I denne tid er sundhedsvæsenet ombejlet som sjældent set før. Regeringen og flere partier har ambitioner om en lang række forbedringer, som både patienter og sundhedsprofessionelle kan glæde sig over. Det er godt, at der er politisk forståelse for, at et velfungerende sundhedsvæsen er en investering i fremtiden.
Paradoksalt er det dog, hvor asynkrone signalerne er fra Christiansborg og fra de enkelte regioner. På landsplan loves der flere resurser, mens regionerne varsler sparerunder på sygehusene. Det sidste er et resultat af flere års magre aftaler mellem Finansministeriet og regionerne, som skal varetage stadig flere behandlinger af stadig flere patienter, uden at midlerne følger med.
Når så landspolitikere ønsker hurtigere adgang til privat behandling, er det klart, at det har klangbund, for mange steder mangler der kapacitet til at sikre hurtig behandling. Venstre har netop barslet med et forslag om, at patienter, der er henvist til ambulant, ikkespecialiseret behandling, skal kunne tage på privathospital med det samme.
For de patienter, der hurtigere vil kunne få behandling med den garanti, er det naturligvis fint. Men man kan frygte, at resurserne over tid trækkes væk fra de patienter, som ikke kan få hjælp via et privat tilbud, og det vil typisk være ældre med diffuse medicinske symptomer.
Også patienter i de såkaldte yderområder vil kunne rammes utilsigtet af en straks-adgang til private tilbud. Risikoen er, at læger i stort tal vil søge ansættelse på privathospitalerne i de store byer, og det vil alt andet lige forværre den geografiske skævvridning i adgang til lægeydelser, om vi allerede kender i dag.
Til gengæld ser Lægeforeningen muligheder i, at regionerne i højere grad benytter sig af at sende ydelser i udbud, hvor der er behov for større kapacitet. Her kan de private tilbud være et godt supplement til et stærkt offentligt sundhedsvæsen, og metoden giver langt bedre muligheder for at styre både kvalitet og geografisk placering.
Der er meget politisk fokus på at styrke tilbuddene til kræftsyge og kroniske patienter. Det støtter Lægeforeningen, men vi vil også kraftigt opfordre til ikke at overse de akutte og medicinske patienter. De har sjældent en stærk patientforening til at kæmpe deres sag, men de er mange, og de har også et legitimt krav på at få del i de forbedringer, der lægges op til.
Sammen med Dansk Sygeplejeråd har Lægeforeningen advaret mod at glemme denne ofte svage gruppe. Med udsigt til flere ældre i de kommende år og dermed flere patienter vil problemerne med overbelægning vokse, hvis ikke der sættes effektivt ind.
I de kommende måneder forhandles næste års finanslov, som afgør, hvilke forslag der bliver virkelighed på kort sigt. Inden for det kommende år bliver der folketingsvalg, som afgør de lange linjer i sundhedspolitikken. Vi er klar til at blande os.