Skip to main content

Fødselsdepression – der er hjælp at få!

Klinikchef Inger Merete Terp E-mail: inger.merete.terp@regionh.dk

12. apr. 2013
2 min.

Forfattere: Ammitzbøll J, Gullestrup L, Lindved K et al

Forlag: København: Frydenlund, 2012

Sider: 263

Pris: 269 kr.

ISBN: 978-87-7118-060-2

Bogen er henvendt til både depressionsramte, pårørende, fagpersonale og studerende.

Psykolog Kirsten Lindved foreslår i første kapitel en anden klassifikation end ICD-10, som hun ikke mener er omfattende nok til at kunne beskrive kliniske tilstande efter fødsel. Hun beskriver ikke den patoplastiske effekt, som fødslen har på de kliniske symptomer.

I et senere afsnit om konsekvenser for mor og barn beskriver hun, at depression efter fødsel har alvorlige konsekvenser for forholdet til barnet. Her savner jeg en skelnen mellem maternel sensitivitet og depression; ikke alle deprimerede kvinder er dårlige mødre.

Psykolog Lise Gullestrup redegør i andet kapitel for ætiologi til fødselsdepression.

Poul Videbech har skrevet tre klare og overskuelige kapitler om fødselsdepression, parforhold, medicinsk behandling og psykoterapi.

Psykolog Svend Aage Madsen beskriver fødselsdepressioner hos mænd med fokus på udvikling af forældreskab og mandlig depression.

Jordemor Janni Ammitzbøll har skrevet et smukt kapitel om jordemoderens erfaring med at håndtere kvinder, der lige har født. Kapitlet anviser på fremragende vis, hvorledes kompetente professionelle kan give rigtig god hjælp, også her og nu i den daglige klinik, og belyser det udviklingspotentiale, som de fleste gravide og fødende kvinder har.

Sundhedsplejerske Merethe Vinter har skrevet et oplysende kapitel om sundhedsplejens muligheder og begrænsninger.

Endelig afsluttes bogen med personlige beretninger; alle er velskrevne og gør stort indtryk.

Poul Videbech anfører i efterskrift, at en præcis diagnostik er væsentlig.

Bogen afspejler i den grad forskellige holdninger til først og fremmest diagnostik, og nogle af bogens første kapitler er efter min mening unødvendigt omstændelige; resten er særdeles relevante og velskrevne.

Jeg kan anbefale bogen ‒ den omtaler en patientgruppe, som sundhedsvæsenet alle dage har haft svært ved at give et ensartet tilbud, hvilket har store konsekvenser for mor og barn.

Interessekonflikter: ingen