»Forfatteren har skabt en levende forbindelse mellem den angst, der styrede hendes liv, og den verden hun lever i«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har bevæget sig i mange genrer siden sin debut i 1998. Hun har skrevet store historiske romaner som tobindsværket om Hildegard af Bingen og Margrethe I, begge præget af grundigt research og stor psykologisk indsigt.

Hertil er hun i de senere år blevet aktivist og gennem Venligboerne involveret i modtagelse af flygtninge i Danmark. Og hun er en flittig debattør i spørgsmål om flygtninges vilkår og skriver med præcision om urimelige, selvmodsigende og indimellem inhumane konsekvenser af den førte politik.

For nogle år siden skrev hun bogen »En flod skal være i bevægelse«. Her tager hun udgangspunkt i sine egne oplevelser med psykiatrien fra hun som barn i 12-årsalderen kom i behandling for en svær angstlidelse fulgt af depressioner, indtil hun som voksen trappede sig ud af medicin og satte sig for at kæmpe imod og med angsten bl.a. gennem forskellige former for psykoterapi. Først her fortæller hun om sine egne erfaringer – og med det undersøgende intellekt, hvormed hun går til alle sine værker, tegner hun et portræt af psykiatrisk behandlings formåen og ufomåen.

I den her foreliggende bog tager hun atter udgangspunkt i sine personlige erfaringer. Hun skriver om sin læsning gennem tiden – som inspirationskilde, og om hvad det at skrive betyder for hende: »jeg skriver for at skrive for dér forsvinder jeg ud af syne for mig selv«. Vist en oplevelse alle forfattere kan beskrive, og som vi andre i lykkelige stunder kan få et glimt af. Hun beskriver sin mormor, der fungerede som dagplejemor for slægtens børn, og som fortalte historier, når hun på små korte ben skulle ud på alt for lange gåture. Her oplevede hun at kunne glemme sig selv.

Læsning og skrivning er det gennemgående tema i bogen, men ud af dette vokser i associationernes form en række refleksioner, der spænder vidt. Hun beskriver skriveprocessen fra idé over forkastelse til igangsættelse. Om hvordan hun har brug for en forankring, et fikspunkt i form af et symbol eller en ramme, der giver struktur. Og hun fortæller om, hvordan historierne på et tidspunkt insisterer på at blive skrevet. Hun iagttager såvel sig selv som omverdenen og udnytter både de indre og de udefrakommende indtryk i en glidende bevægelse. Såvel det ubevidste som det førbevidste er kilder til skrift. Hun skriver om så forskellige temaer som indlæggelser som barn på lukkede psykiatriske afdelinger og hendes beslutning om at vriste sig fri. Om fødsler og det at blive mor og nærheden til børnene, og at få sin identitet i denne nærhed. Hun skriver genkendeligt, uden klynk eller romantisering. Hun ophæver grænsefladen mellem fiktion og virkelighed, når hun beretter fra sit liv.

Hun skriver for at kunne forstå, og det at skrive er en skabelsesproces. »Det der kan skrives existerer« (p.41). Og videre: »Det der kan undersøges kan forklares, det der kan forklares kan reddes, det der kan reddes kan forvandles« (p. 41).

Hun ville gerne have været læge for at hjælpe mennesker. I stedet blev hun forfatter og aktivist og i bogens sidste del er den empatiske og indignerede beretning om flygtningecentre og de udsatte mennesker, der bebor dem, »som ikke taler højt og derfor kun sjældent kommer til orde«.

Som barn var hun genert, og hun kan nu stoppe op og undre sig over sin forvandling til en skarpsindig debattør. Hun siger: »Jeg var en der skrev digte, der kunne vises til omverdenen, som boede lige ved siden af en der var gået ud og ind ad psykiatriske afdelinger« ( p. 45).

I sin tidligere bog har hun skildret, hvordan hun måtte tage livtag med skammen over den, hun var. Nu er hun kommet videre. Hemmelighederne er ude i det åbne, og hun styrer, hvordan de fortælles og deles. Hun har skabt en forbindelse mellem den angst, der i mange år styrede hendes liv og den verden hun lever i.

Hun har overvejelser om ligheder og forskelle mellem skrivning og terapi. Hun forstår terapi som udvikling gennem undersøgelse og afdækning i et rum, hvor alt kan betragtes og oplyses. Det er skridt mod accept, forvandling og forsoning. På mange måder er det den samme kreative proces, der foregår i skrivningen, med undersøgelsen, forståelsen set gennem et prisme. Men, siger hun, at det er det værk, der gives videre, der er slutproduktet, og hvordan forfatteren har haft det undervejs og bagefter er en privatsag.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver præcist i et dejligt letflydende, associativt og præcist sprog. På de 117 sider, bogen fylder, er hun vidt omkring, og som læser rammes man af genkendeligheden, af klogskaben og evnen til at belyse sit liv og sin samtid. Bogen er meget anbefalelsesværdig for læger som for alle andre læsere.