Forebyggelsesplan - nu med mere ulighed

Regeringen har midt i valgkampen spillet ud med, hvad der præsenteres som en ambitiøs national forebyggelsesplan. Den har fire hovedområder: en god start på livet, et sundt arbejdsliv, en sund alderdom og bekæmpelse af ulighed i sundhedsvæsenet. Det er flotte overskrifter, men desværre beskriver indholdet alt for godt, at en effektiv indsats for forebyggelse og bekæmpelse af ulighed i sundhed har trange kår i dagens Danmark.

En god start på livet har fokus på børns sundhed og hjælp til de forældre, som ikke har ressoucerne til selv at være aktive omkring deres børns livsstil. Samtidig er man ved at slække lovkravet om forebyggende lægeundersøgelser i skolealderen og derved slække på kvaliteten af undersøgelser, der har et klart forebyggelsesformål, og i øvrigt et socialt sigte. Det er de socialt dårligst stillede børn, der ikke kommer til forebyggende undersøgelse hos egen læge, men de kom hos skolelægen, der nu forsvinder. Læg så dertil, at regeringen ikke har været villig til at differentiere moms eller andre skattesatser for at fremme en sund levestil, også hos de udsatte børn.

Indsatsen omkring et sundt arbejdsliv er koncentreret om den del af befolkningen, der er i arbejde, og der lægges op til yderligere skattebegunstigelse til denne gruppe i form af , at de ansatte ikke skal beskattes, hvis deres arbejdsgiver fx tilbyder træning og besøg i et motionscenter. På den måde lægger regeringen op til yderligere at bygge ud på skattefordelene, der er forbundet med private sygdomsforsikringer, hvor arbejdsgiverne har fradragsret.

Denne ret koster årligt det offentlige en lille halv milliard. Det er ikke noget voldsomt beløb, men det har ført til en veritabel eksplosion i private ordninger, der måske er med til at skabe ekstra kapacitet, men under ingen omstændigheder kan siges at være fremmende for ligheden i sundhed. Det er ordninger, der kun gælder i forbindelse med et ansættelsesforhold. De falder bort, når man skifter arbejde eller holder op med at arbejde. De hjælper under ingen omstændigheder de svageste grupper, der har de største behov.

Det tredje aspekt i den nationale forebyggelsesplan er fokus på sundhed og livsstil blandt ældre. Her må vi konstatere samme svagheder som i ovenstående, og vi må notere, at der ikke følger penge med til en øget indsats. Det er ikke mindst betænkeligt i forbindelse med, at vi allerede nu har en række rapporter om, at det halter alvorligt med forebyggelsesarbejdet og rehabiliteringen, efter at kommunerne har overtaget ansvaret.

Det fjerde aspekt i forebyggelsesplanen er bekæmpelse af ulighed i sundhedsvæsenet. Budskabet er, at lægerne i højere grad skal hjælpe ressourcesvage patienter med at finde rundt i sundhedssystemet og dermed sikre, at alle får lige mulighed for behandling. Jamen herregud, alt kan da gøres bedre, men det er faktisk, hvad læger arbejder med fra morgen til aften. Det er en fundamental del af hele tillidsforholdet mellem læge og patient, der er bærende for lægegerningen. Forudsætningen er naturligvis, at lægen møder de svage patienter. Det vil denne nationale forebyggelsesplan ikke medvirke til.