Hvis de ældre fortsætter med at beskytte sig så godt, som vi har set de seneste måneder, er der grund til at tro, at antallet af indlagte med COVID-19 er stagneret måneder frem, siger overlæge i infektionsmedicin Thomas Benfield.
Fra maj til ind i august var der en patient indlagt ad gangen på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital. De seneste tre uger har der været 6-7 stykker. Pænt mange flere, men få i forhold til foråret, hvor der, da epidemien toppede, var 65 indlagt ad gangen.
Patientbilledet er også anderledes. I foråret var 60-80 procent af de indlagte over 60 år. Nu er patienterne yngre, og de ældre fylder kun omkring en fjerdedel. Og de fleste er ikke særligt syge, fortæller overlæge og professor på Københavns Universitet, Thomas Benfield, men en del har en anden sygdom, typisk diabetes eller astma.
I foråret under spidsbelastningen ville disse patienter ikke nødvendigvis være blevet indlagt, da ville man have vurderet dem hurtigt og behandlet dem ambulant for en forværret diabetes eller astma.
»Nu tager vi dem ind lige en dag eller to for at vurdere dem«, siger Thomas Benfield.
På landsplan er billedet, at antallet af indlagte steg i september, men er stoppet et par dage op til dette interview, tirsdag. Det giver Thomas Benfield håb:
»Hvis du spørger mig, så tror jeg, at det billede, som vi ser lige nu, hvor vi er på et plateau, bliver den maksimale belastning, vi kan forvente over de næste måneder. Så kan det så fluktuerer lidt op og lidt ned. Men når de daglige tal begynder bøje af efter at være steget en uge, er det rart«.
Han tilføjer:
»Jeg håber, jeg har ret«.
Selv om det er bare er en tendens over et par dage, er der noget relativt, som, han synes, giver grund til optimisme.
»Det er ligesom i foråret. Da var vi glade for, at stigningen hver dag var konstant lille og ikke fordoblinger, det er dem, man altid frygter. Derfor kan jeg godt blive glad, bare der er noget af det samme«, siger han.
Men der er selvfølgelig en forudsætning.
»Det er vigtigt, at vi alle opfører os godt, det gør vi ikke helt lige nu. Der er meget smitte blandt de unge. Men det går nok alligevel, fordi de ikke bliver så syge. Problemet er, når de begynder at smitte ud i andre aldersgrupper. Og der kan jeg se, at det er helt tydeligt, at de ældre, som er mest i risiko, forstår at beskytte sig. De holder afstand og begrænser kontakten til andre«.
Det er en forudsætning, at de bliver ved med det.
»De skal blive ved med at gøre, som der bliver sagt. Vi ved jo godt, hvordan vi kan begrænse epidemien ved at lukke samfundet ned igen. Men det ville være torskedumt. Det er ingen interesseret i, og jeg tænker, at hvis man hele tiden har det i underbevidstheden, og Mette Frederiksen og Magnus Heunicke hele tiden minder os om, at vi skal blive inden for de begrænsninger, vi har nu, ellers må vi tage næste skridt«.
I den patientgruppe, der er indlagt lige nu, er der mere positive forløb end i foråret.
Der er flere komprimerede forløb, hvor patienterne får det godt igen og derfor kan udskrives. Ikke som så ofte i foråret blot nedgraderet til en anden afdeling, men hjem.
»Det er en succesoplevelse for personalet. Da vi for to uger siden begyndte at se en stigning, så de allerede for sig en marts og april som i foråret. Jeg fornemmer, at det har været sundt at se, at det ikke nødvendigvis bliver sådan igen. Vi har fornøjelsen af at kunne udskrive rigtig mange«.
En anden væsentlig forskel fra foråret er, at der nu er to behandlinger, remdesivir og binyrebarkhormon. Også blodfortyndende behandling og noget eksperimentel behandling ligger i værktøjskassen. Det ser ud til at tage toppen, vurderer Thomas Benfield.
»Den indlagte patientgruppe nu og i foråret viser to forskellige billeder. Vi fornemmer, at flere kommer og har behov for iltbehandling, og de kan blive udskrevet i løbet af et par dage. Sidst var det typisk efter en til to uger, så det går lidt hurtigere. Dertil kommer, at der ikke ser ud til at være så mange, der forværres«.
Blodfortyndende medicin er blevet standardbehandling. Iltbehandling er en væsentlig behandling, og den kastede i foråret noget læring af sig.
Selvom patienterne synes, det er ubehageligt, så ser maskebehandling ud til at være virksom.
Den ene mulighed er at give ilt i en slags åben maske, hvor patienten skal trække vejret selv, forklarer Thomas Benfield. Men den bedre mulighed er en maske, der slutter til, og hvor man kan øge trykket, så patienten får hjælp til at trække vejret.
»Det giver den ilt, patienten har brug for. Så det skal vi insistere på i højere grad, også selv om patienten ikke ønsker det«.
På trods af håbet om en flad kurve, har afdelingen garderet sig og har hen over sommeren ansat 8-10 ekstra læger, så der er et dobbelt vagtlag.
Der ligger en influenzasæson forude og en almindelig vinterbelastning, der typisk begynder at kunne mærkes i slutningen af oktober. Ligeledes er der presset fra syge patienter, der kommer ind på akutafdelingen med mistanke om COVID-19 og skal testes og i isolation. Og så kan der komme en stigning i antallet af coronapatienter. Det hele vil presse kapaciteten, men håbet er, at de kan klare det inden for den nuværende kapacitet.
Men der er planer for en eskalering. I første omgang er det planen, at coronapatienterne skal blive på infektionsmedicinsk afdeling, og så skal patienter med ikkesmittende infektion flyttes til andre afdelinger.
Thomas Benfield er spændt på, hvordan udviklingen bliver i de kommende måneder, om der alligevel vil opstå en balance. Det er der flere årsager til.
»Flere bliver vaccineret mod influenza. Coronaforholdsreglerne har også effekt på andre infektioner, det så vi i foråret. Det ville være dejligt, hvis toppen blev taget af dem«.
