Filmanmeldelse: Smerte og ære

Spaniens største filmskaber, Pedro Almodóvar er atter aktuel med en fremragende film, der trækker flotte anmeldelser hos hele anmelderkorpset. Denne gang er det lægerelevante begreber, kødets skrøbelighed og åndens styrke, der er temaet for den aldrende instruktør.

Antonio Banderas spiller Almodóvars alter ego, Salvador Mallo, der har levet og åndet for at indspille film. Denne gang er der ikke meget Adonis over Banderas, der selv fylder 60 til næste år. Til gengæld gestalter han på fremragende vis en lidt ludende midaldrende instruktør, der tilsyneladende har mistet modet og opgivet sin metier på grund af et væld af legemlige symptomer. Det drejer sig om flere slags hovedpine, rygsmerter og dysfagi, der i starten præsenteres på grafisk og næsten lærebogsagtig vis, sammen med de tro følgesvende, angst og depression. Alt sammen med et glimt i øjet. Undervejs tilkommer desuden diagnosen morbus Forestier.

Mallo lever af purekost bag nedrullede gardiner og knuser sin daglige dosis piller for at indtage dem opslemmet i et glas vand. Han har ikke kontakt med ret mange andre end sin personlige assistent, der er ansat til at læse posten og give afslag på alle anmodninger. Der er noget rørende og sårbart over skildringen af den forpinte instruktør, som nu må gå med hyttesko de få gange, han forlader huset, fordi han ikke længere selv kan bøje sig ned og binde sine snørebånd. Selv begæret findes nu kun som en fjern erindring. Det samme gør barndommen som en klog og videbegærlig dreng, der voksede op med sin smukke dominerende mor, der spilles af Penélope Cruz og en fraværende far, som forsvinder hen på den lokale bar ved først givne lejlighed.

En repremiere på et 32 år gammelt værk, »Sabor«,(= smag), bliver sammen med et ikkepubliceret manuskript om afhængighed, »Adicción« omdrejningspunktet for Mallos møde med tidligere betydningsfulde personer i sit liv. Uden sentimentalitet beskrives hans gradvise opvågnen til atter at se verden med fortællerens blik. Delt sårbarhed er nøglen.

Han indvilger i at søge lægehjælp, hvilket han ellers har afslået og møder en sympatisk læge, som tilbyder god hjælp til smertelindring. Det mest effektive middel mod smerter synes imidlertid at være det kreative blik på tilværelsen, som fornyet mod på filmskabelse vækker i ham.

En ældet Banderas, nu med smerter, lyder måske som »just another day at the office« og et trist emne for en biograftur, men det gælder ikke, når instruktøren er Pedro Almodóvar. Selv et yngre individ, som ikke på forhånd er fan, kan starte her og bringes til at erklære at »dette er den bedste film, jeg har set i lang tid«.