Flere speciallæger

Sundhedsvæsenet kom ud af 2006 med en rigtig god nyhed, da Sundhedsstyrelsen offentliggjorde dimensioneringsplanen for 2008-2012. Der er skruet væsentligt op for antallet af hoveduddannelsesforløb, fra de nuværende 730 til 855 om året. Udvidelsen sker bredt i stort set alle specialer med det største antal i almen medicin. Planen giver håb om, at man på sigt kan afskaffe speciallægemanglen i Danmark. Det kræver selvfølgelig, at de forudsætninger, der ligger til grund for prognosen ikke ændrer sig, f.eks. at efterspørgslen på sundhedsydelser ikke i mellemtiden løber løbsk, eller lægers pensionsalder synker uventet. Men den nye dimensioneringsplan betyder, at alle cand.med.er nu får mulighed for at få en speciallægeuddannelse. Stor ros til Sundhedsstyrelsen for det initiativ.

Succesen afhænger nu af, at uddannelsesstillingerne også bliver oprettet og besat. Det stiller krav til arbejdsgiverne om at skabe attraktive stillinger med et indhold, der kan tiltrække de uddannelsessøgende læger - både, når det gælder geografi og specialer. Det handler om gode uddannelsesmuligheder, ordentlige arbejdsvilkår og faglige udfordringer. Vi har aldrig troet, at man får uddannet flere onkologer og psykiatere ved at gøre det svært at blive f.eks. gynækolog. Derfor er det rart, at Sundhedsstyrelsen nu tilsyneladende er indstillet på at gemme pisken væk og åbne op for, at de yngre læger i højere grad kan blive uddannet til speciallæger i de specialer, de brænder for, når nu sundhedsvæsenet har så hårdt brug for flere speciallæger.

For Lægeforeningen og Yngre Læger er det meget tilfredsstillende, at Sundhedsstyrelsen har lyttet til os, både når det angår antallet af udannelsesstillinger og fordelingen på specialer. Vi kommer ikke uden om, at flere speciallæger og en effektiv speciallægeuddannelse er forudsætningen for, at fremtidens sundhedsvæsen kan levere kvalitet.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Vi får tidligst glæde af den udvidede speciallægekapacitet i dimensioneringsplanen om fem til seks år, så vi har hverken tid eller grund til at hvile på laurbærrene. Vi skal også have gang i de initiativer, der kan facilitere de yngre lægers vej gennem speciallægeuddannelsen og på den måde bidrage til, at vi får uddannet flere speciallæger hurtigt. Her tænker jeg f.eks. på en ny »Løkke-pose«, der kan give afdelingerne økonomiske incitamenter til at skabe mere uddannelse og i højere grad tage afsæt i den enkeltes kompetencer frem for rigide tidskrav. Det kan også være forskellige former for turboforløb eller en mere smidig meritvurdering mellem specialerne. Samtidig er det selvfølgelig helt oplagt at forkorte turnus og afskaffe den nuværende ventetid på turnus.

Der er således både grund til at glæde sig og til at komme i gang. Og med hensyn til det videre arbejde, så giver den store enighed, der har været omkring dimensioneringsplanen mellem Lægeforening, Yngre Læger og Sundhedsstyrelsen, regionerne og de videnskabelige selskaber grund til at tro, at de gode initiativer også kan realiseres.