Forandringerne er over os – meget snart

Man kunne lige fornemme en sekundkort panik, da moderatoren som det første spurgte: »Hvad er I hver især optaget af lige nu?« For hvad skulle de dog vælge at fremhæve, PLO-formand Jørgen Skadborg og DSAM-formand Bolette Friderichsen, da debatmødet »Mød formændene« blev skudt i gang tirsdag eftermiddag? PLO-formanden lagde ud.

»Der er helt vildt mange ting i gang i øjeblikket. Men først og fremmest er vi helt bevidst om, at forandringerne kommer. Vi har en Sundhedsstrukturkommission, der specifikt er blevet bedt om at komme med bud på organiseringen af almen praksis, så de næste måneder arbejder jeg målrettet med at bringe os i den bedst mulige position forud for de politiske forhandlinger ovenpå kommissionens anbefalinger«, sagde Jørgen Skadborg.

Det sker selvfølgelig via pressearbejde og synlighed i medierne, men i høj grad også gennem personlige samtaler og ved at invitere f.eks. politikere ud til de ambassadører, som vi har linet op.

»Vi er desværre oppe imod det faktum, at mange beslutningstagere ikke kender til hverdagen og virkeligheden i almen praksis, og der er ambassadørerne fantastiske at kunne trække på«, sagde Jørgen Skadborg.

Bolette Friderichsen havde nikket samtykkende undervejs i Jørgen Skadborgs svar og satte et enkelt ord på sin egen fokus:

»Bæredygtighed. Almen praksis skal være bæredygtig i bred forstand«, sagde hun.

Hun fortalte, at hun bliver »ked af at høre om tallene i vores arbejdsmiljøundersøgelse« og om den mistrivsel, for mange praktiserende læger oplever. Og hun er bekymret for, at det kan udvikle sig til det værre, hvis man fra politisk side vælger at følge f.eks. den svenske model for opbygningen af almen praksis.

Den er halvanden gang så dyr i drift som almen praksis i Danmark, antallet af patienter pr. læge er omtrent dobbelt så stort som i Danmark, og det lægefaglige arbejde udføres, sagde Bolette Friederichsen, efter politisk bestemte »kogebogsopskrifter«, der ikke giver plads til at udfolde lægefaglighed. At gå den vej ville være helt galt:

»I stedet skal man sørge for, at der er uddannede læger nok, at deres opgaver er relevante, at de har lægefaglig indflydelse, og at man har patienterne med i udviklingen«, sagde hun.

Hvad regner I med?

Men hvad med den voksende opgavemængde, der er tilflydt almen praksis gennem en årrække – hvordan kan man sætte en grænse for den, lød et spørgsmål fra tilhørerne.

Både Bolette Friderichsen og Jørgen Skadborg svarede, at der bliver holdt øje med opgavemængden:

»Vi har brug for nogle nationale retningslinjer, der fastlægger, hvad der kan forventes af alle læger. Så kan der være geografiske, demografiske og andre grunde til, at det nogle steder giver mening at lave det anderledes, og så må vi lave lokale aftaler«, sagde Jørgen Skadborg.

Han mindede om den »enorme opgaveovertagelse«, der skete, da almen praksis i 2018 overtog kronikerforløbene for KOL- og type 2-diabetes-patienterne.

»Sådan en overtagelse af opgaver kommer vi ikke til at gentage i de kommende år – det har vi ikke kapacitet til«.

I forhold til udspillet fra Honorarstrukturrådet understregede Jørgen Skadborg, at det var PLO, der havde insisteret på at få nedsat rådet for at få bud på, hvordan strukturen kan laves om.

»Nu ved alle, at det koster nogle penge – 4 mia. kr. – at lave en mere hensigtsmæssig honorarstruktur, så på den måde har rådet været ,en dialogskabende foranstaltning’. Fra nu af står den på forhandling«, sagde Jørgen Skadborg og afviste yderligere aftaler, der kan give ,diagnosebaseret forskelsbehandling’.

Han afviste, at det kan komme på tale, at læger på Østerbro i København eller i Aarhus C skal have 3.000-4.000 patienter for at få puslespillet til at gå op. Der skal kun være tale om et lavere normtal for de læger, der af den ene eller anden grund har en tung population.

Og Bolette Friederichsen mindede om, at »det her er jo ikke by mod land – der er områder i byerne, hvor det er lige så svært at få læger som i udkantsområderne, og hvor populationerne er lige så tunge«.

De noterede sig begge, at der er en spirende forståelse af, at normtallet skal have et pænt nøk nedad.

»Det passer fint med, at hvis vi skal være 5.000 praktiserende læger, og vi er 6 mio. mennesker, så bliver det 1.200 patienter til hver læge«, hovedregnede Jørgen Skadborg.

Metervare

Indlysende nok var der også spørgsmål til den aktuelle sag om økonomiloftet.

Jørgen Skadborg henviste til, at der i ti år op til 2022 havde været et mindre forbrug i forhold til loftet, men at der fra 2022 til 2023 er sket »en utrolig udvikling«, hvor almen praksis trods personalemangel mange steder har løst langt flere opgaver.

»Men altså, bare Wegovy står for 50% af merforbruget, og oven i det er aktiviteten på landets hospitaler for alvor kommet op i omdrejninger efter corona, og det giver også øget aktivitet hos os«, sagde han.

Han og Bolette Friderichsen blev også spurgt, hvilke tanker de gør sig om koncernopkøb af ydernumre – kan der dæmmes op for det?

Bolette Friderichsen advarede igen mod udviklingen i Sverige, hvor koncernklinikkerne nu udgør 20-30% af almensektoren.

Jørgen Skadborg bemærkede, at der skal være vide rammer for, hvordan man driver klinik, men:

»Man får det, man betaler for, og der er ingen, der ønsker en diagnosebaseret metervare. Der står jo også i vores aftale med regionerne, at der skal være kontinuitet i lægedækningen, så hvis regionerne lever op til aftalen, så …«

»Det, der betales for, er en fast læge, som skal være til stede i klinikkerne. Og mindst én region kan desværre ikke finde ud af at håndhæve dette«, konstaterede han.

Den unikke position

Ingen ved, hvordan Sundhedsstrukturkommissionen ender med at tegne et nyt sundhedslandkort, men hvor skal fremtidens almen praksis kaste anker?

I mandagens åbningsdebat havde regionernes formand annonceret, at regionerne gerne vil stille sig i spidsen for alle sundhedstilbud – men tonen var både der og på »Mød formændene«-sessionen en noget anden:

»Jeg mener, vi skal væk fra det regionale ansvar og tættere på kommunerne , når det gælder lægedækning og samarbejde. De kan for alvor mærke, hvor behovene er, og de har incitamenterne til at gøre noget ved det – og så skal de selvfølgelig have ressourcer til at udføre arbejdet sammen med os i almen praksis«, sagde Jørgen Skadborg.

Bolette Friederichsen, der allerede under åbningsdebatten havde udtrykt et tilsvarende ønske, supplerede:

»Nu skal vi lige have manet den her myte i jorden: Det er ikke os i almen praksis, der er en ø. Vi er en del af fastlandet, hvor patienterne bor. Det er sygehusene, der er en ø«, sagde hun.

Jørgen Skadborg pegede på »den helt unikke position«, som dansk almen praksis har:

»Der er kun ét sted i verden, hvor almen praksis selv driver sin egen efteruddannelse, selv bedriver forskning i egne enheder og selv har kvalitetsudviklingsenheder«, sagde han.

»Almen medicin er det eneste speciale, hvor det kan betale sig at uddanne for mange læger. Det er ærgerligt, at vi ikke før har uddannet 10-20% for mange, for de ville fordele sig på praksisser ud over landet – og resten måtte så ,nøjes’ at arbejde de andre mange steder, hvor almenmedicinere er meget efterspurgte«, sagde Jørgen Skadborg.

Hvor det hele ender, vil åbenbare sig, når Sundhedsstrukturkommissionen nedkommer med sine anbefalinger. Lige om lidt er kommissionen som nævnt færdig med at samle viden og input, og Bolette Friderichsen er en af dem, der får ordet på kommissionens topmøde den 8. december, fortalte hun.

»Jeg skal sige noget i tre minutter – og jeg er skrækslagen«, sagde hun.

»Ja, men det er udelukkende, fordi du kun må tale i tre minutter«, kom det hurtigt og Billund-tørt fra Jørgen Skadborg, inden de begge understregede, at hvis man som læge via læserbreve og den øvrige offentlige debat vil påvirke det samlede input til kommissionen, »så er det nu«.