afstigmatisering. Sådan er denne film ikke. Det er mere en kunstfilm, der udnytter psykosen som dramatisk stof. Som en forståelse af psykosen virker den således lidt udvendig, og ærindet er nok også et andet. En suspense, der leder frem til en afsløring. Så den er på mange måder værd at se, men den er også en film, der efter denne anmelders mening vil mere, end den lykkes med. Personerne forbliver udvendige uden psykologisk dybde, mere som skabeloner, filmsproget virker på en eller anden måde gammeldags.

Trailer: Psykosia