At flyve eller ikke

Det har vakt opsigt, at sundhedsministeren nu taler om at udskyde perspektivet med lægehelikoptere i Danmark med otte, ni år, selv om der i finansloven er afsat 100 millioner til formålet. Det er svært at se logikken i, at vi skal vente med at have flyvende læger, indtil alle de nye store fælles akutmodtagelser står færdige rundt om i landet. Hvad det imidlertid sender et klart signal om er, at det nu er på tide at få set på hele det præhospitale beredskab i sammenhæng og få lavet en national plan. Der skal flyves højt, også i bogstavelig forstand, men der er behov for nu at få startet et udvalgsarbejde, der kan fungere som landingsbane.

Det præhospitale område er den lim, som skal få den nationale sygehusplan til at hænge sammen. Regeringen har slavisk fulgt anbefalingerne fra sit ekspertudvalg, og det betyder, at vi i princippet har 18 store akutmodtagelser om 10 - 15 år. For at nå dette ambitiøse mål, så har regeringen bl.a. udstedt et løfte om, at folk i alle egne af Danmark skal have sikkerhed for at få hjælp inden for 15 minutter. Det siger sig selv, at det ikke kan lade sig gøre uden en betydelig oprustning af det nuværende akutberedskab. Her hører helikoptere med. Det er et af de mest fleksible og hurtige transportmidler, som teknikken har frembragt. Men der mangler en plan.

Vi har for det første foreslået, at man i sundhedsvæsenet etablerer en helt ny enhed, hvor hele det præhospitale beredskab samles, altså alarmcentral, førstehjælpsenhed, ambulancer og kørende eller flyvende speciallæger. Det skal sikre sammenhængen og prioriteringen mellem de forskellige led, og der skal samtidig defineres en snitflade til almen praksis og vagtlægesystemet. Dette udbyggede og meget mobile beredskab skal skabe tryghed i de egne, hvor der bliver langt til nærmeste akutsygehus. Hvorvidt, det skal stilles op som garantier om hjælp inden for 15 minutter, er en politisk beslutning. Det er vel ikke alt, der skal rykkes til undsætning med blå blink inden for denne grænse, men det er under alle omstændigheder langt mere fornuftigt end idéer om, at der aldrig må være længere end 30 minutter til nærmeste mur- og nagelfaste sygehus.

Dernæst har vi opfordret til, at man ser på udstyret i det mobile beredskab og tænker i fremtidig teknologi. Her hører helikoptere med, men det er ikke altid givet, at helikoptere er bedre end kørende ambulancer. Vi er trods alt et land med en behersket geografi og en stærkt udbygget infrastruktur. Den længere afstand til sygehuset behøver ikke være noget større problem, hvis den tilbagelægges i en højteknologisk ambulance, der enten har en speciallæge ombord eller har kontakt til speciallæger via net eller kamera. Vi kan kun gentage, at det afgørende ikke er afstanden. Det afgørende er kvaliteten af den præhospitale indsats og, at patienten ikke skal pendle mellem flere adresser, men bliver kørt hen, hvor den rigtige hjælp kan ydes umiddelbart. Dette skal tænkes sammen med, hvad der kan ydes fra almen praksis. Men det skal gøres, så man får mest muligt for pengene og, at den samme høje kvalitet kan tilbydes i hele landet. Vi ser frem til det udvalg om det præhospitale område, som ministeren har bebudet.