Flere sundhedsopgaver til de nye kommuner

Alle repræsentanter ved Lægemødet ventede spændt på, om indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen ville røbe noget om regeringens udspil til kommunalstruktur (blev først offentliggjort den 29. april, red.), men han tog straks luften ud af forventningerne ved at indlede med at sige:

»Hvis Lægemødet lå i maj, kunne jeg have sagt, hvad jeg mener«.

Alligevel gav ministeren klart udtryk for nogle principielle holdninger, som både tilgodeser Lægeforeningens synspunkter og lægger afstand til Lægeforeningens høringssvar i forbindelse med Strukturkommissionen. Først det - for Lægeforeningen - positive.

»Jeg kan konstatere, at vi er enige om, at sygehusvæsenet og praksissektoren bør være et samlet regionalt ansvar. Og at den enighed udspringer af ønsker om at nå de samme vigtige mål om sammenhæng og kvalitet i patientbehandlingen«.

Og så det mindre positive, som Lars Løkke Rasmussen brugte meget tid på at argumentere for.

»Men jeg forstår ikke den forskrækkelse, jeg møder blandt læger, når talen falder på et større kommunalt ansvar på sundhedsområdet. Og som jeg også læser i jeres høringssvar.

På sygehusområdet har strukturerne jo ændret sig gennem de seneste årtier. Strukturen ændrer sig i retning af færre, mere specialiserede sygehuse. Det sker bl.a. af hensyn til den faglige kvalitet. Det betyder også, at der for borgeren bliver længere til sygehusene. Men det behøver jo ikke at betyde, at der bliver langt til de sundhedstilbud, man oftest har brug for.

Heldigvis er det for de fleste af os ikke sygehusbehandling.

De sundhedstilbud, man som borger oftest har brug for, er typisk af vejledende, rådgivende, sundhedsfremmende og forebyggende karakter. Dem leverer den primære sundhedssektor, særligt de praktiserende læger, men der er også tale og ydelser, som andre kunne levere.

Det er tilbud og ydelser, der allerede i et vist omfang er placeret i kommunerne, f.eks. i sundhedsplejen og ældreplejen. Men kommunerne kunne gøre meget mere på disse områder. Til gavn for den enkelte borger, til gavn for folkesundheden, men også til gavn for en effektiv udnyttelse af de ressourcer, der er på sundhedsområdet.

I jeres høringssvar beskriver I, hvorledes man »i værste fald« ville se kommuner, der søger at løse opgaver lokalt - f.eks. i akutstuer eller sundhedscentre - og give visse befolkningsgrupper et ringere tilbud end de andre, der er så »heldige« at komme på sygehus.

Hør nu her: for nogle patientgrupper kan et ophold på en akutstue i det kommunale ældrecenter vel godt være en bedre løsning end en hurtig ind- og- udekspedition på sygehusets neonoplyste akutmodtagelse. Det ligger i kortene, at kommunerne - nye og større - fremover vil få og påtage sig flere opgaver på sundhedsområdet. At kommunerne vil indse det fornuftige i at have tilbud, der fremmer sundheden og forebygger sygdom og indlæggelse. Det mener jeg også, at lægerne - især de praktiserende læger - har efterlyst«.

Indenrigs- og sundhedsministeren gjorde klart, sundhedscentre eller ej, at den alment praktiserende læger fremover stadig skal være gatekeeper.

»Under alle omstændigheder er det jo stadig ekspertisen, der skal afgøre, hvilket tilbud der er det bedste for borgeren. Og med ekspertisen mener jeg her den praktiserende læge. Det er ham, der sammen med sin patient afgør, om indlæggelse er nødvendig, eller om det kommunale tilbud er bedre. Den afgørelse vil altid være et lægeligt ansvar, og det er jeg helt tryg ved«.

Kommunernes selvopfattelse

Jesper Poulsen, Lægeforeningens formand, kommenterede ministerens bemærkninger om kommunernes rolle:

»Vi skal ikke blot gøre det bedre, men også mere rationelt i det danske sundhedsvæsen. Som det er blevet nævnt flere gange i processen om strukturreformen, kan kommunerne meget. Nogle mener, at grænserne går ved dele af forsvars- og udenrigspolitikken. Hvad sker der så, når man laver incitamenter i nogle størrelser, der har den selvopfattelse? Disse incitamenter betyder udviklingen af et parallel tilbud, og det er der ingen grund til. Det kan ikke være rigtigt at der skal være to konkurrende enheder til at modtage de akut syge«.

Rationel lægemiddelordination

Lars Løkke Rasmussen var i sin tale også meget optaget af rationel lægemiddelordination.

»Vi har i flere år kæmpet en kamp for at holde himmelflugten i udgifterne til medicin nede. Der kommer stadig nye behandlingsmetoder, og på nogle områder erstatter medicinsk behandling dyrere - og for patienten mere ubehagelig - kirurgisk behandling. Og det er godt nok. Men det er tvingende nødvendigt, at lægemidler ordineres økonomisk rationelt, så vi bruger de resurser, vi har, bedst muligt. Så der også er penge til andre sundhedstilbud. Der er i dag store forskelle i lægernes ordinationspraksis, som ikke kan begrundes fagligt, og som koster samfundet dyrt«, mente indenrigs- og sundhedsministeren.

Han gjorde her reklame for en rapport fra Udvalget om Medicintilskud, der er tæt på at blive offentliggjort.

»Rapporten indeholder en række konkrete forslag til udgiftsdæmpende initiativer på lægemiddelområdet. Udvalgets anbefalinger vil favne bredt og vedrøre vigtige elementer i det nuværende medicintilskudssystem. Udvalget ser også på lægernes ordinationspraksis og på mulighederne for at sikre en mere målrettet ordination af meget dyre lægemidler«, oplyste ministeren.

Han roste initiativerne med lægemiddelstatistikker, amtslige lægemiddelråd og lægemiddelkonsulenter, og han nævnte kommende initiativer som Den Personlige Elektroniske Medicin-profil, Den Fælles Lægemiddelinformation og nationale rekommendationslister.

»Nu er det en vigtig opgave at sikre, at de nye værktøjer også bliver brugt. Lægen bliver den helt centrale aktør i den proces. Så jeg håber, at I fra Læge-foreningens side vil blive ved med at støtte op om det arbejde, der er sat i gang både centralt og lokalt. Det er nu også mit indtryk, at foreningen vil gøre det - senest efter at have læst lederen i Ugeskriftet fra 5. april om lægen som faglig og rationel modvægt til aggressiv markedsføring fra medicinalfirmaer«, udtalte Lars Løkke Rasmussen.