Flere praktiserende speciallæger til hele landet

De 920 praktiserende speciallæger har fået en prominent placering i Sundhedsstrukturkommissionens rapport. Én af de seks tværgående anbefalinger, som kommissionen håber, bliver gennemført, ligegyldigt hvilken model man fra politisk side vælger, omhandler nemlig speciallægepraksis.

Formand for Foreningen Af Praktiserende Speciallæger (FAPS) Ann-Louise Reventlow-Mourier er da også overordnet begejstret:

»Helt overordnet set synes jeg, de rammer rigtig godt, hvis man kigger på, hvad det er, de praktiserende speciallæger kan levere ind i et sundhedsvæsen fremadrettet. Ved at sikre et bredere og mere finmasket net af praktiserende speciallæger vil man kunne imødegå noget af den geografiske ulighed og skæve fordeling af sundhedstilbud ude i landet«, siger Ann-Louise Reventlow-Mourier, der selv til daglig er øre-, næse- og halslæge i København.

National praksisplanlægning

Netop Region Hovedstaden har et markant højere antal praktiserende speciallæger pr. 100.000 borgere end f.eks. regionerne i Midt- og Nordjylland.

Dét ønsker kommissionen at gøre op med og foreslår en nationalt understøttet praksisplanlægning. Formanden for de praktiserende speciallæger bifalder idéen, som ifølge hende vil mindske den geografiske ulighed i sundhed.

»Jeg synes, det er ærgerligt, at man i dag har så stor variation i antallet af praktiserende speciallæger, for det betyder, at borgerne i nogle regioner skal rejse langt for et sundhedstilbud. Derfor vil det give rigtig god mening, at man laver et nationalt landkort og beslutter, hvordan man ønsker, praksisplanen skal se ud i hele landet«.

En national praksisplan hænger dog uløseligt sammen med, at der skal være flere praktiserende speciallæger, mener Ann-Louise Reventlow-Mourier:

»Det kræver også, at vi bliver flere. For godt nok er vi flere omkring hovedstadsområdet, men det betyder jo altså ikke, at vi sidder og triller tommelfingre. Der er lange ventelister hos de fleste, så jeg ser ikke for mig, at man kan lave et nulsumsspil og blot flytte rundt på de eksisterende«.

Hun forventer derimod ikke, at det vil være svært at få praktiserende speciallæger rundtom i landet, hvis man fra politisk side vælger det.

Man har nemlig ikke, som det gælder for almenpraktiserende læger, rekrutteringsproblemer, når regionerne i dag vælger at placere et speciallægepraksis-ydernummer langt væk fra sygehusene.

Det skyldes ifølge Ann-Louise Reventlow-Mourier bl.a., at man som praktiserende speciallæge stadig har et ophæng til speciallægekollegerne på sygehusene f.eks. via de videnskabelige selskaber.

Faktisk mener hun, at man kunne udvide paletten endnu mere og tilføje nogle specialer ude i praksis. I dag er der 15 specialer med ydernummer, flest praktiserende speciallæger er der inden for øjen- og ørelæger samt psykiatere.

»Det har man ikke valgt at beskrive i Sundhedsstrukturkommissionens rapport, men jeg synes, det er oplagt f.eks. at få geriatere og endokrinologer ud tættere på borgerne«.

Lidt malurt i bægeret

Ikke alt, der står i rapporten om praktiserende speciallæger, huer FAPS-formanden. I et afsnit står der, at Sundhedsstyrelsen vurderer, »at organiseringen i små selvstændige enheder med stærke incitamenter til høj aktivitet kan udgøre en barriere for at indgå i systematisk kvalitetsudvikling, forskning og kompetenceudvikling i det omfang, at de aktiviteter ikke er honoreret eller nærmere reguleret«.

Det undrer Ann-Louise Reventlow-Mourier, der er uenig i præmissen:

»Vi får ikke et honorar, nej, men det betyder jo ikke, at vi ikke kompetenceudvikler, forsker eller kvalitetsudvikler. Tværtimod. Vi ser det jo netop som en del af den forpligtelse, der ligger i at være en praktiserende speciallæge. Det er en forudsætning for at være speciallæge, at man følger med og udvikler sig, det ligger simpelthen i vores faglighed«, siger hun og fortsætter:

»Der sidder faktisk en hel del fagligt meget stærke forskningskapaciteter i praksissektoren. Vi mødes jo også i kvalitetsklynger og med vores fagfæller fra sygehuset. Vi er koblet op på den samme faglige udvikling, fordi vi har det samme speciale og i mange tilfælde de samme opgaver som inde på sygehuset«.

Kan afslutte flere ambulante forløb

Til gengæld ser FAPS-formanden mere ræson i den del, der omhandler, at praktiserende speciallæger har potentiale til at varetage og afslutte flere ambulante behandlingsforløb for en række målgrupper.

»Jeg er superpositiv over for forslaget om, at flere behandlingsforløb skal varetages ude i speciallægepraksis sådan helt overordnet set, men vi er jo allerede udfordret af kapacitetsmangel især nogle steder. Så hvis man flytter opgaven, skal man også flytte noget kapacitet med«.

Kommissionen foreslår også at etablere en ledelsesfunktion rettet mod de praktiserende speciallæger og en fælles indgang til behandling eller en fælles venteliste.

Alle dele kan Ann-Louise Reventlow-Mourier se en idé i, hvis bare ikke der kommer et unødigt bureaukratisk eller forsinkende led ind, og så længe ledelsesfunktionen er understøttende og ikke kontrollerende.

»Jeg tror bestemt, der kan være en nyskabelse i noget af det her, men for mig er det vigtigt, at det ikke bliver forsinkende i forhold til behandlingen, at det ikke ødelægger vores gode samarbejde med almen praksis, og at det hjælper de patienter, der har svært ved at navigere i sundhedsvæsenet og derfor typisk kommer til at vente længere end de ressourcestærke«.

Den kliniske hverdag som speciallæge forventer Ann-Louise Reventlow-Mourier ikke, bliver påvirket af en sundhedsreform.

»Jeg tror ikke, jeg vil mærke den store ændring i min hverdag. Jeg leverer specialistbehandling på hovedfunktionsniveau, og det forventer jeg, jeg skal blive ved med. Jeg tror derimod, patienterne kommer til at mærke forskellen, for de skal ikke rejse så langt i fremtiden, og så bliver ventelisterne forhåbentlig nedbragt også. På den måde vil det lette presset på os alle sammen, hvis vi får gode kolleger fordelt rundtom i landet«.