»Filmen bør ses af mange – af læger fordi dens humanisme er velgørende«

Filmen er en beretning om psykiatrien, om de mennesker, der i perioder af deres liv har behov for hjælp, om de mennesker, der hjælper, psykiatere, sygeplejersker og sygeplejere. Det er en beretning om de vilkår, der møder de psykisk syge, og om hvordan samfundet gennem sin nedprioritering opfatter psykisk syge.

Filmen udspiller sig på et offentligt alment hospital i en fattigere del af Paris. Filmens hovedperson og talerør er psykiateren Jamal. Man følger ham i den fælles akut modtagelse på den tilhørende sengeafdeling, i samtaler med patienter og pårørende. Man følger ham, når han vejleder sin reservelæge, rådgiver personalet, og når han til kameraet fortæller om sine tanker om sit fag. Hans indstilling til faget er dybt forankret i en humanistisk tænkning, og samtidig er han dybt professionel.

Han ser patienterne som medmennesker, med reaktioner, der er menneskeligt genkendelige, men som udspiller sig i en ekstrem og dybt lidelsesfuld form. Han fortæller, at han blev psykiater, fordi han opdagede, at han kunne skabe en kontakt til de mennesker, man kalder »gale«, og han ønsker at ændre  psykiatrien i en humanistisk, politisk og social retning, som fascinerer ham. Han afviser ikke den medicinske del, men ser det som et nødvendigt supplement. Han er påvirket af Lacan og udlever  dennes tænkning i praksis.

»Jeg bygger relationer af tillid og omsorg«, siger han. Og det viser han i sin færden. Han taler respektfuldt og direkte til patienterne. »Jeg kæmper mod en logik, hvor alt kan kvantificeres«, siger han. »Det kan ikke forudses, hvor lang tid en samtale vil tage. Jeg lindrer patient  og familier og giver håb«.

Han  undersøger de historier, der kan ligge bag selvskadende, aggressiv og psykotisk adfærd og opnår ofte kontakt på et dybere plan. Han er velbegrundet i sine vurderinger, råd og beslutninger. Han henter mad i køkkenet, hvis der ikke er andre , der kan gøre det, og giver en hånd med, hvis en seng skal køres fra en stue til en anden.

Jamal har som hele personalet travlt og skal løse alle hånde problemstillinger. Man mærker fra starten den respekt, personalet har for ham. Hans holdninger synes at smitte af på alle, så der skildres en stemning af ro, omsorg, humor og menneskelighed midt i kaos.

Man ser Jamal med daggamle skægstubbe mod slutningen af den lange arbejdsdag. Man ser ham trættere og trættere. Man ser ham i samtale med sin reservelæge – om hvor meget indtryk patienternes lidelseshistorie gør på dem.

Han minimerer konflikter, med patienter eller myndigheder på samme rolige og klare facon. Han forstår sin  opgave som den, der altid skal lindre og aldrig skade. »Jeg skaber situationer, der er godartede og ikke skadevoldende«. Han er kreativ og utraditionel i sine samtaler og interventioner. Han arbejder på mange måder som en kunstner. På sengeafdelingen har han skabt en teatergruppe med patienterne, der opfører tragedier af Molière og Shakespeare. Kunsten kan forløse, alle er med, og der er plads til masser af humor.

Filmens billedsprog er fremragende. Kameraføringen skifter mellem uro og ro afspejlende de enkelte situationer. Indimellem afbrydes fremdriften af stillbilleder i sort/hvid, som danner baggrund for Jamals refleksioner over psykiatrien og sin egen måde at være psykiater på, men de kan også dvæle ved ansigtet på en enkelt patient i helt ro.

Man følger dagens gang gennem lyset uden for vinduerne. Aftensolens rødlige lys, da Jamal når frem til sit kontor med computeren, hvor han skal skrive notater. Vinduet for enden af gangen til det natmørke Paris, hvor han fortæller sin egen livshistorie til en kollega. Hospitalet bliver et univers, hvor hele livet leves, hvis man ikke passer på.

Hospitalet er nedslidt og udstråler som bygning mangel på menneskelighed. Firkantet, røde mursten uden æstetik eller kreativitet. En lang udvendig brandtrappe leder op til en tagterrasse – hvor Jamal og hans reservelæge indimellem finder tid til et pusterum og til refleksion, mens de nyder lysene fra byen. Filmen rummer således megen æstetik.

Titlen: »On the Edge« refererer til en samtale mod slutningen af filmen mellem Jamal og en mandlig sygeplejer om de gradvise nedskæringer og den truende forråelse, det kan medføre. Hvor længe kan man blive ved uden at miste modet og brænde ud, er spørgsmålet, der stilles. Og hvor tungt det er hele tiden af gå på kompromis med sin viden og faglighed. Især er den følelse af, at deres arbejde ikke anerkendes, og at ingen bekymrer sig for personalet, svær.

Jamals credo er, at eksklusion af mennesker er umenneskelig, men det, at nogen oplever verden anderledes, er ikke vigtigt, hvis de har en plads i verden og et socialt liv.

Filmen er dedikeret til Wendy, en af de ensomme syge patienter, som der ikke var plads til i verden, og som tog sit eget liv.

Temaerne i filmen er på alle planer genkendelige og fremstilles aldrig firkantede. Den bevæger og skaber et univers, som man følger i dyb koncentration. Jamal er en af hverdagens helte, men virker gennemført troværdig i al sin gøren og laden. Man under ham den ferie, han tager til sidst i filmen. Filmen bør ses af mange – af læger, fordi dens humanisme er velgørende. Af politikere og administratorer, fordi den går bag om tal og regneark og viser virkeligheden. Af alle, fordi dens temaer er almenmenneskelige.