To kvinder mødes på et socialpsykiatrisk bosted for kvinder med psykisk sygdom og dom til ophold. Bostedet er i et gammelt lidt forfaldent palads, Villa Biondi, hvor den låste port til det omgivende liv både tjener til indespærring og til beskyttelse.
Overklassekvinden Beatrice er selvcentreret, farverig, dramatisk og passioneret. Beatrice er i sin vedvarende hypomani dybt irriterende og længe svær at holde af. Hun har en ustoppelige talestrøm, pludselige og grænseoverskridende indfald, men også et skarpt og humoristisk øje for det, der sker omkring hende, og hun udnytter alt og alle med charme og energi. Hun bringer sig ustandselig i håbløse situationer, der får hende til at brænde broer til alle sine nære. Hun stalker den dommer, der har givet hende dommen i en søvnløs kedsommelighed. Den anden og yngre, Donatella, er indadvendt, forsømt og selvskadende, med en tragedie i sin bagage, som efterhånden oprulles. Hun anses som farlig og er fremstillet med en så ustabil personlighed, at man forstår de myndigheder, der har fjernet hendes barn. Filmen giver i korte antydninger en personlig baggrundshistorie for dem begge, uden at det tjener til forenklede forklaringer. De to udgør et umage par, der ved en tilfældighed får mulighed for at stikke af, og sammen foretager de et road trip – der giver mindelser om "Selma og Louise".
Vi er i Toscana i 2016. Stedet, hvor reformen af den italienske psykiatri: Demokratisk psykiatri, tog sin begyndelse i 1970'erne. De gamle og inhumane asyler blev lukket, der oprettedes distriktspsykiatriske centre med en kreativ og fleksibel ramme med senge, omsorg og behandling. Hvor patienterne blev set som mennesker og ikke som sygdomme. Meget af inspirationen herfra lever stadig.
Filmen er gennemsyret af varme, menneskelighed og humor. Det gælder synet på de to hovedpersoner og deres kamp for at få mening i tilværelsen, på personalet, på bostedet, der jagter dem på deres springtur for at få dem sikkert med tilbage, og på de bipersoner, de møder, der forstår og beskytter dem. Det gælder i deres indbyrdes umage relation, der lader Beatrice forlade sin umådelige selvcentrerethed og lader Donatello modnes og acceptere sin rolle som en mor, der ikke har kunnet give sit barn den ro og stabilitet, som han har brug for.
Skildringen er således befriende realistisk og blottet for romantisering eller forenklede forklaringer. Psykiatrien er skildret således, at man mærker, at ånden fra Demokratisk psykiatri, der ser mennesket som et menneske i egen ret, er hele fundamentet.
Den fortjener at blive set – for sine filmiske kvaliteter og nuancerede menneskeskildringer.