Skip to main content

Flere regioner på vej med garantiklinikker

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

8. jun. 2007
8 min.

Den 7. februar 2007 klokken 14 var der møde i Regionrådssalen i Viborg. Da mødet få timer senere var slut, havde Regionsrådet for Region Midtjylland besluttet at oprette garantiklinikker og dermed skabt et nyt begreb i det danske sundhedssystem. På dette tidspunkt havde regionens sygehuse i realiteten oprettet eller forberedt omkring 80 garantiklinikker. Og i disse måneder er det praktiske arbejde med at få garantiklinikkerne til at fungere i fuld gang.

Region Midtjylland er i front men ikke ene om at gå denne nye vej til at sikre, at det offentlige kan overholde behandlingsgarantien uden at skulle gå til privatklinikker. Regionernes formand, Bent Hansen, er da heller ikke i tvivl om, at garantiklinikkerne er kommet for at blive - i hvert fald så længe, behovet er der:

»Vi kunne jo i Region Midtjylland se, at pengene fossede over til de private hospitaler, og så måtte vi spørge os selv: Hvad kan vi gøre ved det? Det her handler jo ikke om, at vi vil nedlægge de private klinikker, og hvor det er nødvendigt, vil vi fortsat benytte os af dem. Men vi vil gerne slippe for at betale tårnhøje lønninger og så i stedet få råd til nogle flere operationer. Det her skal sikre, at ressourcerne udnyttes så optimalt som overhovedet muligt«, siger Bent Hansen.

Det område, Region Midtjylland i dag dækker, måtte i 2005 betale 100 millioner kroner til private hospitaler. Det koster altså at overholde behandlingsgarantien, og disse penge vil politikerne gerne i højere grad beholde i det offentlige system. Foreløbig har også Region Sjælland besluttet at oprette garantiklinikker, og det overvejes eller er på vej andre steder, blandt andet i Region Nordjylland. Men hvordan skal garantiklinikkerne fungere i praksis?

Sådan fungerer ordningen med garantiklinikker

En garantiklinik er i virkeligheden slet ikke en klinik. Den har ingen fysiske rammer og intet personale. Den eksisterer ikke som klinik. En garantiklinik er en aftale, og denne aftales opfyldelse.

Aftalen indgås mellem regionen og et hospital. Den omfatter en bestemt behandling, og hospitalet lover at behandle alle eller et aftalt antal henviste patienter inden for det tidsrum, behandlingsgarantien foreskriver.

Klinikkens fysiske rammer er således hospitalet, og personalet er det personale, der i forvejen arbejder på hospitalet. Ud over den sædvanlige drift skal hospitalet behandle såkaldte garantipatienter, og disse behandlinger skal integreres i den daglige drift og altså ikke nødvendigvis foretages på særlige tidspunkter.

Proceduren i Region Midtjylland er som følger: Når en patient skal behandles, er der flere muligheder. Hvis hospitalet selv kan overholde behandlingsfristen, er alt godt. Hvis ikke, undersøger man, om et andet regionshospital kan klare behandlingen inden for fristen. Er det tilfældet, er alt fortsat godt. Hvis heller ikke andre hospitaler kan nå det inden for behandlingsfristen, må patienten visiteres til garantiklinikken for netop denne behandling og dermed behandles til en højere pris af personale, der bruger tid ud over den normale arbejdstid.

Overlægeforeningen: Et mærkelig forløb

Allerede i juni 2006, da planerne om garantiklinikker tog form i den da kommende Region Midtjylland, behandlede bestyrelsen i Overlægeforeningen det nye initiativ. Foreningen har medlemmer i såvel den private som den offentlige sektor, og den mener, at de to sektorer skal være underlagt samme krav og lige vilkår i deres indbyrdes konkurrence.

»Overlægeforeningen er af den opfattelse, at nye aktiviteter som eksempelvis garantiklinikker skal forhandles med Overlægeforeningen. Endvidere kan denne funktion ikke betragtes uafhængigt af hele problemstillingen om overlægers ret til bibeskæftigelse«, hed det i en af konklusionerne, da bestyrelsen i sommeren 2006 behandlede sagen.

Formand for Overlægeforeningen, Erik Kristensen, kan i dag konstatere, at der ikke har været de ønskede forhandlinger. Der er således heller ikke indgået nogen former for kollektive aftaler, og der skal derfor forhandles i hvert enkelt tilfælde og på det enkelte hospital.

»Der har ikke været nogen drøftelser med os. Vi har ønsket det, men vi er ikke blevet inviteret, og jeg synes, at processen har været mærkelig lukket. For os er det vigtigt at understrege, at det skal være frivilligt for vore medlemmer, om de vil arbejde på disse garantiklinikker, og det er vigtigt, at alle regler i forbindelse med sikkerhed, arbejdsmiljø osv. overholdes. Men når det er sagt, har vi naturligvis ikke noget imod, at der sættes gang i nye aktiviteter som garantiklinikker. Jeg synes blot ikke, at der er noget nyt i selve tanken, for man har jo altid kunnet lave aftaler om meraktivitet på de enkelte hospitaler«.

Erik Kristensen finder det noget underligt, at politikerne på den ene side kan vende sig mod bijobberi og på den anden side bygger et system, der netop bygger på bijobberi:

»Jeg har svært ved at se, hvorfor det er mere prisværdigt at have bijob i det offentlige end i det private«, siger formanden for Overlægeforeningen. Den samme holdning har formanden for de praktiserende speciallæger, Peter A. Haahr:

»Bijob findes overalt og kan ikke undgås. Garantiklinikkerne er jo også bijob. Men politikerne vil gerne bestemme hvor, vi skal bijobbe«.

Bent Hansen: Vi undgår interessekonflikter

Bent Hansen medgiver, at der ikke har været centrale drøftelser med Overlægeforeningen, men han afviser, at der har været tale om en lukket proces:

»Det har været et forslag, der er blevet behandlet i al åbenhed, og som er blevet drøftet indgående med hospitalerne. Det er rigtigt, at vi ikke fået det ind i overenskomster eller har drøftet det med organisationens ledelse, men dusinvis af Overlægeforeningens medlemmer har været ind over i forarbejdet, og vi honorerer naturligvis efter de regler og takster, der foreligger«, siger Bent Hansen.

Men er det ikke rigtigt, at der er tale om bijobberi, som I jo ellers vender jer imod? Er der nogen forskel på, om man har bibeskæftigelse i en privat klinik eller i en offentlig garantiklinik?

»Ja, for hvis du for eksempel arbejder for et forsikringsselskab, er der jo forskel for, om du påtager dig overarbejde for dette selskab, eller om du arbejder for et andet selskab om aftenen. Det er to forskellige kasketter. Vi undgår en masse interessekonflikter, hvor nogle kan påstå, at man henviser til sig selv. Loyalitetsproblemerne er reelle, og dem kan vi komme ud over med garantiklinikkerne. Men formålet er først og fremmest at sikre, at vi får mest muligt ud af budgetterne«, siger Bent Hansen.

75 procent af DRG-taksten

Når man med garantiklinikkerne kan få mere ud af budgetterne, skyldes det afregningen til henholdsvis private hospitaler og offentlige garantiklinikker. I Region Midtjylland blev der i 2005 behandlet cirka 12.000 patienter på privathospitaler til 100 procent a f DRG-afregningstaksten.

På garantiklinikken bliver taksterne mindre. Der opereres i Region Midtjylland med to former for garantiklinikker: I den ene model siger sygehuset ja til at tage et bestemt antal patienter, der har behov for den behandling, hospitalet er garantiklinik for. I den anden model er der ikke tal på; her skal garantiklinikken tage alle henviste patienter og altså fungere som bagstopper.

I første model afregnes der med 55 procent af DRG-taksten, i den anden med 75 procent af DRG-taksten. Nogle steder har det været nødvendigt at udvide kapaciteten, så garantiklinikkerne kan tage en større mængde patienter. Her har regionsrådet bevilget ekstra midler, så flaskehalse kan undgås.

Men hvad med de praktiserende speciallæger?

Mens garantiklinikkerne stille og roligt er ved at komme på plads i Region Midtjylland og forberedes i andre regioner, undrer de sig hos de praktiserende speciallæger. Allerede i sommeren 2006 meldte Foreningen af Praktiserende Speciallæger ud, at der findes yderligere en mulighed ud over hospitaler og privatklinikker, nemlig speciallægepraksis. Foreningen ville gerne indgå aftaler, der kan sikre ventelistegarantien. Endda til takster, der lå under de aktuelle DRG-takster. Foreningen mente, at man havde glemt at undersøge, hvor stor en del af opgaven de praktiserende speciallæger kan klare.

»Og det vil jeg godt gentage i dag. Det er, som om vi hver gang skal minde om, at der findes praktiserende speciallæger i det danske sundhedssystem«, siger formand for Foreningen af praktiserende Speciallæger, Peter A. Haahr.

I Region Midtjyllands Sundhedsplanlægning afviser afdelingschef Lars Dahl Pedersen, at de praktiserende speciallæger er glemt: »Nej, det er ikke tilfældet. Vi vil nu sammen med organisationen lægge rammerne, hvorefter de praktiserende speciallæger kan byde ind, så vi kan overføre behandlinger fra hospitaler til speciallægernes praksis. Det bliver en anden form for aftaler end dem, der laves med garantikliniker, men behovet for at bruge de praktiserende speciallæger er der, og vi skal nu have udbygget dialogen, så vi forhåbentlig inden sommerferien kan få de første aftaler i stand. I første omgang er det på specialer som øre-næse-hals og hud, at der skal indgås aftaler med praktiserende speciallæger«, oplyser han.

Praktiserende speciallægers formand, Peter A. Haahr, understreger, at målsætningen om at udnytte ressourcerne optimalt netop kan opfyldes gennem et udbygget samarbejde med de praktiserende speciallæger:

»Jeg hilser med tilfredshed, hvis der sker noget nu. Der ligger en stor ressource i speciallægernes praksis, og den vil jeg opfordre til, at man bruger i bestræbelserne på at overholde behandlingsgarantien. Der bliver i høj grad brug for det, når den nedsættes til fire uger, og vi er parate til at indgå aftaler, hvor behandlinger overføres fra hospitalerne til speciallægepraksis«, siger formanden for de praktiserende speciallæger.

Faktaboks

I en garantiklinik udfører læger og sygeplejersker ekstra operationer mod ekstra betaling. Dermed kan patienter behandles i det offentlige inden for garantiperioden og skal ikke sendes på privathospital.

Hospitaler byder ind på specialer, hvor de står stærkt, og bliver garantiklinikker på netop disse områder.

Der visiteres kun til garantiklinikken, hvis primærhospital eller et andet regionshospital ikke kan nå at klare behandlingen inden for garantiperioden.

Der er to modeller i Region Midtjylland: En garantiklinik kan lave aftale om at tage et bestemt antal henviste patienter i en bestemt periode, eller en garantiklinik kan forpligtige sig til at tage alle henviste patienter i en form for bagstopperfunktion.

Læs mere på WWW

Region Midtjylland (pdf)

Region Sjælland