FN og kloning

FN's generalforsamling vedtog i sidste uge en deklaration, der opfordrer verdens lande til at gennemføre et generelt forbud mod alle former for kloning af menneskeligt væv. I oversættelsen hedder det, at verdens lande opfordres til at lovgive mod alle former for kloning, som strider mod menneskelig værdighed og beskyttelsen af menneskeligt liv. Vedtagelsen skete med 84 stemmer for, 34 imod og 37 som udlod at stemme. Derved har FN sendt et mudret og selvmodsigende signal til verdenssamfundet efter at have ligget under for pres fra en gruppe af primært katolske og nyreligiøse lande med USA i spidsen.

Grundlæggende kan det diskuteres, om dette overhovedet er den rigtige måde at gribe en så kompleks sag an. Internationale konventioner eller deklarationer om videnskabelige emner af så følelsesladet karakter forberedes bedst i et særligt panel, der repræsenterer forskningsmiljøerne og det politiske niveau. Det kan så lægge en tekst frem for generalforsamlingen. Kyoto-aftalen er et godt eksempel. Det er det udtryk for afmagt, at FN må nøjes med at lade halvdelen af medlemmerne vedtage en deklaration, der ikke på nogen måder binder landene juridisk. Når FN endelig skal på banen, havde det været at foretrække, at man havde vedtaget et traktatmæssigt, verdensomspændende forbud mod reproduktiv kloning, som bl.a. Belgien var talsmand for. Det havde sat nogle klare etiske grænser, som verdenssamfundet kunne forholde sig til.

Den Almindelige Danske Lægeforening ønsker som alle lægeforeninger i vores del af verden, at der bliver et klart og utvetydigt forbud mod reproduktiv kloning. Men vi ønsker, at forskerne under kontrollerede former får lov til at udføre forskning i stamcellerne i form af terapeutisk kloning. Det som nu er tilfældet i Storbritannien og Sverige og i et vist omfang i Spanien, Schweiz og Frankrig. Vi kan ikke som ansvarlige læger og forskere tillade os at ignorere en teknologi, der har potentialet til nye lægemidler og behandlingsformer, der måske en dag kan hjælpe uhelbredeligt syge. Det ville være umenneskeligt, og derfor skurrer det i ørerne, at FN anbefaler et generelt forbud med henvisning til menneskelig værdighed og beskyttelsen af menneskeligt liv.

Karakteristisk er det, at de, som stemte imod FN's deklaration, stort set var alle de lande, der enten allerede anvender teknologien eller har mulighederne for at gøre det. Det var

de fleste europæiske lande, inklusive de nordiske, og de nye industrilande i Østen: Japan, Kina, Sydkorea, Indien etc. For deklarationen og et forbud er altså lande som Irland, Østrig og Italien og de muslimske lande, der har religiøse anfægtelser, og store grupper af lande i den fattigste del af verden, der måske ikke har særlig sympati for, at den teknologisk avancerede del af verden skal udnytte sit potentiale uden at dele det med landene i den tredje verden. I spidsen er til megen forundring verdens førende forsker og it-nation, der ønsker et totalforbud mod stamcelleforskning, selv om terapeutisk kloning er tilladt i USA, hvis det sker for private midler ...

En kommentator i en af de store morgenaviser sammenlignede FN's forbudsdeklaration med den måde, som den katolske kirke i det 17. århundrede agerede over for Galilei. Kirkens verdensbillede blev anfægtet af en videnskabsmand, og svaret var trusler om bål og brand, forbud og stuearrest, der voldsomt begrænsede videnskabens muligheder for at nå nye erkendelser. Det er beskæmmende, at man i året 2005 med rette kan fremsætte den slags sammenligninger.