Fine planer er ikke nok

Det er med en bittersød fornemmelse, at man i denne tid kan følge udviklingen i sundhedsvæsenet. Fra Christiansborg søsættes nye initiativer. Nogle giver faglig mening som f.eks. kræftplan IV. Andre som f.eks. den nye behandlingsgaranti på én måned gør ikke.

Det er politikernes opgave at prioritere de midler, de har at gøre med. Vi vil også gerne have politikere, der tænker nyt. Men jeg er nok ikke den eneste, som ikke bare udelt jubler med. For samtidig med, at alle de nye planer og initiativer giver taletid og spalteplads til politikere, er stemningen trykket mange steder i sundhedsvæsenet.

De seneste budgetforhandlinger i regionerne taler et klart sprog om økonomisk smalhals. Flere steder med nedskæringer og fyringer til følge. Et stigende antal patienter og nye opgaver sætter stramme rammer for mange lægers og andre sundhedsprofessionelles dagligdag. Bare for at tage et eksempel: To dage efter regeringens lancering af kræftplan IV går læger fra Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet i pressen med bekymring for, hvordan besparelser vil gå ud over deres patienter.

Regeringen har netop lanceret et nyt forslag til finanslov for 2017. Med positive initiativer som en ny kræftplan og lovning på at videreføre arbejdet med nationale kliniske retningslinjer. Men samtidig indeholder finanslovsforslaget også de stramme økonomiaftaler, som regeringen indgik med regionerne og kommunerne før sommerferien. Og der er ingen udsigt til, at sygehusene bliver fri for kravet om at skulle producere to procent mere pr. år for de samme penge. Det tegner et meget bekymrende billede, og der er grund til at frygte, at der kommer flere nedskæringer i de kommende år.

For Lægeforeningen er det afgørende, at der i de kommende år ikke kun afsættes midler til helt konkrete sygdomsområder og projekter. Den almindelige drift – motoren i sundhedsvæsenet – har også brug for opmærksomhed, når der deles midler ud.

Af den ny 2025-plan, som regeringen lancerede samtidig med forslag til finanslov, fremgår det, at der fra 2019 skal etableres en såkaldt velfærdspulje på en milliard kroner om året til bl.a. sundhed. Det er naturligvis bedre end ingenting. Men der bliver hårdt brug for hver en krone, hvis man f.eks. ser på regionernes beregninger af de kommende års opgave. Det ville være nemmere blot at afsætte puljen til drift, men det giver naturligvis ikke politikerne samme mulighed for markere sig.

Faglig stolthed er en væsentlig drivkraft for mennesker, der arbejder i sundhedsvæsenet. Det gælder læger, sosu-assistenter, sygeplejersker og mange andre. Sundhedsprofessionelle ved, at deres arbejde helt konkret kan være afgørende for andres liv og helbred, og derfor strækker de sig langt for patienternes skyld. Men der er også grænser for, hvor hurtigt de kan løbe. Den pressede hverdag har senest udløst påbud fra Arbejdstilsynet til sygehuse. Det er uacceptabelt for medarbejderne, og det går desværre også ud over patienterne. Smertegrænsen er nået. Det gør politikerne klogt i at tage højde for.