Forkortelser er et nyttigt arbejdsredskab

Foto: Claus Boesen

ITA = Intensiv Afdeling

EHM = ekstern hjertemassage

Forkortelser som disse bruges på alle afdelinger på alle danske sygehuse og er et nyttigt arbejdsredskab, når der skal skrives journal i en travl hverdag.

Alligevel har samme forkortelser på få dage formået at sende arbejdsglæden i bund på Herlev Hospital. Det har ikke været sjovt for lægerne på hospitalets medicinske afdeling O at gå på arbejde, siden de midt i januar blev hængt ud i TV2 - beskyldt for at benytte særlige koder til patienter, som ikke skulle genoplives, hvis de fik hjertestop. Tidligere ledende overlæge på Medicinsk Afdeling O på Herlev Hospital og nu vicedirektør samme sted, Finn Rønholt, erkender, at informationspligten til patienterne i to tilfælde er blevet forsømt.

»Reglerne foreskriver, at vi skal aftale med patienten, hvorvidt vedkommende skal genoplives efter hjertestop eller overføres til intensiv behandling. Det skal fremgå af patientens journal, at patienten er informeret og har samtykket i beslutningen om at undlade genoplivning og evt. respiratorbehandling. Det er desværre ikke sket i to tilfælde«.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af TV2-udsendelsen indskærpet over for Herlev Hospital, at informationspligten skal overholdes i alle tilfælde.

»Det retter vi os selvfølgelig efter. Intentionen er, at disse samtaler skal foregå i dagtimerne og forestås af speciallæger. Konsekvensen bliver, at alvorligt syge patienter oveni deres sygdom skal tvinges til at tage stilling til, om de vil genoplives, hvis der skulle opstå hjertestop.

Det gælder også dødssyge kræftpatienter, som har kort tid igen. Det kan være meget svært og etisk problematisk at skulle konfrontere patienterne med den slags beslutninger i den situation, de befinder sig i«, siger Finn Rønholt.

»De fleste beslutninger om genoplivning træffes i akutte situationer. Forkortelserne kan være en hjælp, når lægen pludselig står alene med et hjertestop midt om natten.

Man skal jo ikke gøre noget mod patientens vilje og genoplive mennesker, der på forhånd har sagt nej til genoplivning, eller hvor det lægeligt skønnes at kunne skade patienten mere end at gavne. Det sidste er en ren lægelig beslutning«, fortæller Finn Rønholt.

Yngste læger hårdt ramt

Tilbage til gulvet på afdeling O, hvor tillidsmand for de yngre læger, Kristine Chemnitz, fortæller, at de yngste læger er meget påvirkede af den aktuelle situation.

»Mange er nervøse over at skulle gå stuegang eller bare have patientkontakt. De føler sig mistænkeliggjorte og usikre over for patienterne og vægter hvert ord, de siger«. Kristine Chemnitz har foreslået sine kolleger at bede en seniorlæge om at overtage evt. samtaler med patienter og pårørende, hvis de føler sig utrygge.

Hun har i et tilfælde oplevet, at pårørende havde medbragt deres advokat, da de skulle tale med en læge under stuegang.

»Alle mine kolleger knokler, så blodet springer. Det er enormt nedslående for ens professionelle og menneskelige identitet at få at vide, at man går på arbejde for at lade bestemte patienter dø. Man vælger jo ikke at blive læge, fordi man vil gøre andre ondt«.

Læge, ph.d. Camilla Rathcke, fællestillidsmand for Yngre Læger på Herlev Hospital, kan ikke genkende beskrivelserne af et eksisterende kodesprog fra sit daglige arbejde på Medicinsk Afdeling O. Patienternes journaler er i forvejen fulde af lægelatin og forkortelser af dagligdags fagudtryk, som er uforståelige for lægmand.

»Jeg ved fra andre hospitaler, at man f.eks. skriver ,minus 2222` eller ,minus 555`, hvis hjertestopholdet ikke skal kontaktes, eller hvis der ikke skal ringes til intensiv«, fortæller Camilla Rathcke.

»Afdeling O er en akutmedicinsk afdeling, og man skal huske, at mange af de patienter, som kommer her, er alvorligt syge. En del af dem er gengangere, dvs. kronisk syge patienter, som indlægges med jævne mellemrum. Ofte med konkurrerende lidelser. Og de får sværere og sværere ved at komme sig, i takt med at deres kroniske sygdom forværres, og de oveni også rammes af akut sygdom«, fortæller Camilla Rathcke. Det er hendes erfaring, at kroniske patienter ofte har et meget afklaret forhold til, at de ikke bare vil holdes i live for enhver pris.

Hun understreger, at beslutningen om genoplivning eller ej ikke er endelig, men revurderes i forhold til udviklingen i patientens tilstand, f.eks. fra indlæggelse til indlæggelse.

Rollator

Det har været kritiseret, at lægerne på Medicinsk Afdeling O laver notater om patienternes funktionsniveau, behov for rengøringshjælp, madudbringning m.v.

»Brug af hjemmehjælper til mere end blot rengøring, rollator etc. er pejlemærker for patientens generelle helbredstilstand. Hvis patienten er i dårlig ernæringstilstand og ikke selv kan gå på gaden - vedkommende har måske ikke været uden for sin lejlighed i flere år - vil han/hun rent muskulært være i meget dårlig stand. Det samme gælder kredsløbet. Immunforsvaret vil typisk også være svækket. Er patienten tilmed lungesyg, ved vi erfaringsmæssigt, at chancen for at overleve respiratorbehandling er meget dårlig«, fortæller Camilla Rathcke.

Hun fortsætter: »Genoplivning er ikke risikofri. Vi fortæller altid vores patienter, at genoplivning og efterfølgende intensivbehandling er hårdt for kroppen. Det er ikke sikkert, at det lykkes de første minutter. Jo større iltmangel, jo større risiko for, at patienten vil vågne op med en hjerneskade og må lægges i respirator. Som læge har du heller ikke lyst til at forlænge patienternes liv unødigt og påføre dem ekstra lidelser. Vi sætter ikke udsigtsløs livreddende behandling i værk«.