Flugten fra de offentlige sygehuse

I 2000 arbejdede 12 af landets speciallæger fuld tid på et privatsygehus eller privatklinik. Tre år senere var antallet vokset til 22. Den seneste opgørelse er fra ultimo 2006, og ifølge den arbejder 52 speciallæger fuld tid på privatsygehuse og privatklinikker [1].

Også andre stillinger uden for det offentlige trækker i lægerne. Omkring 300 læger anslås at være beskæftiget i det private erhvervsliv, heraf cirka 80 pct. i medicinalindustrien [2].

Professor Michael Kjær, Institut for Idrætsmedicin, mener, at tallene er et udtryk for, at det ikke er høje lønninger, og hvad der ellers hæftes på det private arbejdsmarked, der trækker:

»Hvor det tidligere var et ,tilvalg` at gå i det private, er det nu oftere og oftere et ,fravalg` af det offentlige,« skrev han i et debatindlæg i Ugeskriftet i januar.

En turnuslæge kritiserede i februar i en kronik i Ugeskriftet turnuslægers arbejdsforhold. Det udløste en lavine af reaktioner, hvoraf mange gav de offentlige sygehuse massiv kritik. Det var arbejdsforhold og mangelen på ressourcer, der især blev kritiseret.

Nu har læger taget initiativ til en underskriftsindsamling med samme tema som kronikken, hvor læger opfordres til at skrive under, hvis de for eksempel er utilfredse med arbejdsforholdene på sygehusene, hvis de føler sig udbrændt eller har følt, at de har foretaget urimelige prioriteringer på grund af ressourcemangel. Det har 1.593 læger gjort indtil videre.

Ugeskriftet har talt med en håndfuld læger, der efter kort eller lang tid har forladt det offentlige sygehusvæsen. Ens for dem er, at de synes, at der hyppigt var situationer, hvor de ikke følte, at de gjorde nok for patienterne. Det drænede arbejdsglæden og energien. Nogle skyder på ledelsen, der mangler kompetencer til at fastholde service og kvalitet. Det er medvirkende til en tendens til, at de dygtigste speciallæger forlader biksen. De unge læger har følt, at de står alene med tingene, på grænsen til det uansvarlige.

Farvel til det offentlige

Michael Kjær udtrykker i det omtalte debatindlæg, der bærer den sigende titel »Flugten fra bageriet«, bekymring, ikke mindst fordi han mener, at flere og flere af de dygtigste speciallæger vælger at skifte fra offentligt sygehus til privat klinik/hospital.

Det kan Frank Weyhe skriver under på. Han er kendt for sin bramfri kritik af det offentlige sygehusvæsen. Og kendt for sin exit sammesteds fra for tre år siden, hvor han startede Københavns Private Lægevagt.

»Det største problem for de offentlige sygehuse er ikke den kvantitative udsivning. Det er den kvalitative. Læger holder op, fordi de ikke vil slås med en inkompetent politisk, administrativ og sundhedsfaglig ledelse. Inkompetencen starter på det politiske niveau og forplanter sig ned gennem systemet, forstærket af, at man ikke engang giver en ordentlig løn, hvorfor der ikke rekrutteres blandt de bedste. Det er en ond spiral af dårlig ledelse.«

Han har været læge i det offentlige sygehusvæsen i 28 år. Han er speciallæge i ortopædkirurgi og har mest arbejdet som frontlinjelæge. Ifølge eget udsagn glad, de første cirka 20 år, men derefter forsvandt arbejdsglæden.

Hvad gik galt?

»Det blev svært at være en engageret læge, der gerne vil gå ind til en patient, finde ud af, hvad der er i vejen og starte noget for at hjælpe. Du møder hele tiden modstand og forhindringer.«

Han giver et eksempel. Lægen undersøger en akut patient og konstaterer, at der er behov for, at en neurolog tilser patienten. »Det burde være sådan, at man kan ringe over til neurologisk ambulatorium og bede dem se patienten samme dag. Men sådan er det ikke; ringer man, er beskeden, at man kan lave en henvisning til ambulatorium eller privatpraktiserende, og det betyder, at patienten må vente i måske tre måneder,« siger han.

Frank Weyhe oplevede, at arbejdsglæden forsvandt. Han skiftede sygehus nogle gange. »I dag kan jeg se, at jeg nok var udbrændt,« siger han.

Og årsagerne?

Han peger på, at sygehusene relativt set bruger stadigt færre ressourcer:

»At der mangler ressourcer, er galt nok. Men det er også et problem, at systemet på sygehusene er så tungt. Der er personalegrupper og fagforeninger med så store interesser og så stor magt, at når de ligger i magtkampe, kommer kerneydelsen - patientens kontakt med lægen - til at drukne.«

Topstyret

Suzan Lenz, i dag privatpraktiserende gynækolog, forlod sidste år en overlægestilling på Herlev Hospital. Hun har i sin karriere haft ansættelser både i det offentlige og i det private, til tider samtidig. En sammenligning falder ikke ud til det offentliges fordel:

»Jeg oplevede al for stor forskel på at arbejde i praksis og på sygehuse. Man kan nå dobbelt så mange patienter i praksis. Man kan også arbejde mere patientrettet, og det er til fordel for både patient og læge.«

Stillet over for spørgsmålet, om hun betegner sin praksis som et fravalg af det offentlige eller et tilvalg af det private, siger hun:

»Det er mere et fravalg af det offentlige. Offentlige sygehuse er kendetegnet ved manglende indflydelse, manglende mulighed for at tilrettelægge arbejdet, manglende mulighed for at gennemføre de rapporter, man er blevet bedt om at lave, og manglende effektivitet. Det er patienten, det drejer sig om, kerneydelsen er behandlingen af patienten. Men det er svært at komme igennem med. Man får som læge ikke gjort, hvad man skal. Det er for tungt. Hvis man som læge virkelig føler, at man vil og kan, så starter man praksis og klinikker. Vi ser jo også, at klinikkerne bliver større og større. Her kan vi ekspedere langt mere med meget få personalehænder.«

Hvorfor er det sådan?

»Det hænger sammen med logistikken på et sygehus. Det er et tungt system, hvor alt skal gennem en styring, som foregår højt oppe. Derfor tager alt meget lang tid. Hvis jeg i min praksis ønsker at lave noget om eller købe nyt apparatur, kan jeg gøre det i morgen. Jeg kan på 20 minutter nå en god samtale med patienten, undersøge, tage blodprøver og sende patienten ud af døren med en plan. På sygehuset skal man sende patienten ud at vente, og måske skal han gå hjem og vente på et brev for at komme videre. Jeg kunne godt tænke mig, at sygehusene blev bedre til logistikken og i højere grad tilgodeså patientens vej gennem systemet. Men det er at problem at blive hørt. Som overlæge får man ansvar og nærmer sig ledelse, men man kan alligevel ikke komme til at lede. Man kommer ikke igennem med sine forslag.«

Hvorfor ikke?

»Men må erkende, at selv om man ved ansættelsen som overlæge taler om ledelsesansvar, har man det reelt ikke. Det har kun klinikchefen. Den almindelige overlæge har bare at gå ind på stuen og gøre sine ting. Det er topstyret, og det er ikke tilfredsstillende, når man har nået et vist niveau. Så er det demotiverende ikke at have indflydelse.«

Ser du en løsni ng?

»Det er at uddelegere ansvaret, give overlægen et budget, nogle opgaver og en gruppe mennesker at løse dem sammen med. Men den model er ikke i tilbud.«

Lærte ikke nok

Spørgsmålet, om vi får dygtige nok speciallæger, stilles ofte. Og for Mogens Gisselbeck er svaret et klart nej for hans vedkommende. Han oplevede frustration i sit uddannelsesforløb i ortopædkirurgi:

»Jeg standsede midt i kursusforløbet. Jeg lærte ikke nok - jeg syntes hverken, at jeg fik nok af de operative rutiner eller lærte nye operative metoder. Jeg manglede to år. Jeg syntes ikke, at det tegnede til at blive bedre. Jeg ville ende med at få autorisation mere af navn end af gavn. Det kan godt være, at der var specielle problemer inden for ortopædkirurgi - der er kun et vist antal operationer, og der er for mange kirurger. Jeg snakkede med mange kolleger og venner, og det lød som om, at der generelt var udfordringer i de fleste specialer. For mig blev det en stor skuffelse. Jeg syntes egentlig ikke, at jeg lærte ret meget. Jeg ville ikke ende som en middelmådig ortopædkirurg. Så ville jeg hellere lave noget andet, jeg kunne blive god til.«

I dag er Mogens Gisselbeck ansat i Novo Nordisk, hvor han arbejder med væksthormoner og er ansvarlig for de medicinske aktiviteter og markedsføring i det nordlige Europa.

Men hvorfor valgte du det private erhvervsliv?

»Det var en tostepsbeslutning. Først besluttede jeg, at jeg ikke ville bruge den erhvervsaktive del af mit liv på det, jeg var i gang med. Spørgsmålet var, hvad så? Jeg overvejede da andre ting i det offentlige - Lægemiddelstyrelsen, amterne osv. Det var en lang proces. Den tog mere end et år. Der var også sikkerheden i jobbet. Der er jo ingen risiko for at blive arbejdsløs. Lønnen er fin nok, og det er pensionen også. Dette her er klart mere usikkert.«

Nysgerrighed

Linda Basse er et eksempel på en læge, der har forladt det offentlige, ikke som et fravalg men af nysgerrighed efter at prøve noget andet. Hun arbejdede først otte år som kirurg og anæstesiolog, derefter fire år som forsker på Hvidovre. »Det var så fire år siden, at jeg sidst have rørt ved en kirurgisk patient, så hvis jeg skulle prøve det private, følte jeg, at det skulle være før, jeg fik en kursusstilling.«

Nu arbejder hun som medical advisor i Nycomed, hvor hun arbejder med produkter, der standser blødninger.

Hun forstår godt den kritik, som nogle kommer med: at det er for hårdt at være læge i dag. Men det er ikke nødvendigvis så anderledes i det private, pointerer hun:

»Jeg har altid været glad for at arbejde som læge. Det var da nogle gange, at det var træls. Men der er faktisk ikke så stor forskel på at arbejde i det offentlige og i det private. Det er ikke, fordi jeg er uenig i, at det er hårdt. Men man bliver også kastet ud i ting her - ting, du må tage stilling til. Og du har ikke altid nogen bagvagt at vende tilbage til. Du må søge information i f.eks. litteratur - du kan ikke altid løfte røret og vække bagvagten. Du må selv løse opgaven, når du står over for en kunde. Jeg synes ikke, at de, der kritiserer, er nogle forkælede unger, men man skal ikke tro, at det er et tagselvbord ude i industrien. Her kan man heller ikke gå hjem klokken fem eller tre om fredagen, hvis man har en deadline. Men det afhænger selvfølgelig af jobbet.«

Citronen kan ikke presses mere

»Jeg ved, at det er et fy at sige det, men jeg tror ikke, at de offentlige sygehuse kan organisere sig ud af problemerne. Jeg tror ikke, at citronen kan presses mere. Der skal flere ressourcer til.«

Det mener Marianne Backer, der efter mange år på H:S hospitaler sidste år blev ansat som administrerende overlæge på Privathospitalet Hamlet.

Hun, der er idrætskirurg, fik tilbudt stillingen på et tidspunkt, hvor hun »mødte op om morgenen i ambulatoriet med kvalme, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne nå det, at patienterne skulle sidde alt for lang tid og vente, og når det endelig blev deres tur, kunne jeg knap nå andet end at vende dem i døren.«

Så hun sagde ja.

»Når jeg gjorde opmærksom på forholdene opad i systemet, blev jeg mødt af en trængt overlæge, som selv havdelige så travlt. Der var ikke mangel på god vilje, men han oplevede et pres ovenfra, fra direktionen, som blev presset af politikere. Resultatet var det horrible, at der blev planlagt et program, som alle vidste, ikke kunne holde.«

Hvad er problemet?

»Der er al for megen fokus på produktion frem for kvalitet. For eksempel havde jeg i det offentlige 15-20 minutter med en patient; var der tale om kontrol, kun ti minutter. Her på Hamlet har jeg 30-45 minutter, selv om vi sandelig også har fokus på produktion.«

Hvad er konsekvensen for det offentlige?

»Der er ikke noget galt med behandlingen i det offentlige; det er jeg ret sikker på. Men det kniber med den oplevede kvalitet; både den, patienten og personalet oplever. Det går for eksempel ud over samtalen med patienten. Der kommer en del patienter til Hamlet, som er blevet behandlet på et offentligt sygehus. Og det eneste, jeg gør, er at forklare, at behandlingen er foregået efter alle kunstens regler. Men ingen har haft tid at forklare patienten, hvad han skulle igennem, og hvad han kunne forvente af behandlingen. Meget kunne vindes ved at sætte tid af til en indledende samtale. Men det er resultatet af et presset system, hvor man ikke tænker i helheder, så bliver kvaliteten presset. Det er synd og skam.«

Noter

1. Tallene er opgørelser fra Lægeforeningen.

   Kjær M. Flugten fra bageriet. Ugeskr Læger 2007;169(2):151

   Buhmann CB. En turnuskandidats bekendelser. Ugeskr Læger 2007;169(5):432

   En turnuskandidats bekendelser og en masse svar. Ugeskr Læger 2007;169(8):666

   Steenberger A. Politikere svarer på nødråb. Ugeskr Læger 2007;169(9):782

2. Tallene bygger på en vurdering af formanden for Organisationen af Læger i Erhvervslivet (OLE), Frank Bringstrup. Han oplyser, at omkring 80 pct. af dem er ansat i medicinalindustrien. De sidste 20 procent findes bl.a. i konsulentbranchen, arbejder med patentbeskyttelse og i medikoteknikindustrien. OLE har 190 medlemmer.

   Hvad siger sygehusdirektøren?
   

   Klaus Lunding, sygehusdirektør, Glostrup Hospital

   Ressourcemangelen går ud over arbejdsglæden.Hvad siger du til det?
   

   Det er et dilemma. Vi er meget opmærksomme på det og prøver at skabe nogle fornuftige rammer for personalet. Men vi oplever hele tiden et produktionskrav. På et tidspunkt hopper kæden af.

   Jeg har nu ingen eksempler på læger, der er gået til det private. Men for at bevare lægerne på offentlige sygehuse forsøger vi at sikre gode faglige miljøer på sygehusene med uddannelse og forskning.

   Går al den fokus på produktion ud over kvaliteten?
   

   Ikke på behandlingen. Men nok på den oplevede kvalitet. Undersøgelser, vi har lavet i forbindelse med utilsigtede hændelser, viser, at personalet oplever, at når de har rigtig travlt, mister de fokus på at samle op. Når det er sagt, vil jeg også sige, at der ikke er nogen tvivl om, at de offentlige sygehuse er præget af et stort fokus på produktion.

   Hvad er løsningen?
   

   Ved det ikke. Vi må holde produktionen oppe på det kirurgiske - planlagte - område pga. ventetidsgarantierne, og gør vi ikke det, smutter patienterne over til de private hospitaler. Så vi kan ikke sige, at vi vil sætte farten ned på det område - og selvfølgelig heller ikke på det akutte område.

   Det, vi kan gøre - og det ligger også i planerne for Region Hovedstaden - er at adskille det akutte og det planlagte område. Dermed får vi måske forløb, der betyder, at en læge kan vælge enten kun at være på ambulatorium eller på skadestue. På den måde kan vi måske undgå, at lægen må gå fra det ene til det andet, som det ofte sker i dag.

   Læs mere på WWW