Forebyggelse og passiv rygning

Rygning er vel nok det område inden for forebyggelsen, hvor man de seneste år har oplevet de mest markante resultater. Antallet af rygere er faldet støt. Det er efterhånden et særsyn at opleve et møde, hvor der ikke er rygeforbud, og fra nytår får man endeligt røgfrie tog på de offentlige baner. Røgtæppet i det offentlige rum er blevet tyndere og tyndere, og på et tidspunkt i ikke så fjern en fremtid får også Danmark et lovfæstet forbud mod rygning på offentlige steder. Det er en indsats med en vældig politisk og befolkningsmæssig rygvind. Derfor er det dumt, hvis politikerne ikke nu tager skridtet fuldt ud med et rygeforbud på alle steder, hvor mennesker arbejder eller er forsamlet.

Det er den følsomme grænse mellem privatsfæren og det offentlige rum, der bliver brugt i argumentationen for ikke at tage skridtet fuldt ud her i landet. Men det efterlader nogle sære paradokser. Det betyder fx, at forældre med sindsro kan sende deres barn til pasning i en offentlig institution. Sindsro i forhold til, at deres barn ikke bliver udsat for passiv rygning. Den beskyttelse kan forældre ikke tage som en selvfølge, hvis barnet bliver sendt til pasning i en privat dagpleje. På samme måde kan ansatte i private firmaer ikke regne med denne beskyttelse, Hvis de vil undgå røgen eller ligefrem ikke kan tåle den, kan de være tvunget til at skifte arbejde. Det er ikke holdbart.

Lægers indsats i den forebyggende indsats i Danmark skal som alt andet baseres på evidens. Der er næppe noget sundhedsproblem, hvor der er større evidens end netop rygning og passiv rygning. Det sidste er skyld i, at mindst 1.000 voksne danskere og 2.000 børn hvert år er en tur på sygehuset. Passiv rygning er desuden årsag til bl.a. hjerte-kar-sygdomme, lungekræft, astma og vuggedød. Som det vil fremgå, så er det børnene, der er mest udsat. Derfor har lægerne i deres forebyggelsesarbejde længe haft et særligt fokus på rygningen. Lægeforeningen formulerede for fem år siden en rygepolitik, der giver læger en særlig forpligtelse til at arbejde aktivt for at begrænse tilgangen af nye rygere, samt medvirke til, at rygere får støtte og hjælp til at holde op med at ryge.

Lægers brede kontaktflade med mange patienter årligt placerer lægen i en enestående strategisk position. Lægen har en enestående mulighed for at formidle sundhed og forebyggelse i mødet med patienten. Der har nok været en tendens til, at lægerne historisk har vægtet behandling højere end forebyggelse. Men de seneste år er der sket et skift i takt med holdningsændringerne i det omgivende samfund. Der er brug for, at man også politisk markerer, at forebyggelse skal tages alvorligt. Det koster ressourcer her og nu at gøre noget mere - men resultatet er en god forretning først og fremmest menneskeligt fordi færre vil blive syge.

I den henseende er et mere gennemgribende rygeforbud aldeles gratis. Det er svært at forestille sig arbejdsgivere anlægge sag, fordi deres medarbejdere ikke kan få lov til at ryge, og vi taler vel og mærke ikke om et forbud mod rygere, men en ret til, at andre kan blive fri for biproduktet ved deres aktivitet. Vi som læger og ikkerygere ville sætte stor pris på, at politikerne viste mere mod i denne sag.