Forbud mod rygning

Lægeforeningen bliver jævnligt kritiseret for ikke at gå mere aktivt ind i kampagner mod rygning. Senest i forbindelse med debatten om forbud mod rygning i det offentlige rum. Men faktisk er det sådan, at Lægeforeningen har en erklæret politik om, at der skal være forbud mod rygning i alle kollektive transportmidler, offentlige bygninger og institutioner i så vid udstrækning som muligt, således at rygning kun undtagelsesvis tillades i ganske afgrænsede områder. Hvis man nu mener, at det offentlige rum bl.a. også omfatter restauranter, kantiner, barer etc., så vil vi gerne melde klart ud, at vi går ind for et forbud. Konsekvenserne af passiv rygning er nu så godt dokumenteret, at vi kan fastslå det som skadeligt og derfor egnet til et forbud.

Der er forskelle i vurderingerne af farligheden af passiv rygning, men den seneste orientering fra Sundhedsstyrelsen opgør overrisikoen for dødelige lidelser som lungekræft til 20 procent og hjertesygdom til 30 procent. Sundhedsstyrelsen opgør, at passiv rygning hvert år koster mindst 150 danskere livet, og at det fører til mere end 1.000 indlæggelser. Ikke store tal i det samlede billede, men lagt sammen med de gener, det i øvrigt påfører mennesker med fx astma og allergi og ikke mindst den risiko, det påfører små børn, så er det tilstrækkeligt til at sige: forbud mod rygning i det offentlig rum. Det betyder ikke Grib Skov, men netop rum, hvor mennesker er sammen og kan påføre hinanden gener.

Vi sætter også grænsen der, hvor medier eller politikere vil have os til at nedprioritere behandlingen af misbrugere, fx rygere. Behandling skal tage udgangspunkt i den enkelte patient med en vurdering af rygningens betydning for denne patient og med respekt for patientens egne valg, således at rygere ikke fordømmes eller fratages retten til behandling, fordi de er rygere. Lægeforeningens rygepolitik sigter ikke på at eliminere rygerne, men rygningen. Tobaksrygning er den faktor, der udgør den største sundhedsrisiko i Danmark, og et stort antal danskere dør eller invalideres hvert år af sygdomme, der skyldes rygning. Læger har derfor en forpligtelse til at arbejde aktivt for at begrænse tilgangen af nye rygere, samt at rygere får støtte og hjælp til at holde op med at ryge.

Lægeforeningen har haft en rygepolitik siden Lægemødet 2001, hvor dette har været den overordnede målsætning, og den forpligter også lægestanden selv til at være rollemodeller. Læger ryger ikke på arbejdspladsen, og læger arbejder i øvrigt for røgfrie arbejdspladspladser. Læger vurderer også muligheden for rygeophør ved enhver patientkontakt med en ryger, og det er i øvrigt Lægeforeningens politik, at alle skal tilbydes gratis rådgivning, støtte og hjælp til rygeophør via et professionelt system. I den forbindelse er det en forpligtelse, også for lægerne selv, at skaffe sig den nyeste viden om rygningens skadevirkninger og metoder til at få folk til at holde op med at ryge.

På forbudssiden er der som nævnt bred støtte til at fjerne rygningen fra det offentlige rum, forbud mod alle former for reklamering, forbud mod afhængighedsskabende stoffer i tobak, forbud mod salg til personer under 15 år, øgede afgifter og en øget indsats for, at børn og unge ikke starter med at ryge. Det positive er naturligvis, at disse punkter i en rygepolitik, der er formuleret for 3-4 år siden, i dag lyder som selvfølgeligheder. Udviklingen går heldigvis stærkt på dette område, og det er spørgsmålet, om Lægeforeningen har behov for at revidere sin politik. Vi har ikke nogen ønsker om at gå til yderligheder som bl.a. i vore nabolande eller USA, hvor rygere nærmest bliver udstødt. Rygere skal have hjælp, ikke straf.