»Faa Spørgsmål ere saa vanskelige som de, der knytte sig til denne meget almindelige Forbrydelse«.
Den omtalte »meget almindelige« forbrydelse var »fostermord«. Det var frem til 1866 straffelovens betegnelse for provokeret abort eller drab på et barn ved fødslen. Straffen var halshugning.
Citatet stammer fra en af retslægernes årsberetninger i 1870’erne.
Fosterdrab var noget af det, retslægerne oftest måtte tage stilling til. Mindst lige så hyppigt måtte retslægerne i Sundhedskollegiet – datidens sundhedsstyrelse – tage stilling i faderskabssager. Med andre ord: afgøre hvem, der mon var far til et barn, som en enlig kvinde havde født uden for ægteskab, og som en sjuft af en mand nu ikke ville kendes ved.
Det sidste forekommer formentlig stadig, selv om moderne teknologi gør det svært at krybe uden om sit ansvar. Det første – drab på nyfødte – forekommer heldigvis yderst sjældent i vores moderne velfærdssamfund, hvor adgang til abort er fri, og hvor et »uægte barn« ikke er ensbetydende med social udstødelse og udsigt til et liv i bundløs armod.
Vil man forstå motiverne til at tage livet af sit nyfødte barn, må man forsøge at sætte sig ind i, hvor livsødelæggende det kunne være at få et barn uden for ægteskab.
Loven definerede fosterdrab/fødsel i dølgsmål som en forbrydelse, der blev begået af »letfærdige Qvindfolk«. Manden, som besvangrede kvinden og lod hende i stikken, var ikke interessant. Myndighederne behøvede kun at lede efter én gerningsperson: en ugift kvinde.
Hvem var disse kvinder så? En undersøgelse af fosterdrab og fødsler i dølgsmål på Fyn i 1850-1880 viser, at af de 31 kvinder, som i perioden blev anholdt for disse forbrydelser, var alle på nær én tjenestepiger. De fleste kom fra svære kår.
For en ung, ugift kvinde var det uendelig skamfuldt at blive gravid. I en velstående familie kunne man dog løse problemet ved at sende den gravide datter væk »på diskret ophold«, hvorfra hun først vendte hjem, når barnet var født og bortadopteret. Eller man kunne betale sig til en (ulovlig) abort.
For den samme families tjenestepige var fremtidsudsigterne anderledes dystre. Den sociale udstødelse og skammen var ubærlig i det snævre samfund, som man var tilknyttet fra fødsel til død. I mange tilfælde var det heller ikke en mulighed at vende tilbage til barndomshjemmet, da forældrene ofte ikke ville kendes ved deres »faldne« datter. Det uægteskabelige barn åbnede dermed en faldlem til samfundets bund og et liv i uhjælpelig fattigdom med prostitution som eneste udvej.
Tyendeloven af 1854 havde tilmed gjort forholdene for den enlige mor endnu vanskeligere. Loven gav husbond ret til at fyre en tjenestepige, som blev gravid. Hvis graviditeten skyldtes husets herre eller en søn af huset, gav loven nu carte blanche til at løse problemet med et pennestrøg.
For kvinden var det en katastrofe. Når man blev opsagt uden anbefaling, var det utænkeligt at finde en ny tjenesteplads. I heldige tilfælde kunne kvinden få underbetalt fabriksarbejde. Men med eneansvar for et barn og uden økonomiske midler var det en tvivlsom udvej.
Uden blodprøver eller DNA-undersøgelse er det håbløst at udpege en mand som far, hvis han nægter. Og den usikkerhed lod man ikke tælle til kvindens og barnets fordel. Når faderskabet ikke kunne bevises, mistede kvinden retten til børnebidrag og dermed et minimum af økonomisk sikkerhed. Et utal af sager i retslægernes årsberetninger fra 1870’erne er sigende:
I »Paternitetssag nr. 298« fra 1874 spørger en lokal myndighed Sundhedskollegiet, om en pige, som var født den 25. februar 1874, »kunne være Frugten af et Samleje, som havde fundet Sted den 20de eller 21de Juni 1873«, dvs. efter knap ni måneders graviditet. Det indlysende svar fra den højeste ekspertise lyder, at »Muligheden heraf ikke kunde nægtes«.
I »Paternitetssagen 303« vil en herredsfoged høre, om et drengebarn, som var født den 8. marts 1874, »kunde være Frugten af et Samleje, som havde fundet Sted den 20. april 1873«, dvs. efter cirka 11 måneder og to uger. Kollegiets lakoniske svar lyder, at »dette ikke kunde antages«.
Disse to besvarelser er repræsentative for lægernes svar på de åbenlyst fjollede spørgsmål. Måske var forespørgslerne blot en formalitet, så de lokale myndigheder kunne hævde, at deres vilkårlige afgørelse hvilede på et kvalificeret grundlag.
Var barnet dødt efter at være »født i Dølgsmål«, aborteret eller offer for fosterdrab, var kvinden endnu værre stillet. Når fødslen af et barn var en trussel mod selve éns eksistensgrundlag, var det nærliggende for den gravide at skjule sin voksende mave og holde graviditeten hemmelig for at føde skjult og ubemærket – »i Dølgsmål«. En sådan fødsel, som af gode grunde foregik på uhensigtsmæssige steder, var risikabel og endte ofte fatalt for den nyfødte – nogle gange med assistance fra den fødende.
Om barnet havde været levende eller levedygtigt ved fødslen, måtte lægerne afgøre. Og det var ikke nemt, når barneliget havde ligget skjult i en mødding eller under en bunke visne blade, havde været kogt i en gruekedel – eller måske blev fundet i et vandhul, mumificeret på et loft eller som halvt brændte ligrester i en kakkelovn. Var der sket en bevidst forbrydelse? Hvor længe havde barnet levet? Havde moderen været mentalt påvirket i gerningsøjeblikket? Var barnet blevet kvalt eller druknet? Var det for tidligt født og ikke levedygtigt? Viste kvinden tegn på overstået fødsel?
Straffen ved fosterdrab var drakonisk. Indtil en straffelovsændring i 1866 blev adskillige kvinder efter en lov fra 1683 dømt til døden ved halshugning. I 1800-tallet var man dog holdt op med at henrette disse kvinder. Undtagelsen var en halshugning i 1861 ved Damhuskroen i Rødovre, da den tredobbelte barnemorderske, en 23-årig tjenestepige, måtte knæle for bødlen.
Fra 1866 var straffen for barnemord og provokeret abort formildet til otte års strafarbejde. Der var en dæmrende forståelse af, at man ved denne type forbrydelser i højere grad havde at gøre med et socialt problem end med forhærdede kriminelle.
Når et barn født uden for ægteskab truede kvindens eksistens, når manden løb fra ansvaret, når man ikke kunne få foretaget et lovligt abortindgreb, og når det i praksis var meget svært at skjule ni måneders graviditet og efterfølgende fødsel, valgte mange at gå til en kvaksalver, som foretog et livsfarligt indgreb eller gav kvinden et middel, der skulle fremprovokere aborten.
I 1874 afgav retsmedicineren Carl Georg Gædeken (1832-1900) erklæring i en sag om en ellers sund og rask tjenestepige, som døde, efter at hun pludselig var blevet uforklarligt syg med høj feber, afkræftelse og stærkt blodtab fra vagina. I hendes gemmer fandt man et tre måneder gammelt foster, svøbt i et forklæde og lagt i en kurv.
Ved obduktionen når Gædeken frem til, at kvinden »umiddelbart før sin Sygdom og Død har tilberedt og nydt et Afkog af Thuja occidentalis«, en almindelig hækplante, som indeholder giftstoffet thujon, der var kendt som »et af de stærkere virkende Abortmidler«. Pigen døde ikke af abortmidlet, men forblødte som følge af aborten.
Havde pigen overlevet, havde hun stået til otte års fængsel. Denne straframme var gældende frem til 1930. På det tidspunkt havde abort været et varmt debatemne i flere år. Man skønnede, at der hvert år blev foretaget mellem 5.000 og 10.000 illegale aborter i Danmark – ofte med risiko for kvindens liv og helbred. På den baggrund var der en vis politisk forståelse for, at en kvinde, der opsøgte denne udvej, var i en håbløs og ulykkelig situation og havde mere brug for hjælp end for straf.
Det førte ikke til en legalisering af abort, men straframmen blev dog nedsat til to års fængsel. Fra 1937 blev der åbnet for adgang til legalt abortindgreb, hvis kvindens liv var i fare, hvis barnet var sygt – eller hvis graviditeten var resultatet af en voldtægt.
Det var dog først i 1973, at kvinder i Danmark fik tilkæmpet sig retten til fri abort. En ret, som udviklingen i Polen og USA viser, ikke er givet én gang for alle, idet stærkt konservative kræfter poster store summer i agitation mod adgangen til abort og prævention.
