Formand for FAPS: Fremtidens praktiserende speciallæger skal se 80%-90% af patienterne

Hvordan har hele speciallægeområdet udviklet sig de senere år?

»Igennem de sidste ti år har der været stagnation i forhold til opgaveløsningen på praksisområdet. Det har der været, fordi regionerne har prioriteret udvikling af sygehusene og opprioriteret nye behandlinger og pakkeforløb. På den vis har man ikke i tilstrækkeligt omfang fået primærsektoren med i udviklingen, og dermed har man ikke fået skabt den speciallægepraksis-sektor, der er behov for«.

Det er vel det, man nu tager fat på med sundhedsreformen?

»Tilbage i 2021 lavede vi i FAPS [Foreningen af Praktiserende Speciallæger] en fælles vision med Danske Regioner for speciallægepraksis, der havde som mål at give patienterne kortere vej og lettere adgang til behandling hos praktiserende speciallæger. I OK21 bandt vi økonomien i forhold til at skaffe flere ydernumre. Så vi tog allerede hul på opgaven dengang. Med Sundhedsstrukturkommissionen og sundhedsreformen er der nu kommet én sundhedsaftale, som skal sikre bedre fordeling af speciallægepraksis og øge uddannelsen af speciallæger. Udviklingen af rammerne for, hvordan man udflytter opgaver fra sygehusregi til praksis, ligger nu hos Sundhedsstyrelsen, og regionerne har fået til opgave at finde ud af, hvordan man øger speciallægekapaciteten og skaber mere lige adgang for borgerne. Det er den udvikling, vi står overfor lige nu. Man er stille og roligt i gang med at oprette nye ydernumre, så det nære sundhedsvæsen styrkes med flere praktiserende speciallæger«.

Men får man praktiserende speciallæger nok, når regeringen i sin forårsaftale med Danske Regioner vil uddanne 130 flere speciallæger årligt?

»Det kan lyde som om, det ikke er mange, men når man går fra nul, er der for os tale om en positiv udvikling, som vi virkelig har brug for i forhold til hele nærhedsprincippet om at skabe lige adgang til sundhed. Det er en udvikling, som er i gang, og som vi venter os meget af«.

Når I forventer jer meget af det, hvem er det så på vegne af?

»Det er patienterne. For vi ved, at de i højere grad søger speciallæge og behandling, når speciallægerne er tættere på. Især de svageste patienter kommer simpelthen ikke til lægen, når afstanden er for stor. Det skaber stor ulighed i sundhed. Så hvis vi skal mindske ulighed i sundhed og hjælpe flere patienter der, hvor de bor, skal vi have flere praktiserende speciallæger i hele landet og i alle større specialer. Men det handler også om samarbejdet mellem praksis, som en del steder sidder meget alene og langt væk fra alting uden nogen at spille bold med. Der er store fordele for speciallægepraksis i at have et tættere samarbejde med sygehuse og almen praksis. Både i forhold til patienterne og også i forhold til at skabe kollegiale netværk og faglige fællesskaber ude i praksissektoren. Især når der bliver flere af os«.

Er der penge nok i de aftaler, der er lavet, til at realisere den udvikling?

»Nej. Vi har i forvejen lange ventetider, og den økonomiske ramme er brugt op. De penge, der er afsat til speciallægepraksis, er brugt op. Så man er nødt til at øge rammen, hvis man vil øge kapaciteten og have flere ydernumre. Det er noget af det, som fremtiden kommer til at bringe«.

ØNH [øre-næse-hals] er blandt de større specialer i FAPS. Hvorfor er lige dét speciale så stort i speciallægepraksis?

»ØNH ligger på samme niveau som øjenlæger og psykiatere. Vi har 161,3 ØNH-læger, 165 øjenlæger og 112 psykiatere – opgjort i antal kapaciteter. Størrelsen skyldes nok, at det, man fejler i for eksempel ØNH og øjne, er oplagt at behandle i speciallægepraksis. Vi opnår høj viden om det, vi laver, og der er stor effektivitet i det, vi leverer til sundhedsvæsenet. Og så er der rigtig mange sygdomme på ØNH-området, som ikke er så komplicerede, at de skal ind på sygehuset. Vi kan favne det meste ude i praksis, både udredning og behandling og også operationer. Det gør ØNH meget egnet til praksis. Der er andre specialer, som ikke er lige så egnede til praksis, enten fordi de kræver stor tværfaglighed, eller fordi sygdommene er så komplicerede, at de ikke kan håndteres ude hos os og skal ind på sygehuset«.

Så ØNH-læger er allerede veteraner i det, der nu skal ske i specialpraksis på grund af sundhedsreformen?

»Hvis jeg tænker på, hvordan praksisområdet kommer til at se ud for de 15 specialer, vi har i dag i FAPS, så er det meget den model, som vi har på ØNH- og øjenspecialet. Vi ser 90% af patienterne og behandler dem herude, og så er der en mindre andel, som fejler noget, som kræver behandling på sygehuset. Modellen skal ikke nødvendigvis være 90/10 eller 80/20 for alle specialer, men alle patienter, der ikke fagligt set behøver at komme på sygehuset, skal ud i praksis og behandles«.

Hvad er det for en udvikling, som ØNH har været igennem, siden I allerede er i mål set med reformbriller på?

»Der er blevet gjort rigtig meget på ØNH-området gennem årene, lige fra jeg startede i 1999 og til nu. Det, jeg leverede ind til ambulatorierne, behandles slet ikke på sygehuset mere. Det er kommet ud i praksis. Der er sket en omskiftning i modellen for ØNH, som man kan kopiere over på andre specialer. Man besluttede simpelthen, at det, man havde på hovedfunktionsniveau, skulle ud i praksis. Den omstilling kommer vi også til at se i specialer som neurologi, reumatologi, urologi og andre. Der er 39 lægelige specialer i alt, mens der kun er 15 af dem ude i praksis. Sådan noget som endokrinologi, geriatri eller diabetes – som Steno Diabetes Center godt nok har taget meget af – kunne sagtens også foregå i praksis. Der er masser af specialer, hvor intet er til hinder for, at de kommer ud i specialpraksis. Hele den demografiske udvikling med flere ældre og multisyge gør geriatri oplagt i specialpraksis«.

Er der noget i selve livet som selvstændig, som afskrækker læger fra flere specialer i at komme ud i specialpraksis?

»De kæmper med det i almen praksis, fordi reformen rammer dem hårdt, og det får nogle til at tøve med at åbne praksis. Vi oplever derimod ingen rekrutteringsproblemer i specialpraksis, når der slås nye ydernumre op. Så det tænker jeg ikke. Når regionerne laver nye ydernumre inden for f.eks. øjenspecialet, så er der nemt otte ansøgere, der står klar. Så det giver super god mening at oprette flere ydernumre i specialpraksis«.

Vil sundhedsreformen overhovedet ændre dagligdagen for ØNH-specialet så?

»Ikke ret meget. Vi gør i ØNH meget af det, som vi forestiller os skal ske i fremtiden. F.eks. skal vi øge samarbejdet med resten af sundhedsvæsenet, så det hænger bedre sammen, og noget af dét vil også ændre nogle arbejdsgange for os, f.eks. hele det digitale område med billedudveksling. Det bliver ret spændende. Det kommer vi til at gøre mere af«.

Hvordan ser du i det hele taget fremtiden for ØNH?

»Fremadrettet kommer vi til at spørge, hvad AI kan hjælpe os med. AI kommer til at ændre vores måder at tilgå nogle sygdomme på. Det er et opmærksomhedspunkt, vi skal have. Derudover kommer der til at ske en masse omkring cancerbehandling, robotkirurgi og biologisk behandling af bihulepatienter. Det er de store udviklingsmæssige milepæle, der kommer«.

Du er selv ØNH-læge. Hvad gør specialet spændende?

»Jeg kalder det verdens bedste speciale. Fordi man har patienterne fra starten af livet til afslutningen. Vi ser dem, fra de er helt nyfødte, direkte ud fra fødegangen, til de får øreproblemer og polypper i de små år. Så slipper vi dem i en årrække, og så ser vi nogle af dem igen op i voksenalderen, når de får allergier eller bihuleproblemer. Der er en enorm stor bredde i specialet, som gør det sjovt. Tag bare hele stemmeområdet, som også hører til specialet. Ja, og så har vi både det medicinske og kirurgien. Foruden kontinuerlig udvikling i behandlinger og dermed muligheder for at hjælpe patienterne«.