Flere får atrieflimren, viser dansk forskning: »Det er et godt eksempel på, at vi kan fange andre ting ved årskontroller«

Alex har bogstaveligt talt fingeren på pulsen. For de seneste 3-4 år har han lidt af atrieflimren. Tilbagevendende anfald af arytmi i hjertet, som han med få ord og uden det store drama alligevel gør klart »ikke er rart«, og som også gør ham »lidt ked af det«.

Han sætter to fingre på sit håndled og viser sin praktiserende læge Peter Bonfils, hvordan han selv mærker efter derhjemme, når han er bekymret for, om et anfald er på vej. For der er ingen tvivl:

»Det er væmmeligt«, siger han.

Ny dansk forskning publiceret i BMJ [1] viser, at Alex tilhører en voksende gruppe af danskere. Forskere fra Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitet har undersøgt forekomsten af atrieflimren og følgesygdomme i hele den voksne danske befolkning i perioden 2000-2022 og fundet, at atrieflimren rammer stadigt flere.

»Livstidsrisikoen for at udvikle atrieflimren er steget fra hver fjerde til nu at være hver tredje«, fortæller læge, postdoc og ph.d. Nicklas Vinter fra Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning på Aalborg Universitet og hovedforfatter på det nye studie.

Men ikke nok med, at flere får atrieflimren, forskningen fra Aalborg viser også, at en af de mest kendte følgesygdomme til atrieflimren er langt mere udbredt end hidtil antaget.

»Når vi kigger på følgesygdomme efter atrieflimren, er det ret overraskende to ud af fem patienter, der også vil udvikle hjertesvigt«, siger Nicklas Vinter.

Første gang i verden

Livstidsrisikoen for at udvikle atrieflimren er undersøgt før, både i Europa, Asien og USA, hvor der er fundet lidt forskellige tal. Men med det nye danske studie er det første gang, at man undersøger det i dansk regi, ligesom det er første gang, at man undersøger tendensen over tid.

Forskerholdet fra Aalborg har kigget på hele 3,5 mio. raske danskere, fra de var 45 år eller ældre, og fulgt dem, indtil 362.721 af dem udviklede atrieflimren. Herefter fulgte man dem, indtil de eventuelt udviklede følgesygdomme som stroke eller hjertesvigt. Det sidste er første gang i verden, da man ikke tidligere har undersøgt livstidsrisikoen for følgesygdomme efter atrieflimren.

Dermed kan de danske forskere altså for første gang vise, at en ud af fem får stroke efter atrieflimren, og at to ud af fem får hjertesvigt. Forskerne kan også vise, at risikoen for stroke kun er faldet en smule de seneste 20 år, mens langt flere rammes af hjertesvigt end antaget.

Symptomer, men ellers rask

Atrieflimren, som også kaldes hjerteflimmer eller forkammerflimmer, er en af de mest almindelige hjerte-kar-sygdomme. I Danmark lever mere end 130.000 mennesker med sygdommen, og hvert år bliver over 20.000 nye tilfælde diagnosticeret, typisk ved symptomer som uro i brystkassen, hjertebanken og åndenød.

Det var også de symptomer, der fik 78-årige Alex til at opsøge sin praktiserende læge, Peter Bonfils. Alex fik konstateret atrieflimren og blev startet i blodfortyndende og frekvensregulerende behandling samt henvist til opfølgning i kardiologisk ambulatorium. At Alex havde atrieflimren, var overraskende, for den løbeglade, normalvægtige pensionist var på alle andre måder rask.

»Der var faktisk ikke noget med ham forud for. Han havde ikke forhøjet blodtryk, hverken søvnapnø, diabetes eller overvægt. Atrieflimren er heller ikke debuteret efter stroke eller lungeemboli. Der har ikke været nogen af de risikofaktorer, som ellers er forbundet med atrieflimren«, fortæller praktiserende læge Peter Bonfils fra Familielægerne i WTC i Ballerup, hvor Alex er til årskontrol, mens Ugeskrift for Læger er på besøg.

Ingen systematisk screening

Selv om symptomer ved atrieflimren kan være uro i brystkassen, hjertebanken og åndenød og i mere sjældne tilfælde svimmelhed, besvimelse og trykkende fornemmelse i brystet, er der flere grunde til, at tilstanden er svær at opdage. Hos mange er atrieflimren periodisk, den kommer og går, hvorfor ekg taget hos egen læge ikke nødvendigvis fanger anfaldene. Men tilstanden er også svær at opdage, fordi ca. en tredjedel af patienterne har få eller ingen symptomer, fortæller forsker Nicklas Vinter, der derfor mener, at opsporing er særlig vigtigt.

»Der spiller almen praksis en vigtig rolle«, påpeger han.

Som retningslinjerne er nu, anbefales det, at patienter på 65 år eller ældre bliver undersøgt for atrieflimren i forbindelse med kontakt til sygehus eller egen læge. Der er altså ikke tale om et systematisk screeningsprogram, som man kender for brystkræft, men en anbefaling om, at egen læge tjekker, om den ældre patient, der f.eks. kommer til årskontrol eller undersøgelse for andre tilstande, også tjekkes for uregelmæssig puls, som derefter kan give anledning til at tage et ekg.

Stor ros til almen praksis

Sådan foregår det også hos Familielægerne i WTC i Ballerup. Nogle patienter er nemme at opspore, fordi de selv kommer med »bulder i brystet og åndenød«, som praktiserende læge Peter Bonfils udtrykker det. Andre gange er det sværere at opdage, fordi patienter kan være asymptomatiske. Så dem finder Peter Bonfils og hans personale typisk ved årskontroller for eksempelvis hypertension, diabetes eller KOL.

»Det handler om at opspore risikopatienter. Dem finder vi langt hen ad vejen ved kronikerkontroller. Vi tjekker dem rutinemæssigt for atrieflimren. Det kan være ved pulspalpation eller hjertestetoskopi og ved mistanke, så supplerer vi med ekg«, fortæller Peter Bonfils.

Hos patienter, hvor anfaldene er periodiske, kan det også være deres eget blodtryksapparat derhjemme, der giver et fingerpeg, og hos nogle patienter endda deres smartwatch, som fortæller dem, at de skal gå til lægen.

»Den slags griber vi også fat i. Og kan vi ikke fange det her i klinikken, så viderehenviser vi til kardiologer med henblik på længerevarende hjerterytmeregistrering«, fortæller Peter Bonfils.

Netop den tilgang er præcis, hvad forsker Nicklas Vinter efterspørger endnu mere af.

»Almen praksis skal have stor ros, for de finder rigtig mange af de her patienter, netop ved at undersøge for atrieflimren som en del af standardpakken ved årskontroller«, siger Nicklas Vinter.

Ikke taget alvorligt nok

Når antallet af danskere, der udvikler atrieflimren, er stigende, er det ikke udelukkende udtryk for en skidt udvikling. Ifølge Nicklas Vinter skyldes det bl.a., at befolkningen bliver ældre, og at lægerne er blevet bedre til at behandle en række risikofaktorer for atrieflimren, som patienterne tidligere døde af, f.eks. blodprop i hjertet.

Konsekvensen er dog, at atrieflimren er en voksende folkesygdom. Og ikke mindst en folkesygdom, som er knyttet til ganske alvorlige komplikationer med dårlig prognose.

»Atrieflimren er blevet en folkesygdom, der er kommet for at blive. Derfor bør hovedfokus nu være på at forbedre patienternes prognose og livskvalitet. Vi skal blive bedre til at forebygge, at patienterne udvikler hjertesvigt også«, siger Nicklas Vinter, der ikke mener, at hjertesvigt generelt bliver taget alvorligt nok.

Mens forebyggelse af stroke fylder meget i de eksisterende guidelines for atrieflimren, gør hjertesvigt det ikke, på trods af at risikoen for at få hjertesvigt er dobbelt så høj som for stroke efter atrieflimren, påpeger han.

»Stroke fylder utroligt meget, nok fordi der er kommet mange nye forebyggende behandlingsformer. Men det har taget fokus fra andre følgesygdomme som hjertesvigt. Det er et problem, når hjertesvigt er den hyppigste komplikation«, siger Nicklas Vinter, der kalder på endnu mere forskning på området, men også på endnu større fokus på forebyggelse, dvs. at patienter med atrieflimmer lever sundt og følger de klassiske råd for kost, rygning, alkohol og motion. Samt at de bliver ved med at tage deres medicin. Alt sammen faktorer, der hjælper dem til at undgå at udvikle hjertesvigt oven i atrieflimren.

Afviser operation

78-årige Alex har indtil videre undgået alvorlige følgetilstande til hans atrieflimren. Men flimren har ikke hele tiden artet sig så godt, som han selv og hans læge Peter Bonfils kunne tænke sig. Alex behandles med medicin, verapamil og blodfortyndende, men han har også været indlagt på hospitalet for at få hjertet bragt tilbage i sinusrytme med elektrisk stødbehandling. Operation er også på tale i Alex’ tilfælde, dvs. ablation, hvor man varme- eller kuldebehandler muskelvæv i hjertet med det formål at sætte de impulser, som giver forstyrrelsen, ud af kraft. Det har Alex dog indtil videre ikke haft lyst til.

Faktisk nævner han ved årskontrollen muligheden for at slippe for varapamilpillerne, fordi han mistænker, at de gør ham træt. Han har nemlig ikke haft et anfald af flimren siden juni. Så måske har han ikke længere brug for pillerne? Dét afviser hans læge Peter Bonfils.

»Men jeg er måske bare træt, fordi jeg er en gammel mand«, spørger Alex retorisk.

Og, ja, Peter Bonfils bekræfter, at trætheden nok snarere er dét end pillernes skyld. Pillerne må han ikke stoppe med.

Fanger mere ved årskontroller

Peter Bonfils lytter ved årskontrollen både til Alex’ hjerte, tjekker de blodprøver, sygeplejersken har taget forud for konsultationen, og laver også et ekg på Alex ved hjælp af en app på lægens telefon og et apparat, som Alex sætter sine tommelfingre på.

Alle tal og målinger er fine bortset fra et højt kolesteroltal, som set i lyset af Alex’ samlede risiko for udvikling af hjerte-kar-sygdom nok er godt at få behandlet, forklarer Peter Bonfils.

Ved årskontrollens afslutning kommer Alex i tanke om at tjekke sin nedskrevne huskeliste hjemmefra. Nå ja, han er oppe at tisse 3-4 gange hver nat. Kan det have noget med hans atrieflimren at gøre? Det mener Peter Bonfils ikke. Nok mere relevant at tænke i retning af prostata, som Alex ellers påpeger, er blevet undersøgt før.

»Der var ikke der ikke noget«, siger han.

»Nej, men prostata vokser hele livet«, svarer lægen.

Så i første omgang får Alex et væskevandladningsskema med hjem med besked om nøje at notere al indtag af væske og tisseture de næste tre døgn.

Og henvendt til Ugeskrift for Læger siger praktiserende læge Peter Bonfils:

»Det er jo et meget godt eksempel på, at vi kan fange mange andre ting ved årskontroller. I min optik handler det om at opspore risikopatienter, hvad enten det er atrieflimren eller noget andet, når vi i forvejen ser dem til deres kronikerkontroller«.